Helle måtte udsætte sin fars bisættelse i 14 dage:”Der var en vagtplan, der skulle gå op”

Det er en torsdag aften i 2020, og Helle Lunde sidder ved siden af sin far på hospitalet.

Han har fået en hjerneblødning. Snart trækker han vejret for sidste gang.

Egentlig skulle Helle Lunde have været til fødselsdag hos sin søster og havde derfor taget en feriedag fra arbejdet. Men nu sidder hun i stedet her og skal sige farvel til en far, der var hendes et og alt.

Den far hun voksede op hos, efter forældrene blev skilt. Ham, hun altid gik til, når hun havde brug for at tale om noget.

Og lige midt i et af livets sidste øjeblikke, ringer telefonen – selvom Helle Lunde har ferie.

”Hej Helle, undskyld jeg ringer. Kan du tage en nattevagt nu her?”

Det sagde hun bestemt nej til. Men da Helle Lundes far tre dage senere dør, er hun dagen efter igen tilbage på arbejdet i hjemmeplejen.

”Jeg stod midt i sorgen, men jeg fik ikke lov til at være i den, fordi der var en vagtplan, der skulle gå op. Jeg har aldrig fået tabet bearbejdet. I stedet frygter jeg, om jeg på et tidspunkt går ned med flaget,” siger Helle Lunde, der ville ønske, hun havde fået lov til at tage et par ekstra dage hjemme.

”Bare en uges tid, så jeg fik tid til at ordne det praktiske med bedemanden. I stedet måtte vi udskyde bisættelsen 14 dage, fordi det er en udfordring at få dækket sine vagter, når man arbejder i nattevagt.”

8 ud af 10 kender ikke til sorgpolitik

Helle Lunde er langt fra den eneste, der oplever, at arbejdspladsen ikke har en politik for håndtering af sorg.

I en ny undersøgelse fra FOA svarer otte ud af ti medlemmer, at de enten ikke har en sorgpolitik på deres arbejde, eller at de ikke har kendskab til en.

Det tal kommer ikke bag på Anja Enggren. Hun er sorgrådgiver og arbejder blandt andet med at hjælpe arbejdspladser med at indføre sorgpolitikker.

”Hvis en medarbejder får stress, bliver der sat omfattende hjælp i gang. Sorgramte forventes derimod at vende tilbage til arbejdet kort tid efter bisættelsen, på trods af at de ofte oplever de samme symptomer, som søvnløshed og problemer med hukommelsen. Det er for mig en gåde,” siger Anja Enggren.

Gennem sit arbejde har hun erfaret, at offentlige arbejdspladser ofte har mindre fleksibilitet til at lave sorgaftaler, end de større private arbejdspladser har.

”Hvis du er offentlig ansat, vil du pludselig mangle i puslespillet, og dine kollegaer skal dække dine vagter. Men budgettet er stramt, og det kan begrænse muligheden for at hente en vikar ind til at aflaste,” siger hun.

”Mit hjerte faldt ud af kroppen”

At være en brik i et vigtigt puslespil er også noget, Helle Lunde genkender fra sit eget arbejdsliv.

”Vi drager hver dag omsorg for borgerne, men kommunen drager ikke omsorg for os. Jeg ved godt, det er, fordi vi mangler flere ansatte i vores fag, men derfor er det stadig råddent, at vi ikke bliver respekteret mere, når vi for eksempel har sorgen tæt inde på livet,” siger Helle Lunde.

Hun tror på, at arbejdspladserne kunne forbedre fastholdelsen ved i højere grad at fokusere på de menneskelige aspekter fremfor at gå op i regler og skema. Gerne som et fokuspunkt ved forhandlinger om overenskomster.

”Det skal ikke altid handle om lønforhøjelser. Vi har også brug, at nogen ser os som hele mennesker. Det kan godt være, jeg er voksen, men jeg gik altså rundt med følelsen af, at mit hjerte faldt ud af kroppen,” siger Helle Lunde.

”Men jeg er her endnu, og det er jeg, fordi jeg gør en forskel. Vi er der for borgerne, og vi er der med et stort hjerte. Derfor bliver jeg sgu også ked af det, når der så ikke er nogen, der tænker mere på os.”