”Kæmpe opgave” forude:Så mange beskyttelsesrum skal efterses i din kommune

Er der plads til alle i beskyttelsesrum i din kommune? Tjek kortet i artiklen. Colourbox

Inden længe skal kommunerne efterse alle landets beskyttelsesrum. Det kalder på ekstra ressourcer, vurderer FOA.

06. august

3,7 millioner.

Så mange pladser er der i landets beskyttelsesrum, og de skal snart have et servicetjek.

Beredskabsminister Torsten Schack Petersen meddelte nemlig tilbage i maj, at landets beskyttelsesrum skal have tjekket kapacitet og stand.

”Det aktuelle trusselsbillede understreger, at der fortsat er behov for et robust og styrket beredskab i Danmark, som kan understøtte et trygt og sikkert samfund,” lød det dengang fra ministeren i en pressemeddelelse.

Ansvaret for at efterse beskyttelsesrummene ligger hos kommunerne.

Hvornår opgaven begynder, er dog fortsat uvist. Det oplyser Styrelsen for samfundssikkerhed til Fagbladet FOA:

”Forberedelserne af eftersynet, herunder fastlæggelse af tidsplanen, udarbejdelse af checkliste, etablering af it-systemunderstøttelse mv., pågår i samarbejde med bl.a. KL. Eftersynet forventes at omfatte alle typer beskyttelsesrum.”

KORT: Så mange pladser i beskyttelsesrum er der i din kommune

Flere ubesvarede spørgsmål

Hvilke faggrupper, der kommer til at stå for opgaven, er derfor heller ikke nærmere fastlagt.

Nogle kommuner har dog uddelegeret opgaven til det kommunale redningsberedskab. Det gælder blandt andet for de otte kommuner, hvor Hovedstadens Beredskab opererer.

Uanset hvem, der skal stå for eftersynet, er opgaven imidlertid så stor, at der bliver behov for ekstra ressourcer.

Sådan lyder den umiddelbare vurdering fra Thomas Brücker, sektorformand i FOA.

”Det bliver en kæmpe opgave, som kræver mange ressourcer, hvis det skal gøres ordentligt. Men jeg har svært ved at se, hvilke opgaver som det tekniske servicepersonale eller beredskabet kan bortprioritere, så det kræver ekstra ressourcer,” siger han.

Ifølge kommunernes økonomiaftale for 2026, kan kommunerne få ”relevant rådgivning og vejledning” til opgaven.

I en mail til Fagbladet FOA oplyser KL, at man fortsat er i dialog med styrelsen om, hvordan opgaven skal løses. Derfor kan KL for nuværende ikke kommentere på, hvordan opgaven konkret skal gribes an.


Fagbladet anbefaler