Jill lever med diagnoser i sin nærmeste familie: ”Jeg er en af de heldige”

Jill Hoffmann Andersens mand er ramt af psykisk sygdom. Det samme er hendes søn på 27.

Det har ikke og er ikke nemt, men heldigvis tager Jills arbejdsplads hensyn til hende i meget høj grad. Det synes social- og sundhedsassistenten, der arbejder på et plejecenter i Guldborgsund Kommune.

”Hvis jeg ringer til min ledelse og siger, at den er helt gal, så får jeg lov til at prioritere min familie. Og der er jeg jo heldig – men familien er altså det vigtigste,” siger hun.

Mange FOA-medlemmer har det til fælles, at de på hjemmefronten er pårørende til nære familiemedlemmer med en diagnose. Men når det kommer til, hvordan arbejdspladserne tager hensyn til de private udfordringer, hører fællesnævnerne op, viser en ny medlemsundersøgelse (se boksen længere nede).

Søn dukkede uanmeldt op

Når Jill fremhæver sin arbejdsplads for at være hensynsfuld, hænger det blandt andet sammen med en kultur af fleksibilitet, der gennemsyrer både medarbejdergruppen og ledelsen.

”Der bliver ofte fundet løsninger, når jeg har behov for at holde uplanlagt fri. For eksempel kan det være, at jeg bliver nødt til at gå fra en opgave en halv times tid for at tale i telefon eller en times tid for at gå med til lægebesøg,” fortæller Jill.

Blandt andet har hendes søn været igennem en omfattende nyreundersøgelse, hvor der var en del opfølgende kontroller på sygehuse, hvor Jill skulle være med hver gang.

Jills søn er også engang dukket uanmeldt op på hendes plejecenter på et tidspunkt, hvor han havde det dårligt, og det blev også håndteret med forståelse.

Det er til gengæld vigtigt, at fleksibiliteten går begge veje.

”Jeg tænker også over det, hvis en kollega har brug for at være et sted lørdag morgen, hvor jeg har fri. Så kan jeg godt tilbyde at tage en vagt,” siger hun.

Åbenhed baner vejen

Jill har et godt råd til, hvordan den fleksible arbejdskultur bygges op og plejes.

”Jeg har valgt at være hundrede procent åben omkring diagnoserne i min familie. Det bliver respekteret, og fordi jeg tør sige det højt, er der også andre, der tør sige det højt, hvis de har nogle personlige problemer,” siger hun.

”Hos os er det også ok at sige, at man har en dårlig dag. Så bliver man måske ikke lige presset så meget den dag og får hjælp til at være i det. Vi har også italesat overfor ledelsen, at den skal være synlig og lyttende. Så hele denne her vifte af hensyn skal fungere.”

Tvunget til at melde sig syg

De forhold, Jill oplever, kan Bente, der også er social- og sundhedsassistent, kun drømme om.

Bente har flere nære familiemedlemmer med en psykisk diagnose, og hendes situation bliver bestemt ikke nemmere af, at arbejdspladsen ifølge Bente slet ikke tager hensyn.

”Det kan være meget svært at ansætte social og sundhedsassistenter i aftenvagt, så der mangler medarbejdere,” siger hun.

”Så når vi andre skal have fri eller tid til et eller andet, så får vi at vide, at vi må finde en at bytte med. Men det er ikke nemt – heller ikke selv om man er ude flere uger i forvejen.”

Når det ikke kan lade sig gøre at bytte vagt, kan Bente blive nødt til at tage ukonventionelle midler i brug.

”Hvis det er rigtig vigtigt, melder man sig bare syg i stedet for. Så stresser man, når man færdes i bybilledet, hvis man for eksempel skal ned og hente medicin. Vi er jo rimelig pressede på vores kørelister. Men forholdene tvinger jo en til at gøre det.”

Satte hårdt mod hårdt

Bente har også forsøgt sig med åbenhed. For eksempel da hendes mand blev alvorligt syg i mere end to uger. Selv om Bente i en periode frygtede for hans liv, skulle hun både tage sine nattevagter og passe et kursus i dagtimerne.

Kun én gang har Bente sat hårdt mod hårdt – da hendes mor døde.

”Jeg måtte diskutere med vagtplanlæggeren, om jeg kunne få fri til at tage mig af at lægge hende i kisten og arrangere begravelse. Der sagde jeg: ’Enten så lader I mig holde fri, til jeg har fået min mor begravet, eller også må jeg se mig om efter noget andet arbejde.’”

Og selv om det rent faktisk virkede, og hun fik lov at holde fri, er det ikke en metode, hun vil benytte igen, siger hun.

”Nej, for her i udkantsdanmark er man prisgivet, når man mangler job. Jeg ville risikere at blive fyret og få endnu mere transporttid til arbejde, og jeg skal ikke gøre mit liv mere besværligt end højst nødvendigt, for det er mig, der skal tjene pengene.”

Bente arbejder i hjemmeplejen i en kommune i provinsen. Hun ønsker at være anonym, men hendes identitet er redaktionen bekendt.