En halv appelsin og en bog om kartoffelavl: Når julegaven fra chefen rammer forbi
Gaven fra chefen, der bliver ved med at give. Det er emnet i Dilemmaklubben med Malin, hvor vi igen har julegaver på hjernen. Gæt den bedste – og den værste gave, panelet - og i læsere - nogensinde har fået.
i dag kl. 09.39
Vi skal til det igen. Den evigt sjove, interessante og engagerende julegavedebat. For hvis der er noget, der kan få følelserne i kog, så er det det, chefen giver – eller ikke giver - i julegave til sine medarbejdere.
For da vi sidste år her i Dilemmaklubben med Malin tog dilemmaet op fra en lytter, der havde fået Anton Berg-chokolade – vel at mærke ét enkelt stykke Anton Berg-chokolade og ikke hele æsken - væltede det ind med gode – og mindre gode - julegaveoplevelser fra jer lyttere og læsere.
Kartoffelavl og plastikkuglepen
Én havde fået en bog om kartoffelavl. En fortalte om, at afdelingen havde fået et net appelsiner, og at der ikke var en til hver. En tredje om, at de havde fået en plastikkuglepen med firmaets logo, som var magen til dem, der stod gratis nede i receptionen.
Det er i øvrigt noget, der er populært blandt ledere derude: T-shirts, kuglepenne, nøgleringe og endda julepynt med kommunens eller firmaets navn og logo på. Eller bøger, som tidligere på året har været hustandsomdelte.
En lille bitte nisse
De fleste af jer var dog også enige om, at et enkelt, håndskrevet kort fra lederen, ville trumfe enhver julegave. Eller bare noget anerkendelse i løbet af året.
Og lige det, er panelet i dagens udgave af Dilemmaklubben med Malin rørerende enige om.
”Jeg ville meget gerne have modtaget et brev, hvor der står: tusind tak for din indsats,” siger Carolyne Kaddu Rasmussen, der er tidligere social- og sundhedshjælper, men som også kan nævne sin værste gave.
”En nisse,” siger hun hvorefter panelet bryder ud i grin. ”En lille bitte nisse.”
Den værste gave som social- og sundhedsassistent Jógvan Ditlevsen næsten fik, står også lysende klart for ham. Det var nemlig, da det tilskud på 50 kroner, de plejede at få til medarbejderjulefrokosten, skulle sløjfes.
”De fik så at vide i hoved-med, at ’det går ikke’. Så de valgte i stedet at hæve beløbet til 75 kroner.”
Det handler om anerkendelsen
René Pedersen, der arbejder med udsatte borgere i Sociolancen, var en af dem, der fik honninghjerter af daværende regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen som tak for indsatsen efter corona.
”Det skulle hun vist ikke have gjort,” erindrer René Pedersen om det ramaskrig, der fulgte fra primært daværende Region Hovedstadens sygeplejersker.
For det er det, det handler om. Anerkendelse - eller manglen på samme, som for mange af jer læsere og lyttere, der har fået en rigtig dårlig gave, ender med at blive til manglende respekt.
”Bare det at få noget. Anerkendelsen i det. Det betyder faktisk noget,” siger Jógvan Ditlevsen.
Hvis du selv har fået en rigtig dårlig gave - eller en rigtig god en - så skriv til dilemma@foa.dk.
Det gælder også, hvis du har et dilemma, du gerne vil have panelet til at vende.
Og glædelig juletid.