Gitte var frontpersonale under corona: I dag skal hun have ilt døgnet rundt

67-årige Gitte Skjellerup Andersen glemmer aldrig den dag, hun blev syg af covid-19 i december 2020.

Det begyndte med en ødelagt computer og en tur til Asnæs Centeret for at købe en ny.

 ”Da vi kom ind i elektronikforretningen, kunne jeg mærke, at den var helt gal med mig. Jeg sagde til min mand, Palle, at jeg gerne ville hjem og lægge mig lidt,” fortæller Gitte.

I otte dage lå hun på et værelse i deres hus i Røsnæs og fik det værre og værre. Lillejuleaften ringede hun til sin læge og blev derefter indlagt på Holbæk Sygehus.

”De konstaterede ret hurtigt, at jeg havde corona og tog også en røntgen af mine lunger, mens jeg lå hostende i sengen. Her kunne de se, at noget ikke var, som det skulle være.”

De små hvide prikker på hendes lunger lyste op på røntgenbilledet. Forklaringen var nedslående: Coronaen havde givet Gitte arvæv på lungerne, og hun skulle på intensivafdelingen.

”Jeg kan huske, at jeg blev kørt derind, og så kan jeg faktisk ikke huske mere, før jeg blev kørt ud igen.”

Lungerne kunne ikke følge med

Da corona officielt gjorde sit indtog i Danmark under den første nedlukning for fem år siden, vidste man ikke, hvilke senfølger sygdommen kunne føre med sig.

Derfor blev alle, som stadig gik på arbejde og blev syge med covid-19, opfordret til at anmelde det som arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

På den måde havde AES oplysningerne på plads, hvis man senere skulle få senfølger.

En af dem, som anmeldte sygdommen som arbejdsskade, var Gitte. Hun blev smittet med coronavirus på sit job som træningsassistent på Kalundborg Sundheds- Og Akuthus, hvor hun havde arbejdet i 29 år.

I flere uger efter turen til Asnæs Centret var Gitte sygemeldt. Og da hun endelig forsøgte at komme tilbage på jobbet, gik det ikke, som hun håbede.

Selvom hun fik kæmpet sig op på 24 timers arbejde om ugen, kunne lungerne ikke følge med.

”Nogle af mine kollegaer snakkede om, at de ville oprette en speciel stilling kun til mig. De havde ligesom mig svært ved at acceptere, hvor slemme mine coronasenfølger var,” siger hun.

Bliver genkendt på gaden

Men selvom Gitte brændende ønskede at blive på arbejdspladsen, måtte hun til sidst erkende, at tidlig pension var den eneste løsning.

”Jeg savner mit arbejde rigtig meget. Det der med at være noget for nogen. Mine borgere regnede jo med mig. Bare det at tale om det, gør mig ked af det”.

Gitte var ikke hvem som helst på afdelingen for 'forebyggelse og genoptræning'. Arbejdet var en stor del af hendes identitet.

Flere gange er hun blevet genkendt på gaden af tidligere patienter og borgere som ”hende der lærte mig at gå igen”.

”Mens jeg var indlagt, skulle jeg på et tidspunkt ligge ved siden af en ældre mand, som genkendte mig, fordi jeg havde trænet ham. Det gør mig glad, når de kan huske mig,” siger Gitte.

Livet bliver nødt til at gå videre

I dag er Gittes liv helt anderledes, end før den dag, hun mærkede coronaen for første gang i elektronikbutikken. Hendes gamle liv med arbejde, koncerter og udlandsrejser er skiftet ud med et, hvor hun for det meste er derhjemme.

Faktisk er hendes liv i dag så påvirket af senfølgerne, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring endte med at vurdere, at Gitte har en méngrad på 30 procent og et erhvervsevnetab på 15 procent.

Dermed er Gitte én af de bare ni danskere, der har fået godtgørelse for en méngrad på 30 procent eller mere. Det viser tal fra AES til Fagbladet FOA.

Gittes senfølger udløste en sammenlagt erstatning på 302.000 kroner.

”Pengene var ikke det, der betød mest. Jeg var mest af alt bare glad for at blive anerkendt i, at det er senfølger fra corona, som har skadet mit helbred,” fortæller Gitte.

Hver nat sover hun i en siddende stilling og får ilt døgnet rundt fra en maskine. Med en lungekapacitet, som er reduceret til 60 procent, har hun svært ved at forestille sig, hvad fremtiden bringer.

”Jeg er ikke bange for at dø, men jeg tænker samtidig på, alt det jeg gerne vil nå. For eksempel at jeg gerne vil opleve at blive oldemor. Nu prøver jeg bare at få det bedste ud af tilværelsen,” siger hun.

Snart er det forår, og så skal Gitte ud i haven. Det er nemlig noget, som hun altid ser frem til:

”Jeg har altid elsket at plante blomster i mine krukker. Så er min mand sød til at sætte dem et sted, hvor iltslangen kan nå med ud. Så sidder jeg der i forårssolen med min rollator og min ilt og planter blomster. Det elsker jeg,” smiler hun.