”En kæmpe lettelse”: Styrelse frifinder medarbejdere efter mistænkeligt dødsfald

Fem medarbejdere fra det kommunale hospice Lynghuset i Højby blev sendt hjem på grund af et mistænkeligt dødsfald. Nu slår Styrelsen for Patientsikkerhed fast, at de ikke gjorde noget galt.
31. marts
For snart halvandet år siden blev fem medarbejdere sendt hjem fra det kommunale hospice Lynghuset i Højby.
Det skete på grund af et mistænkeligt dødsfald, hvor en 78-årig borger afgik ved døden efter at have været på Lynghuset i cirka tre døgn.
Dengang kontaktede mandens læge Odsherred Kommune med bekymringer om forløbet. Sagen blev meldt til politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed, og de fem medarbejdere blev hjemsendt.
Men nu har Styrelsen for Patientsikkerhed altså slået fast, at de fem medarbejdere ikke gjorde noget galt, og politiet har konkluderet, at der var tale om et naturligt dødsfald.
Det skriver TV 2 Øst.
Lettelse hos FOA
Hos FOA Vestsjælland er formand Nichlas Riise meget lettet på vegne af medarbejderne.
”Det har jo været et forløb, hvor medarbejdere i halvandet år har gået rundt med en følelse af skyld og skam og en underliggende beskyldning om, at man har slået en borger ihjel,” siger Nichlas Riise til TV 2 Øst.
”Så det er en kæmpe lettelse for vores medlemmer, at det nu er slået fast, at de ikke er til fare for patientsikkerheden,” siger han.
Så det er en kæmpe lettelse for vores medlemmer, at det nu er slået fast, at de ikke er til fare for patientsikkerheden
Nichlas Riise, formand i FOA Vestsjælland
Sagshåndtering under al kritik
Selv om FOA nu er glade for, at medarbejderne er blevet renset for mistanke, så er kommunens håndtering af sagen under al kritik, mener Nichlas Riise.
Dels fordi sagen kunne være undgået, hvis ledelsen havde taget medarbejdernes advarsler op til hændelsen mere alvorligt. Og dels har det været for hårdt for medarbejderne at skulle krydsforhøres i forbindelse med den advokatundersøgelse, kommunen bestilte.
Samtidig smed ledelsen medarbejderne under bussen, mener Nichlas Riise:
”Det er ikke særligt rart som medarbejdere, når den øverste ledelse i kommunen, som noget af det første stiller sig ud og giver en besked med en undertone af, at det er medarbejderne, den er gal med. Det synes jeg er problematisk,” siger Nichlas Riise.
Direktør: Det er jeg ked af
I dag beklager direktør Ulla Gramstrup den måde hun fik formuleret sig på. Det skriver TV 2 Øst.
”Det kunne tolkes, som om der allerede var truffet en beslutning om, at der var nogen der var skyldige i noget. Det var overhovedet ikke hensigten, og det er jeg utrolig ked af,” siger hun.
”Det har jeg undskyldt over for medarbejderne flere gange, jeg har undskyldt over for de tillidsvalgte, og jeg har undskyldt det over for politikerne, og den undskyldning gentager jeg gerne igen, fordi det er jeg rigtig ked af.”
Lynghuset har været midlertidigt lukket siden 8. maj 2024. Det er planen, at stedet genåbner i efteråret 2025 under navnet Lysningen.