Freja sagde, hun gik på EUX for at undgå fordomme: I virkeligheden læste hun på sosu-skolen

Det kan være ensomt at vælge social- og sundhedsuddannelserne direkte efter 9. klasse, når man ser alle sine venner drøne videre i gymnasiet.

Men for Freja var der ikke nogen tvivl. Hun ville gå den vej, uanset hvad venner og familie mente om det.

Alligevel har hun nogle gange – især i begyndelsen – sagt til folk, hun mødte ude i byen, at hun læste på EUX, altså at hun tog en social- og sundhedsuddannelse i kombination med studentereksamen, fordi hun ikke orkede at forklare - og forsvare sig mod flabede kommentarer.

”Det reddede mig lidt og fik spørgsmålene til at forstumme,” skriver hun til Dilemmaklubben med Malin, hvor panelet i den grad forstår hende.

Hun skal være stolt

Især Clara Foverskov, der er med i panelet og er relativt nyuddannet social- og sundhedsassistent, kan genkende, det Freja skriver. 

”Frejas dilemma rører mig lidt. Fordi det passer så meget til min egen historie. Jeg gik ud af niende, mine forældre ville, at jeg tog tiende. Men det var ikke det, jeg skulle. Jeg skulle på sosu-skolen,” siger Clara Foverskov, da hun som ganske ung først tog beslutningen, men blev nødt til at begynde på social- og sundhedshjælperuddannelsen.

Hun var nemlig ikke gammel nok, så hun måtte tage den, inden hun kunne søge ind på drømmeuddannelsen.

”Jeg tror, at mange af os unge møder det her. Jeg er bare så glad for at høre, at hun er stolt af det. For det er man ikke i begyndelsen, når alle andre tvivler på, om det er det man kan og det man skal.”

Står du bare og drikker kaffe?

Paneldeltager Réne Pedersen, der har været med til at udvikle og i dag kører sociolancen i København, som kører ud til socialt udsatte i eget hjem, genkender Frejas fortælling i de unge mennesker, han selv er med til at uddanne.

”Nogle af dem, jeg underviser på sosu-skolerne har en forståelse af, at det ikke er godt nok at være hjælper. Jeg prøver at banke ind i hovedet på de her unge mennesker, at de skal være stolte af det. Der skal være nogen, der kan det her,” sige han.

Også Annika Bæk Vind, der er er pædagogisk leder, synes det er superærgerligt, at der er nogen, der skal være flove over den uddannelse, de har valgt. 

”Jeg møder det også på mit felt. Når man arbejder med ældre – ja, så tørrer man røv, og når det er på det pædagogiske felt, så sidder man bare og drikker kaffe, for alle kan passe børn. Hvis man ikke kan blive andet, kan man i hvert fald altid blive pædagog,” siger hun om de fordomme, der hersker på hendes eget felt.

”I bund og grund synes jeg jo det handler om, at vi er for dårlige til at anerkende, at vi mennesker er forskellige og at vi er gode til forskellige ting.”

Og de relationelle kompetencer bliver ikke bliver vægtet særlig højt i det spil, mener hun.

”I forhold til, om man er rigtig god til at arbejde i regneark. Ike for at se ned på dem, der arbejder i regneark. Det er også vigtigt. Men vi er afhængige af, af vi kan og vil noget forskelligt.”

Kan godt forstå hvide løgne

Og derfor bør det heller ikke være nødvendigt at forsvare noget som helst, mener Clara Foverskov. 

”Vi skal ikke forsvare, at vi gerne vil være social- og sundhedsassistenter, lige som automekanikere og postbud ikke skal det. Vi skal være det, vi har lyst til.”

-    Men kan du forstå, at hun har sagt til folk hun lige har mødt ude i byen, at hun læser EUX?

”Ja. Det kan jeg godt. Jeg har selv sagt, at jeg var social- og sundhedsassistent, selv om jeg var - hjælper, fordi jeg ikke kunne rumme flere kommentarer. Og det er megaærgerligt. Det er et virkelig fantastisk fag.”

Og man står alene i det, når man er unge, fortæller Clara Foverskov.

”Mange i klassen er meget ældre end man selv er. Der er ikke nogen unge. Og alle ens venner har travlt med gymnasiefester og får en masse venner, samtidig med at du får fordomme. ”

Det handler om at ændre fortællingen, mener de tre paneldeltagere.

”Den eneste måde, vi kan ændre narrativet på er ved at vi selv begynder at være stolte. At sige: Det er det her, jeg gerne vil. Og slut. Punktum. Ikke fordi hun skal bære det hele på sine skuldre, men vi skal begynde med os selv,” siger Annika Bæk Vind.

Tal faget op

Og det er et job, mener Clara Foverskov, hvor man bliver ved med at høre, hvor hårdt det er.

”Det er så frygteligt, og vi har ikke nok ressourcer. Og når det er det, vi bliver ved med at sige, så kan jeg godt forstå dem, der siger: Det skal mit barn bare ikke ind i. Men der er så mange gode dage, og der er så mange gode ting. Vores job indeholder så meget fantastisk. Og det skal vi unge være bedre til at signalere til folk.”