Karrierens stolteste indsats blev til et mareridt, da Jesper så klagen i e-Boks

Meldingen fra Alarmcentralen lyder umiddelbart harmløs:

En yngre mand er besvimet under træning i et fitnesscenter, men er ved bevidsthed igen. Der skal ikke køres med udrykning.

“Specielt unge mænd, der styrketræner, kan nogle gange løfte lidt for hårdt, og så går lyset ud et øjeblik. Det er ikke unormalt,” husker Jesper Hansen at tænke, inden han stiger ind i ambulancen.

Men turen skal vise sig at blive langt mere dramatisk. Og også få personlige konsekvenser for ham.

Bleg, svedig og svimmel

Det er en juli-dag i 2022. Jesper Hansen, dengang ambulancebehandler, kører med sin makker mod fitnesscentret.

På gulvet finder de en ung mand i starten af 20’erne. Han er bleg, svedig og svimmel.

“Det stemmer ikke overens med den melding, vi har fået. Han burde være kommet sig mere,” fortæller Jesper Hansen.

Han undersøger patienten. Blodtrykket er væsentligt lavere, når det måles i den ene arm end den anden. I samme arm er pulsen også svær at finde, og patienten har trykken for brystet.

Et spørgsmål om liv og død

Jesper Hansens mavefornemmelse fortæller, at noget er helt galt.

“Min mistanke er, at han har en bristning på hovedpulsåren. Det er ekstremt kritisk,” siger han.

Holder mistanken stik, kan få minutter være forskellen på liv og død. Kun tre hospitaler i landet kan udføre den nødvendige operation: Rigshospitalet, OUH og Skejby.

Ifølge instruksen skal patienten køres til Køge Sygehus, men det vil være en omvej, hvis han bagefter skal til Rigshospitalet.

Jesper Hansen ringer til vagthavende læge, der giver ham grønt lys til at køre direkte til Roskilde Sygehus. Her bekræfter en kardiolog diagnosen, og patienten overføres straks til Rigshospitalet. Operationen redder hans liv.

“Jeg er glad for, at jeg fulgte min mavefornemmelse. Havde vi fulgt proceduren, var der gået væsentligt længere tid, og patienten ville i 9 ud af 10 tilfælde formentlig have været død,” siger Jesper Hansen.

Uventet post

Derfor føles det næsten absurd, da han mere end to år senere modtager en besked i e-Boks fra Styrelsen for Patientklager.

“Jeg har aldrig fået post fra dem før. Jeg tænker, at det må være noget administrativt,” siger Jesper Hansen, der kort forinden har fået sin autorisation som paramediciner.

“Men så kan jeg se, at det er en klage, og at den handler om lige præcis den tur.”

Klagen går på, at Jesper Hansen og hans makker var for langsomt fremme ved skadestedet, og at de kørte derfra for sent.

Jesper Hansen forstår ikke kritikken. Det var Alarmcentralens vurdering, at de ikke skulle køre med udrykning til fitnesscentret. Og han er overbevist om, at patienten kun overlevede, fordi han stolede på sin mavefornemmelse.

Stigning i klagesager

Paramedicineren er langt fra alene om at modtage en patientklage.

I disse år oplever flere og flere ansatte på det præhospitale område, at borgere klager over dem.

I 2022 kom der 42 klager. Det antal var sidste år 125, viser tal fra Styrelsen for Patientklager.

Jesper Hansen får beskeden en fredag klokken 13.45, et kvarter før Styrelsen lukker. Han kan altså intet gøre før mandag.

“Den weekend er et mareridt,” siger han.

“Jeg kan ikke få det ud af hovedet. Jeg bliver ved med at tænke: Kan det her koste mig autorisationen? Kan det påvirke mit job? Det er jo ens faglige stolthed, der er på spil.”

Han vandrer rastløst rundt derhjemme. Samme aften er han på nattevagt, men der er stille. Alt for stille.

“Tankerne får frit spil, og jeg kan ikke falde i søvn. Klokken to om natten står jeg op og skriver alt ned, jeg husker om forløbet. Det bliver til flere A4-sider. Først ved halv fire kan jeg lægge mig igen,” fortæller han.

Får advokat fra FOA

Mandag ringer han til FOA, som straks giver ham en advokat. FOAs advokat hjælper med at indhente journalmateriale og skrive et udførligt høringssvar.

Alligevel fortsætter tvivlen med at nage. Mere end to år er gået, og Jesper Hansen husker ikke alle detaljer.

”Jeg tænker, om jeg kan have glemt at skrive ting i journalen.”

Han gennemgår forløbet med sin tidligere makker og kolleger. Alle er enige i, at han har gjort alt rigtigt, men usikkerheden forsvinder ikke.

Det hjælper ikke, at sagen trækker ud.

“På et tidspunkt får jeg følelsen af, om det her nogensinde stopper, eller om det skal følge mig resten af min karriere,” fortæller Jesper Hansen.

Der går i alt syv måneder, før Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgør, at der intet er at udsætte på indsatsen.

“Et eller andet sted vidste jeg det jo godt,” siger Jesper.

“Men den lille rest af tvivl kunne jeg først slippe dér.”

Bruger sig selv som case

På jobbet kan han se, at han har ændret tilgang i forhold journalføring.

“De journaler, jeg skriver, er blevet længere og mere detaljerede. På den måde ved jeg, at jeg har min ryg fri, hvis nogen senere hen skulle stille spørgsmålstegn ved min indsats,” siger han.

Jesper Hansen ville ønske, at han havde fået mere information om forløbet, da han modtog klagen.

“Jeg måtte selv opsøge al information. Jeg ville gerne fra starten af have kendt processen,” siger han.

Ved siden af arbejdet som paramediciner, underviser Jesper Hansen kommende ambulancebehandlere.

Han bruger sig selv som case i undervisningen. Hans budskab er klart:

“Vi skal ikke frygte klager. Hvis man har handlet ordentligt og dokumenteret det, er alt godt. Man må ikke lade frygten for klager styre en.”