Flere genkender Christians dilemma -Bliver afvist af borgere, fordi han er mand

Du bliver afvist. Og afvist. Og selv om du har prøvet alt, så bliver borgeren ved med ikke at ville have lige præcis dig.

”Ja, den kan jeg i høj grad genkende. Den er en klassiker i plejen,” siger Clara Eskelund-Foverskov, der er social- og sundhedsassistentelev og uddannet social- og sundhedshjælper i podcasten Dilemmaklubben med Malin om Christians dilemma.

Han oplever at blive afvist i plejen, fordi han er mand.

”Der er kvinder, der synes, det er grænseoverskridende at blive badet af en mand. Men også mænd, der har haft uheldige oplevelser med mænd tidligere i deres liv,” skriver Christian, der understreger, at han gør det, han kan, men at man også på et tidspunkt bliver nødt til at acceptere, sige stop og finde på en anden måde at løse det på.

"Det må man acceptere, og heldigvis har jeg gode kvindelige kolleger, der tager over," siger han. 

Bente kom i Se&Hør

Men det kan være sårende at blive afvist. Især i starten, når man er ny i faget, og inden man har forstået, at det intet har med ens person at gøre. Der er bare nogle, der ikke vil have dig, fortæller Clara Eskelund-Foverskov.

Nogle af de afvisninger rundt omkring på plejecentre og bosteder er da også blevet til større sager de senere år. Som den om Bente Jensen fra Sæby, der kom i både SE&Hør og Nordjyske, fordi hun endte med at gå til en privat udbyder, da hun syntes, det var for intimt at blive badet af en mand. I 2022 var der en sag, der handlede om kommuner, der handlede i strid med ligebehandlingsloven, fordi de tildelte borgere, der havde afvist kvindelige personaler med tørklæder, nyt personale. Og så er der sager om borgere, der simpelthen bare nægter at modtager hjælp og sender plejepersonalet hjem igen med uforettet sag. 

En klassiker

Det er en helt almindelig problematik, når man har med sundhed og omsorg at gøre, mener Maria Brockhoff, der er underviser på social- og sundhedsassistent-uddannelsen på SOSU Østjylland og medforfatter til flere undervisningsbøger.

”At blive afvist af en borger er noget, man skal lære at håndtere, når man har med mennesker at gøre,” siger hun.

Det er næsten en del af faget. Men lige præcis derfor: fordi det handler om det enkelte menneske, den enkelte relation og den enkelte afvisning, er der heller ikke nogen gylden regel i forhold til, hvordan man håndterer afvisningen.

”Det kan være, at det for eksempel er en kognitiv skade, der er årsag til afvisningen, og det kan gøre det lidt lettere for personalet at acceptere situationen. Men det kan også være en kognitivt velfungerende borger, der for eksempel ikke vil have en mand til at vaske sig, fordi det er grænseoverskridende og ubehageligt. Altså en reel ting,” siger hun og konkluderer:

”For mig at se gælder det om at være så fleksibel som muligt, selv om det naturligvis også kan være vanskeligt i en hverdag, hvor der måske mangler personale eller der er perioder med mange sygemeldinger.”

For relationen er aldrig borgerens ansvar - og heller ikke deres opgave.

”Hvis man vil være professionel i det her felt, så skal man kunne skabe en relation.”

Fik vendt det

Men hvad, hvis man har prøvet alt. At småsnakke, spørge ind, smile og udvise åbenhed og hjælpsomhed? Skal man så blive ved, som Christian i dilemmaet fik at vide af sin leder?

”For mig at se lyder det lidt ufleksibelt at sige til medarbejderne, at de skal blive ved. Det er både at lade medarbejderne og borgerne i stikken,” lyder det fra Maria Brockhoff, der ofte har snakken, når hendes elever kommer tilbage fra praktik.

Netop afvisningerne kan være svære for eleverne at håndtere, særligt i begyndelsen, fordi de netop er nye i faget og dermed også lidt sårbare. Men ofte vender det for dem i takt med de erfaringer, de får, siger Maria Brockhoff, der ofte møder dejlige historier, når eleverne fortæller om deres praktikerfaringer.

”De når faktisk til et sted med borgere, der har mødt dem med at ’dig vil jeg ikke have med at gøre’, fordi de bærer tørklæde. Så kommer de der tre gange, og så ender borgerne med at blive superglade for dem og de får en god relation. Det er virkelig noget, de er meget stolte og glade over, og det kan jeg godt forstå.”

Virkeligheden kan komme i vejen

De fortæller, at de har strammet sig an, har forsøgt at gøre tingene så godt som muligt og glider af, hvis de har mødt modstand. Samtidig fik de givet lidt af sig selv, så der blev skabt en gensidighed til borgeren. Og på den måde fik de borgeren overbevist om, at der ikke var noget, der var farligt.

En anden ting er kontinuitet, mener Maria Brockhoff. For hvis du kun kommer hos en borger hver tredje uge, bliver relationsdannelsen svær.

”Virkeligheden kan selvfølgelig altid komme i vejen. Hvis der ikke er medarbejdere nok, og det pludseligt bliver et enormt stort puslespil, så kan det gøre det her arbejde vanskeligt. At køre med mange afløsere slider enormt meget på borgerne.”

Giver noget med diversitet

Tilbage til Christians dilemma. For han synes, det er vigtigt med diversitet i ældreplejen, hvor han oplever at mændene spejler sig i ham og husker deres eget liv, når de taler om motorcykler og fodbold med ham. Og kvinderne får noget ekstra sjov ud af at joke med ham som yngre mand i plejen.

”Der er masser af gode historier, og jeg elsker mit arbejde,” siger han.

Indtil videre har de da også fundet en løsning – lidt uden om ledelsen, der synes, at alle skal kunne tage alle borgere. Nemlig at kollegerne dækker ind for hinanden.

Og han bliver bakket op af Dilemmaklubbens panel.

”Jeg synes, man langt hen ad vejen skal prøve at imødekomme beboerens behov,” siger socialpædagog Jakob Hartmann-Hansen. For det handler om tryghed og tillid der, hvor borgeren, som ofte er skrøbelig og sårbar, bor.

Og hvis for eksempel Ulla ikke vil have en, så nytter det ikke at blive ved, mener Clara Eskelund-Foverskov.

”Hvis Ulla og jeg ikke har nogen kemi, så giver det ikke mening, at jeg bliver ved med at hjælpe og prøve. Vi kommer ingen vegne. Og Ulla får det ikke bedre.”