Hybridkrigen kommer også til at påvirke dit arbejde: ”Vi er nødt til at tale risikoen op”

Danmark er havnet midt i en hybridkrig, hvor droner, strømafbrydelser og misinformation bruges som våben. Colourbox

Trusselsbilledet mod Danmark har ændret sig markant. Seniorforsker Flemming Splidsboel kommer her med sit bud på, hvad det betyder for FOAs faggrupper.

i dag kl. 14.49

”Ånden er ude af flasken.”

Danmark er havnet midt i en hybridkrig, hvor droner, strømafbrydelser og misinformation bruges som våben.

Og det er ikke en situation, det er muligt at ændre på foreløbig, lyder det fra Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Der sidder nogle – måske russerne – og skruer op og ned på en kaos-knap for at se, hvordan vi reagerer på alle mulige ting.

Flemming Splidsboel, seniorforsker ved DIIS

”Hybridkrig er kynisk og kreativ. Lige så snart vi har fundet ud af, hvordan vi tackler dronerne, er der nogle, der finder på noget nyt. Hullerne i vores samfund bliver opdaget og udnyttet,” siger han.

”Så vi er et helt andet sted, end vi var for bare nogle få år siden. Det bliver vi nødt til at forberede os på rent beredskabsmæssigt, og det kan vi kun, hvis mange forskellige fagligheder arbejder sammen.”

Mange forskellige dele

Budskabet kom på faggruppelandsmødet i FOAs nye Service-, Kost-, Teknik- og Beredskabssektor i Nyborg. Her deltog blandt andre service- og køkkenpersonale, brandfolk og ambulancebehandlere.

”Da jeg kiggede ud over salen, blev jeg virkelig mindet om, hvor mange forskellige dele der skal spille sammen, så vi får et velfungerende beredskab hele vejen rundt,” sagde han til Fagbladet FOA.

Forsvaret, kommunerne og statslige myndigheder arbejder i øjeblikket på at opdatere deres beredskabsplaner.

Men der skal gøres mere – og det skal gå stærkt, mener Flemming Splidsboel.

”Vi er nødt til at tale risikoen op, hvis vi skal have det beredskab, der skal til,” siger han.

”Derfor skal vi forholde os til hybridkrigen nu. For der sidder nogle – måske russerne – og skruer op og ned på en kaos-knap for at se, hvordan vi reagerer på alle mulige ting.”

Den svenske model

”Jeg kunne godt tænke mig mange flere øvelser – også hvor FOAs medlemmer medvirker – hvor man træner forskellige scenarier,” siger Flemming Splidsboel.

”I Ystad i Sverige har man for eksempel forberedt sig på et scenarie, hvor Bornholm skal evakueres, og tusindvis af bornholmere skal modtages og indkvarteres på kort tid.”

Svenskerne er ifølge ham ”meget længere fremme”, og Danmark bør lade sig inspirere – uden at skabe unødig frygt.

”Jeg er egentlig ikke så bekymret for, at vi havner i en rigtig krig. Men vi er et nyt sted, som kræver noget helt andet end før. Også selvom man selvfølgelig ikke kan forberede sig på alt.”

Første landsmøde i ny sektor

  • Faggruppelandsmødet i Nyborg 30. september-1. oktober var det første i den sammenbragte Service-, Kost-, Teknik- og Beredskabssektor i FOA.
  • Sektoren dækker over mange forskellige faggrupper, der blandt andet arbejder med ambulance, parkering, trafikservice, brand og redning, sport, søfart, teknisk ledelse, hygiejne og rengøring, køkken, teknisk service og andre former for service.
  • Sammenlægningen af Kost- og Servicesektoren og Teknik- og Servicesektoren blev vedtaget på FOAs ekstraordinære kongres den 5. marts i Odense.
  • Formanden for Service-, Kost-, Teknik- og Beredskabssektoren er Thomas Brücker.

Inddrag medarbejderne

Flemming Splidsboel oplevede, at mange FOA-medlemmer følte sig usikre på, hvad deres rolle er i en krisesituation.

”Jeg synes, jeg kunne spore en frustration hos mange over, at de ikke følte, de kendte beredskabsplanerne godt nok – og at de ikke følte tryghed i, at planerne også tog højde for voldsomme hændelser i forbindelse med en hybridkrig.”

Lige så snart det lugter af beredskabsplaner, går der hurtigt lidt hemmelighedskræmmeri i den.

Fritz Kjær, FOA Ambulance

Det skal der laves om på, mener Fritz Kjær fra FOA Ambulance.

”Det er ikke godt nok, at det blot er nogle få personer, der udvikler beredskabsplanerne. Medarbejderne bliver nødt til at blive inddraget i det her,” siger han.

”Lige så snart det lugter af beredskabsplaner, går der hurtigt lidt hemmelighedskræmmeri i den. Men vi er i forvejen omgivet af tavshedspligter omkring en masse ting, så vi vil da sagtens kunne håndtere at blive mere inddraget.”


Fagbladet anbefaler