Et ferieår er slut – Husk at planlægge, så du ikke mister ferie

Colourbox

Den 31. august sluttede et ferieår. Men husk at tage stilling til din ikke-afholdte ferie, ellers risikerer du at miste den.

i dag kl. 16.08

Et nyt ferieår er begyndt. Fra 1. september 2024 til 31. august 2025 optjente du ret til betalt ferie. Den ferie kan du bruge i ferieafholdelsesperioden, som løber helt frem til 31. december 2025.

Det betyder altså, at du stadig har fire ekstra måneder til at afholde din ferie – og dermed lidt mere luft i planlægningen.

Men selv om reglerne kan virke tekniske, er der især én ting, du skal huske: Hvis du har optjent ferie i ferieåret, som du endnu ikke har afholdt eller planlagt senest den 31. december 2025, kan du risikere at miste retten til den.

Har du været ansat hele ferieåret, har du optjent fem ugers betalt ferie. Af dem skal de første fire uger bruges – de kan som udgangspunkt ikke udbetales eller overføres.

Når kalenderen rammer 31. december 2025, risikerer du at miste feriedagene, hvis de ikke er afholdt. Derfor er det en god idé at tage samtalen med din arbejdsgiver nu, hvis du ikke har styr på ferien.

Den femte ferieuge er fleksibel

Den femte ferieuge kan enten afholdes, udbetales eller overføres til næste ferieafholdelsesperiode – men kun hvis du og din arbejdsgiver laver en aftale. Hvis I ikke gør det, skal din arbejdsgiver automatisk udbetale ferien, når året er gået.

Har du ikke været ansat på fuld tid i hele ferieåret, skal du i forbindelse med udbetalingen udfylde en erklæring, og der gælder særlige regler, hvis du har modtaget offentlige ydelser.

Hvis du allerede har brugt den ferie, du har optjent, men gerne vil holde mere fri – for eksempel i efterårsferien – kan du aftale med din arbejdsgiver at holde betalt ferie på forskud.

Det betyder, at du kan holde betalt ferie, inden du har optjent den i det nye ferieår, der begyndte den 1. september 2025. Til gengæld bliver din fremtidige ferieoptjening reduceret, indtil balancen er udlignet.

Elever og 6. ferieuge

For elever gælder der særlige regler. Og husk også, at 6. ferieuge har helt andre regler for både optjening og afholdelse end de fem uger, der er gennemgået her.


Fagbladet anbefaler