Husk det nu: Deltidsansatte skal selv ansøge om udbetaling af 5. ferieuge

Har du styr på din femte ferieuge som deltidsansat? Bliv opmærksom på faldgruben her. Colourbox

Mange deltidsansatte ved ikke, at de selv skal ansøge om at få udbetalt deres femte ferieuge, hvis de ikke har afholdt den, inden nytår.

15. december 2023

Opdateret den 3. marts 2025 

Regler om ferie, rettigheder og komplicerede optællingssystemer kan være en jungle at finde rundt i.

Men frygt ej.

På Fagbladet FOA har vi dissekeret feriereglerne, så du ikke behøver at gøre det.

  1. 1

    Hvor meget ferie er du forpligtet til at holde hvert år?

    Som udgangspunkt skal alle ansatte holde fire ugers ferie hvert år.

    Det betyder, at du ikke kan overføre en eller flere af de fire uger til et andet ferieår. Det kan du kun, hvis du har været forhindret i at holde ferie for eksempel på grund af sygdom eller barsel. Du kan heller ikke få nogle af de fire ferieuger udbetalt i kroner og øre.

    De fleste optjener dog mere ferie end fire uger. Og det er denne femte ferieuge, du selv er ansvarlig for at forvalte.

  2. 2

    Hvad skal deltids- og nyansatte være særligt opmærksomme på?

    Hvis du deltidsansat, eller hvis du ikke har været ansat hos den samme arbejdsgiver siden den 1. september 2022, skal du være særligt opmærksom.

    Har du endnu ikke afholdt din femte ferieuge i løbet af 2023, kan du indgå en aftale med din arbejdsgiver om at overføre ferien til næste ferieafholdelsesperiode. Sker det ikke, er du selv ansvarlig for at skrive en mail til din arbejdsgiver, hvor du erklærer, at du ønsker at få ferieugen udbetalt, og at du i ferieafholdelsesperioden ikke har modtaget visse offentlige ydelser.

    Hvis du ikke gør det, vil pengene lande hos Arbejdsmarkedets feriefond eller en privat feriefond. Du skal herefter ansøge om dine feriepenge hos den relevante feriefond, der vil tage stilling til, om du kan få udbetalt dine feriepenge.

  3. 3

    Skal du som fuldtidsansat også ansøge om at få udbetalt den ekstra ferie, du har til gode?

    Nej, hvis du er ansat på 37 timer om ugen eller mere og har været ansat hos den samme arbejdsgiver siden 1. september 2022, får du automatisk udbetalt din tilgodehavende ferie med løn med mindre andet er aftalt.

    Alternativt kan du og din arbejdsgiver aftale at overføre din 5. ferieuge, så du kan holde ferien på et senere tidspunkt.