Jobskift fik Thomas til at ændre syn på livets afslutning

En mandag i begyndelsen af marts fik Thomas Dahl Pedersen et opkald med en besked, han havde svært ved at fatte.

En drøm, der var begyndt at spire for 20 år siden, var endelig gået i opfyldelse.

For i den anden ende af røret tilbød chefen for den patologiske afdeling på Herlev Hospital ham jobbet som kapelassistent og obduktionstekniker.

Et tilbud, der ville betyde et farvel til Frederiksberg Hospital, hvor han tilbage i 2007 blev uddannet som portør. En uddannelse som foregik ved, at han var en uge ad gangen på hospitalets forskellige afdelinger. Det første sted, Thomas var, var i kapellet.

”Jeg blev også spurgt, om jeg ville med ud på Bispebjerg og se nogle obduktioner, og det takkede jeg ja til. Da jeg kørte fra Bispebjerg den dag i 2007, tænkte jeg, at det dér, det ville jeg arbejde med i min karriere.”

Tøvede et øjeblik

Men jobbet som obduktionstekniker er ikke det nemmeste felt at komme ind på. Antallet af årlige obduktioner er støt faldende, hvilket har reduceret antallet af stillinger.

Så i mange år blev drømmen skudt til hjørne, mens Thomas knoklede i treholdsskift på Frederiksberg Hospital – et job, som han med tiden blev bevidst om havde en udløbsdato.

”Det gik op for mig, at hvis jeg skulle blive gammel i det her fag, så skulle jeg kapelvejen. I portørfaget har vi mange hjælpemidler, men man bruger stadig sin krop,” forklarer han.

”Ud af det blå kom så det her stillingsopslag. Jeg sagde til min makker, at hvis jeg skulle kunne se mig selv i spejlet, så skulle jeg sende en ansøgning.”

Alligevel lød der ikke et prompte ja, da han fik jobbet tilbudt.

”Jeg er et stort tryghedsmenneske. Når jeg er et sted, hvor jeg er glad for mine kolleger, vil jeg gerne blive. Og så var der også det økonomiske aspekt, jeg gik fra treholdsskift til faste dagvagter. Så jeg måtte lige vende det med min kone,” forklarer han.

Hans kone, som gennem hele deres forhold havde fulgt hans drøm fra sidelinjen, forstod slet ikke, hvordan han kunne tøve.

Så den 1. maj præcis 39 år efter at Thomas Dahl Pedersen udbrød sit første vræl på fødegangen på Herlev Hospital, trak han i uniformen på den del af hospitalet, hvor patienterne har trukket vejret for sidste gang.

”Du har kun én chance”

Fra start var der fuld skrue på.

”Den første uge tænkte jeg: ’Hvordan fanden kommer jeg tilbage til Frederiksberg Hospital?’ Der er meget, man skal lære i kapellet. Der er lovgivning, registrering af døde og så er der de pårørende,” fortæller Thomas Dahl Pedersen.

Igennem årene har han mange gange stået med pårørende, der var kede af det, men at møde dem i kapellet er alligevel noget helt andet.

”Det er os, der gør de afdøde pænt i stand, og det hænder, at der kommer nogen, hvor det kræver lidt arbejde at gøre dem pæne,” forklarer han.

”De pårørende er i forvejen helt nede at ligge, og du får kun én chance. De skal helst gå herfra med sænkede skuldre og med den bedst tænkelige oplevelse.”

Samme respektfulde tilgang har han til de afdøde.

”Jeg behandler dem med samme værdighed, som hvis jeg havde stået med dem i levende live på akutmodtagelsen. Jeg kan også finde på at gå og snakke til dem. Det har jo været nogens kære,” fortæller han.

En del af jobbet i kapellet er at fjerne hornhinder fra afdøde, der har doneret dem. En opgave, Thomas er blevet oplært i på Hornhindebanken i Aarhus – alt andet er sidemandsoplæring.

”Det kan måske lyde mærkeligt, at man behandler de afdøde med respekt, når man samtidig står og tager deres øjne ud, men man skal huske, at det er noget, de har ønsket. Det er jo også en måde at vise dem respekt på,” understreger han.

Det bedste, der er sket i mange år

Selvom Thomas i de første uger var i tvivl om, hvorvidt han kunne mestre alt det nye, gik det hurtigt op for ham, at det kunne han.

”Jeg er ikke særlig god til at tale højt om mig selv, men jeg kan – og vil – blive god til det. Jeg vil også være en god obduktionstekniker,” siger han.

Før var der årligt omkring 250 obduktioner på Herlev, så der var mulighed for at få hænderne i det. I de seks måneder, Thomas har været der, har han deltaget i to.

Under obduktionen er det Thomas’ opgave at åbne den afdøde, tage organblokken og hjernen ud og undersøge tarmene, hvis det er relevant.

Når lægen har fundet dødsårsagen, lægger obduktionsteknikeren organerne tilbage og syr den afdøde sammen.

”Det er en voldsom undersøgelse, og man kan ikke undgå, at det kan ses. Men det handler om at gøre det så pænt som muligt – både af respekt for den afdøde og for de pårørende,” forklarer Thomas Dahl Pedersen.

”Nogle gange vil de pårørende selv give afdøde tøj på. Det skal man hele tiden have i baghovedet, for det er for sent at rette op på, når de kommer og ser deres kære.”

Teknikkerne, Thomas skal bruge under en obduktion, kan han ikke øve på en dukke eller en gris, for anatomien er ikke den samme.

Men han har mange år til at finpudse det, og lige nu svæver han på en lyserød sky over, at det lykkedes ham at få stillingen.

”Det er det bedste, der er sket i mit liv i mange år. Hele det aspekt med at have sat sig et mål og få en fod indenfor føles nærmest surrealistisk. Det er en kæmpe anerkendelse, som virkelig har givet mig et boost. Det er en fantastisk tillid at blive vist – at de pegede på mig og sagde: Det er ham, vi tror på,” forklarer Thomas.

Døden kan være en befrielse

Men det nye job har ikke kun givet Thomas et plus på selvtillidskontoen. Det har også hjulpet ham af med den dødsangst, der har fyldt i de seneste år, hvor tanken om, at han en dag skulle dø og dermed miste sin kone og datter, har rumsteret og gjort ham bange.

”Da jeg begyndte herude, tænkte jeg, om det var smart at få døden så tæt på, når det nu var noget, jeg selv var så bange for. Men det har vist sig at være ret sundt. Jeg har fået et andet syn på døden,” forklarer han.

At stå med et ungt menneske, som har livet foran sig, er det værste, men lykken er heller ikke et evigt liv – døden kan også ses som en befrielse, påpeger Thomas Dahl Pedersen.

”Nogle afdøde ser ud, som om de har klynget sig til livet, mens andre ser meget mere fredfyldte ud. De ligner nogle, der har været i en tilstand, hvor de har tænkt, at det er okay at forlade livet nu. Jeg håber, at jeg selv kommer til at tilhøre den sidste gruppe,” siger han.