Famys au pair-sag er kun en ud af mange: FOA opfordrer igen minister til at ændre ordningen

Excel Busano som Angel i tv-serien Reservatet
Netflix-serien 'Reservatet' med Excel Busano som au pair'en Angel, sætter fokus på au pair-ordningen grundproblem, nemlig at en fyring også indebærer, at au pairen mister sin opholdstilladelse. Det gør, at mange slet ikke tør sige deres mening, mener FOAs fagpolitiske ordfører Pia Heidi Nielsen. Tine Harden/Netlix

Netflix-hittet ’Reservatet’ viser det, som strukturelt er helt galt med au pair-ordningen. Nemlig værternes magt over deres au pair. Det mener fagpolitisk ordfører i FOA, der igen opfordrer ministeren til at ændre ordningen.

08. juli

Manglende lommepenge, manglende ferie, overarbejde og opgaver, der ligger helt uden for au pair-ordningen.

Sådan lyder de alt for almindelige – og alt for hyppige problemstillinger, som au pairs i Danmark henvender sig til FOA med. Det fortæller fagpolitisk ordfører i FOA, Pia Heidi Nielsen.

Sagen om Famy, der fik 550 kroner om måneden til at dække fem ud af syv ugentlige måltider, som Fagbladet FOA beskrev for nyligt, er altså langt fra det eneste eksempel på forhold, der ikke er i orden med au pair-ordningen.

LÆS OGSÅ Famy drømte om et lykkeligt au pair-liv i Danmark – men var ensom og konstant sulten

”Andre er udsat for ydmygelser eller ligefrem seksuelle overgreb, ligesom vi ser sager, som involverer politiet og betyder, at au pairer akut skal hjælpes væk fra familierne,” siger Pia Heidi Nielsen om de mange sager, FOA er i berøring med i kraft af sin au pair rådgivning.

Strukturelt problem

I 2024 henvendte 1.559 au pairs sig til FOA, cirka otte procent af disse bliver til sager. Det betyder, at FOA i løbet af de seneste fem år har behandlet 357 sager. Nogle af dem hele vejen igennem retssystemet.

Nogle af sagerne har været meget grove, lyder det fra Pia Heidi Nielsen.

En au pair måtte eksempelvis ikke spise af samme service som resten af familien. Hun måtte i stedet bruge samme stel, som familiens hund normalt brugte. I en anden sag blev en mand idømt otte måneders ubetinget fængsel for at have misbrugt sin magtposition over for en au pair.

Pia Heidi Nielsen peger på, at det er selve ordningen, den er gal med. Den magtposition, som værtsfamilierne får over deres au pair, fordi au pairen bor sammen med arbejdsgiveren – som dermed kan bestemme, om au pairen kan beholde sin opholdstilladelse, er en strukturel fejl, mener hun.

35 personer fik au pair forbud 

Hun peger dermed på samme problemstilling, som manuskriptforfatter bag den verdensomspændende Netflix-succes ’Reservatet’, Ingeborg Topsøe, har fremhævet. En serie, der i øvrigt er blevet rost for at give et realistisk billede af livet som au pair.

FOAs fagpolitiske ordfører Pia Heidi Nielsen mener, at au pair-ordningen skal udskiftes med en familiehjælperordning. Malte Kristiansen

”Man kan frygte, at mange au pairs skjuler de problematiske forhold hos arbejdsgiveren for ikke at blive sendt ud af landet. Det skaber et ulige magtforhold, når værtsfamilien på den måde har 'kontrol' over au pairens arbejds- og opholdstilladelse,” siger Pia Heidi Nielsen, der allerede råbte op om ændring af ordningen for flere år siden, da Politiken kom med en række afsløringer af problematiske au pair-forhold.

Her blev blandt andet nævnt, at 35 personer i 2023 var i karantæne for at have misbrugt au pair-ordningen.

Ændring af ordning påtrængt

Og både den forhenværende og den nuværende udlændingeminister, Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad Bek, har sagt, at man ville se på ordningen.  

Selvfølgelig skal au pair-ordningen ikke misbruges til at skaffe billig arbejdskraft til landet, mente Kaare Dybvad Bek for nylig til Ekstra Bladet og understregede, at den enkelte au pair skal sige fra over for værtsfamilien og kontakte myndighederne, hvis vedkommende ikke bliver behandlet ordentligt.

”Jeg kan se på tallene, at antallet af meddelte opholdstilladelser til au pairs i Danmark er blevet halveret to gange de seneste 14 år. Jeg ser derfor ikke en større omlægning af ordningen for mig. Hvis det på et tidspunkt bliver relevant at se på ændringer af ordningen, skal der være tale om langsigtede og holdbare løsninger,” lød meldingen fra ministeren til Ekstra Bladet.

Sådan vil FOA ændre au pair-ordningen

  • Au pair-ordning bør ændres til Familiehjælperordning. En erhvervsordning, hvor borgere uden for EU på lige fod med EU-borgere skal kunne tage arbejde som familiehjælpere.
  • I stedet for lommepenge skal arbejdet lønnes som i overenskomster for tilsvarende arbejde, fx for husassistenter og pædagogmedhjælpere. Værdi af kost og logi kan indgå i lønnen, men arbejdstager skal ikke bo hos familien.
  • Der skal sikres klare arbejdsvilkår, tilsyn og beskyttelsesforanstaltninger, herunder fortsat forsikringer, betaling af rejseomkostninger, krav til lønudbetalinger m.v.
  • Arbejdstager selv skal være i besiddelse af arbejds- og opholdstilladelse. Særkrav til opholdslængde på højst to år afskaffes, lige som kravet om danskundervisning.

Læs flere punkter i FOAs forslag her og i linket her. 

Men heller ikke Pia Heidi Nielsen taler for en afskaffelse.

”Det kan lyde besnærende helt at afskaffe ordningen. Men det er ikke den rigtige løsning. Arbejdet vil nemlig stadig blive efterspurgt. Det vil også blive udført. Det vil så bare være under helt uregulerede forhold – og altså betyde endnu ringere beskyttelse for dem, der udfører arbejdet,” siger Pia Heidi Nielsen.

Familiehjælperordning i stedet for

I stedet foreslår hun, at au pair-ordningen ændres til en familiehjælperordning, hvor vedkommende i stedet for at få lommepenge skal lønnes lige som i overenskomster for tilsvarende arbejde, eksempelvis pædagogmedhjælpere eller husassistenter.

”Det har længe stået lysende klart, at au pair-ordningen ikke handler om kulturudveksling, men om danske familier, der bruger au pairer som billig arbejdskraft i hjemmet. Det ville en familiehjælperordning kunne gøre op med,” siger Pia Heidi Nielsen.


Fagbladet anbefaler