Johnny blev lønnet "himmelråbende" lavere end kollegerne – Nu får han ret i sag om forskelsbehandling

Efter 12 års ansættelse fik Johnny Rævdal 1.942 kroner i lokale løntillæg pr. måned. Hans kollegaer fik henholdsvis 5.528 og 4.315 kroner. Alle tre varetog arbejde af samme art, stod der blandt andet i dommen fra byretten i Hjørring. Privat

Teknisk servicemedarbejder Johnny Rævdal og FOA har vundet en principiel sag i byretten om forskelsbehandling i løn til en ansat i fleksjob. Nu skal den for landsretten.

Allan Wahlers

i dag kl. 09.10

I årevis udførte Johnny Rævdal præcis det samme arbejde som sine to kolleger.

Men den løn, teknisk servicemedarbejderen fik af Frederikshavn Kommune, var markant lavere.

Faktisk var forskellen ifølge den lokale FOA-fagforening ”himmelråbende stor”.

Det gav byretten i Hjørring for nylig FOA og Johnny Rævdal ret i. Retten mener derfor, at han skal have en større efterbetaling i løn og godtgørelse, så han nu – med renter – har over 350.000 kroner til gode (se boks).

For Johnny Rævdal handler det egentlig ikke så meget om de penge, sejren i retten udløser.

Man kan ikke bare behandle folk sådan, fordi de er i fleksjob

Johnny Rævdal, teknisk servicemedarbejder

”Det handler om at føle sig noget værd, og det handler om, at blive anerkendt for det arbejde, man udfører,” siger teknisk servicemedarbejderen.

Dommen i byretten kan desuden – hvis landsretten er enig – vise sig at få betydning for andre i fleksjob, som er i samme situation som Johnny Rævdal.

For det er tilsyneladende første gang, en lønmodtager har fået medhold i en sag om efterbetaling af løn i henhold til ligelønsbestemmelsen i forskelsbehandlingsloven, oplyser de jurister, der har siddet med sagen.

”Det betyder meget for mig, at kommunen ikke fik medhold. Man kan ikke bare behandle folk sådan, fordi de er i fleksjob,” siger Johnny Rævdal.

Tre timer om dagen

Inden Johnny Rævdal fik behov for at komme i fleksjob, arbejdede han i et stilladsfirma. Men i 2003, da han var 34, var han så uheldig at falde ned fra to meters højde.

Han ødelagde sin fod og slog hele kroppen. Det gav ham varige skader, og i 2005 blev han visiteret til fleksjob.

I 2010 fik han arbejde i Frederikshavn Kommune, hvor han tre timer om dagen arbejdede for bibliotekerne – mere kunne han ikke holde til, uden at hans fod hævede op, og han fik smerter mange steder i kroppen.

”Det var et rigtig dejligt arbejde for mig. Og der var aldrig to dage, som var ens,” fortæller han.

”Det var klart bedre for mig med et fleksjob end for eksempel en førtidspension. Det ville have været alt for tidligt for mig bare at sidde derhjemme uden det store indhold i livet.”

Johnny Rævdals sag

  • Johnny Rævdal blev ansat i fleksjob som teknisk servicemedarbejder på Frederikshavn Kommunes biblioteker den 15. november 2010.
  • Fik man – som i Johnny Rævdals tilfælde – fleksjob-status tilkendt før 2013, er den permanent. Fik man først statussen efter 2013, skal den vurderes hvert femte år.
  • Arbejdstiden var på 15 timer om ugen, som i praksis fordeles på 3 timer på hverdage.
  • Der blev bevilget løntilskud til fleksjobbet og bemærket, at han skulle ”undgå fysisk hårdt arbejde, især gående og stående, samt løft der belaster ben og ankler”.
  • Ved ansættelsen blev Johnny Rævdals løn forhandlet mellem 3F Frederikshavn og Frederikshavn Kommune.
  • Han blev indplaceret på den lavest mulige lønsats efter overenskomsten, grundløntrin 14, uden tillæg for funktioner og/eller kvalifikationer.
  • I forbindelse med lokallønsforhandlinger i 2022 konstaterede FOA Frederikshavn, at Johnny Rævdals løn var væsentligt lavere end de to andre tekniske servicemedarbejdere ansat ved Frederikshavns Kommune, selvom de udførte samme arbejde.
  • I sin argumentation for lønforskellen henviste Frederikshavn Kommune efter FOAs opfattelse indirekte til Johnny Rævdals handicap.
  • Det er i givet fald i strid med forskelsbehandlingsloven, og derfor mente FOA, at han havde krav på løndifferencen samt en godtgørelse.
  • Det fik FOA medhold i i byretten i Hjørring. Kommunen skal derfor udbetale i alt 351.923 kroner til Johnny Rævdal og dække hans sagsomkostninger.
  • Sagen skal dog først efterprøves i Vestre Landsret.

Arbejdet som teknisk servicemedarbejder på bibliotekerne var ikke noget, der krævede en særlig uddannelse, men Johnny Rævdal har – som det også kom frem fra tidligere kolleger i byretten – hænderne skruet godt på.

Derfor kunne han udføre mange former for håndværksarbejde og indimellem også gøre nogle af bibliotekarernes mere vilde ideer til arrangementsopstillinger til virkelighed.

Virkede helt skævt

Som årene gik, talte Johnny Rævdal indimellem med sine kolleger om løn. Han var startet på løntrin 14 – og nåede aldrig højere end løntrin 17 – og forskellen i lokalløn blev bare større og større.

På et tidspunkt, hvor han har været ansat i årevis, fik han en ny kollega, som blev ansat på løntrin 30, selv om det arbejde, vedkommende skulle udføre, var præcis det samme.

Noget virkede helt skævt.

”FOA prøvede gentagne gang at få hævet min løn, men uden held. Derfor havde jeg heller ikke de store forhåbninger, da vi valgte at gå rettens vej,” siger Johnny Rævdal.

Grundlæggende blev de arbejdstimer, Johnny Rævdal havde, ikke regnet for det samme som dem, de andre havde

Torben Fooken Jensen, faglig sekretær, FOA Frederikshavn

Hos den lokale fagforening FOA Frederikshavn, var det faglig sekretær Torben Fooken Jensen, som i 2022 satte den proces i gang, der endte med dommen tidligere i november.

”Lønforskellen til Johnny Rævdals kolleger var efterhånden så himmelråbende stor og havde været det igennem mange år. Det var helt hen i vejret,” siger han.

”Så blev jeg opmærksom på, at der kunne være noget med forskelsbehandlingsloven i denne sag. For grundlæggende blev de arbejdstimer, Johnny Rævdal havde, ikke regnet for det samme som dem, de andre havde,” siger han.

Stor ros til advokater

Torben Fooken Jensen gik videre med sin formodning til chef og advokat i FOA Overenskomst, Ann-Britt Olsen Morild, som også vurderede, at der kunne være tale om en overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

Både hun og den eksterne advokat Marc Stounberg, der førte sagen for FOA i byretten, får stor ros fra den lokale fagforening.

”Det var en fantastisk følelse, da dommen blev afsagt. Jeg turde næsten ikke tro på det, for der var jo ingen fortilfælde. Begge advokater siger, at det er den første sag af sin slags, der nogensinde er vundet i Danmark,” siger Torben Fooken Jensen.

”Så jeg er ikke bare virkelig lykkelig på Johnny Rævdals vegne – jeg håber også, den får en afsmittende effekt på andre fleksjobbere, der måtte være i en lignende situation, hvor de ikke får en rimelig løn for det arbejde, de udfører.”

Johnny Rævdal er stadig teknisk serviceassistent i Frederikshavn Kommune. Sidste sommer blev han flyttet til byens ishockeyhal – et job, han også er glad for, selv om han også savner de forskellige håndværksmæssige udfordringer, der var med bibliotekerne.

Frederikshavn Kommune har anket sagen til Vestre Landsret, hvor den ventes afgjort indenfor 12-24 måneder.

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler