Hypnotisøren giver førstehjælp til din hjerne: Små øvelser kan styrke dit selvværd i hverdagen

For et par uger siden skulle Jan Hellesøe hente noget i et byggemarked.

Pludselig er der en mand, der stirrer vredt på ham. Manden siger:

”Er du sådan en lookalike? Eller er du ham fra fjernsynet?”

Jan Hellesøe svarer:

”Ja, det er mig fra fjernsynet.”

Så bliver manden lidt mindre vred og siger:

”Nå okay, for ellers var jeg sgu blevet sur. Folk skal ikke gå rundt og lade, som om de er nogen, de ikke er!”

Hypnotisøren fra tv med det karakteristiske tilbagestrøgne røde hår, de tonede briller og det mørke sæt tøj holder en kort pause i sin historie. Den slutter nemlig ikke her.

”Manden gik op til kassen og spurgte efter en vare, han ledte efter. Men da han fandt ud af, at butikken ikke havde den på lager, blev han for alvor helt vildt sur. Han gav den stakkels unge ekspedient et møgfald og forlod butikken i raseri,” fortæller Jan Hellesøe.

”Måden, manden blev sur på, fortalte mig, at han var et sted i sit liv, hvor han følte sig ekstremt presset. Det undskyldte selvfølgelig ikke hans opførsel, men bagefter kunne jeg sige til den unge mand bag kassen, at al den vrede intet havde noget med ham – eller mig – at gøre. Det havde noget med ham selv at gøre. Vi var der tilfældigvis bare, og så gik det ud over os.”

Tænk ikke på den elefant

Jan Hellesøes reaktion i byggemarkedet er et billede på den personlige udvikling, han har gennemgået, siden han voksede op som en splejset og genert dreng i Sønderjylland, der drømte om at blive tryllekunstner.

Udviklingen beskriver han i sin nye bog ’Tænk ikke på en lyserød elefant’, hvor læseren får en række øvelser, som Jan Hellesøe selv har brugt, og som kan hjælpe andre til at finde sig bedre tilpas i livet.

Den første øvelse gennemgår Jan Hellesøe i den video, der følger med denne artikel. Her handler det om at være bedre ved sig selv og arbejde med sin indre stemme. Den stemme, der kan finde på at sige, at ’du er ikke god nok’, og ’du er ikke noget særligt’.

”Jeg kommer fra Sønderjylland, og der har janteloven gode vilkår. Her er der ingen, der skal slå ud med armene og sige, at de faktisk er ret stolte over noget, de gør,” siger Jan Hellesøe.

”Men hvis man starter hver dag med at sige til sig selv, at man ikke er god nok, er det ikke særlig sundt for ens tilværelse.”

Den hviskende stemme

Den unge Jan tog hul på uddannelsen som smed, men han drømte om at blive tryllekunstner.

Når han udførte sine mere og mere raffinerede tricks for dem, der havde lyst til at se på, oplevede han, hvordan han kunne trylle opmærksomheden væk fra sig selv.

Det føltes rart, men stadig var der en indre stemme, der blev ved med at hviske ham i øret, at han aldrig blev god nok. Til noget.

Men for omkring 20 år siden overhørte Jan Hellesøe en håndværker, der skamroste sig selv i en situation, hvor håndværkeren troede, han var alene.

Det blev en af den slags aha-oplevelser, der ændrede hele måden, Jan Hellesøe så på verden. For hvad var der egentlig galt i at rose sig selv, hvis der var noget, man klarede godt?

”Jeg begyndte at øve mig i det. Stille og roligt begyndte jeg at fortælle mig selv, at jeg var god nok til det, jeg lavede. Og til sidst blev det bare en vane,” fortæller Jan Hellesøe.

”Jeg kan huske engang, jeg roste mig selv for en flot parkering: ’Det var en superfed parkering, Jan!’. Og så kan jeg huske, at jeg helt entusiastisk kom ind til et par venner bagefter og fortalte, at jeg lige havde lavet en ’genial’ parkering. De må have tænkt, at jeg var ret sindssyg.”

Jan Hellesøe griner. Måske var det en lidt overdreven brug af ordet ’genial’. Men pointen er, at det er ligegyldigt, om det er store eller små ting – bare man husker at rose sig selv.

”Hvis man kan sige til sig selv, at man har lavet en sindssygt god kop kaffe, eller har fået klaret små ting i løbet af dagen, som man skulle – måske har det ikke været de sjoveste ting, men man klarede dem trods alt – så er det altså okay at rose sig selv og tage alle de små sejre,” siger han.

”Når alt kommer til alt, så vil man da hellere have, at det er ens bedste ven, man har derinde i hovedet, i stedet for ens værste fjende.”

At modtage og at give

Det magiske er – ifølge Jan Hellesøe – at man også begynder at behandle andre mennesker bedre, når man vænner sig til at tale pænt til sig selv. Hvad enten det er familiemedlemmer, venner, kolleger, borgere, man møder på sit arbejde, eller helt fremmede.

”Det er helt simpelt: Når man begynder at tale pænere til sig selv, smitter det af på den måde, man taler til andre. Og hvem vil ikke gerne være omkring en, der roser? Jeg vil da gerne være omkring folk, der siger, at jeg er god,” siger han.

Han peger på, at lykkeforskning har vist, at man mentalt får mere ud af at give end af at få:

”Så det her med at rose andre folk, skal man ikke tage for let på. Det gør altså noget indeni. Og hvis man samtidig ikke er hård ved sig, så er det her faktisk et af de sjældne livsstilsråd, der burde frigive en masse tid og overskud.”

Alle øvelserne i ’Tænk ikke på en lyserød elefant’ er nogle, Jan Hellesøe selv har taget til sig, efterhånden som han er blevet ældre – eller værktøjer, han er stødt på i forbindelse med sin hypnose-uddannelse.

Han understreger, at det er en proces. Han er ikke ’i mål’ på nogen måde, og han bliver hele tiden klogere på sig selv og andre.

”For tre-fire år siden ville jeg for eksempel stadig have været for genert til at tale om mig selv i et interview,” siger Jan Hellesøe.

”Dybt ubehageligt”

Men noget af det vigtigste, han har lært for nylig, er ikke at lade sig påvirke af episoder, som den med den sure mand i byggemarkedet.

”Når nogen bliver sure eller lignende, er det dybt ubehageligt, og det rammer lynhurtigt. Fordi vi handler så hurtigt på følelser, som vi gør, hjælper det mig at være bevidst om de værktøjer her og bruge dem rigtigt,” siger han.

Det handler om at få øje på den tanke, der ligger bag enhver handling, forklarer Jan Hellesøe.

For alt, hvad vi gør, handler i virkeligheden om, at vi gerne vil et bedre sted hen i forhold til os selv. Og nogle vil måske – kortvarigt – få det bedre med sig selv, når de skælder andre ud.

”Når man først begynder at forstå hele den tankegang, så kan man netop også gribe ned i en særlig mental værktøjskasse, hvis man møder nogle mennesker, som enten ikke vil én det godt, eller hvis de er sure og tvære,” siger han.

”Det kan godt være, at jeg synes, deres adfærd er forfærdelig og ondskabsfuld. Men jeg kan finde ud af, hvorfor de er sådan. Det retfærdiggør ikke, hvorfor de er onde, eller hvorfor de har gjort nogle dumme ting. Men jeg forstår dem. Og så begynder det at blive en lidt anden verden, man lever i.”