”Det er megahårdt”: Sådan passer du på dig selv som pårørende

”Det handler om at få kroppen og nervesystemet mest muligt i ro. I første omgang kræver det en aktiv indsats at blive opmærksom på, hvad der fungerer: Måske handler det om at få nogle korte pauser i løbet af arbejdsdagen.

Det kan også være, man giver sig selv 10 minutter ekstra, inden man kommer hjem fra arbejde, så man lige får en pause fra den ene krævende atmosfære til den næste. Man må finde ud af med sig selv, hvad der virker. Så længe det ikke bliver en opgave oven i alt det andet. Og en lille smule er bedre end ingenting.”

”Når situationen opstår, kan det være en god idé at gøre sig nogle overvejelser: Skal man allerede fra begyndelsen indvie nogle andre på arbejdspladsen om situationen. Man kan sige: ’Lige nu har det ikke betydning, men det er vigtigt for mig, at I ved det.’

For hvis det tre måneder senere bliver meget værre, så kommer det ikke bag på nogen. Og så vil der måske være nogle ting, der er muligt, fordi man har italesat det allerede. Man skal måske heller ikke føle, at man skal skjule det, når ens private telefon ringer for eksempel.”

”Man bliver selv nødt til at tage første skridt og bede om hjælp, for i de fleste tilfælde kommer ledelse eller kolleger ikke til en. Det kan tage en del af presset at være åben, for mange føler jo, at de skal opretholde en facade på arbejdspladsen, og det kræver også ekstra energi.

Så det kan blive en lettelse at sige: ’Jeg er i den situation, at jeg er blevet pårørende. Det fylder meget, og det kan betyde, at jeg nogle gange må trække mig eller ikke kan yde det, jeg gerne vil.’

Og så behøver man ikke indvie folk i mere. Men det betyder, at man kan tillade sig at sænke skuldrene lidt. Og åbenheden kan være springbrættet til nogle muligheder – for eksempel for mere fleksibilitet.”

”Det kan være over frokosten, fordi det er en lille medarbejdergruppe, eller det kan være til en enkelt kollega, som man tager fat i og siger: ’Jeg fortæller det kun til dig, fordi jeg har brug for nogen at være åben med omkring det.’

Det kan også være, det er arbejdsgiveren, man siger det til, tillidsrepræsentanten eller ens nærmeste leder, som man beder om at sige det til resten af medarbejdergruppen.

Man skal gøre op med sig selv: Hvad er vigtigt for mig at dele, og hvem deler jeg hvad til? Det må ikke være for grænseoverskridende for en selv. Og hvad er ok med den, man er pårørende til?”

”Hvis man begynder på at afspadsere, melde sig syg eller bruge ferie på at tage sig af sin pårørende, er det et faresignal. Ferie er noget, man skal bruge til restitution.

Så kan man stå i en situation, hvor der er behov for hjælp – hvor man bliver så belastet af sin situation, at man selv får en belastningsreaktion.

Vi oplever ofte, at man ikke ved, hvad der er af muligheder for at få hjælp. Man er Ikke opmærksom på, hvad det har af konsekvenser at være pårørende, for instinktivt er ens første fokus på dem, man er pårørende til.”

”Man skal række ud til sine omgivelser: Er der nogle, der kan træde til, så jeg kan tillade mig selv at sige, at det er ok, at jeg ikke prioriterer den, jeg er pårørende til, i denne her sammenhæng. Man kan aftale med andre i familien, at de tager sig af nogle ting, og man selv til gengæld tager sig af andre ting.

Der er også andre muligheder for støtte: Kommunen har vejledningspligt og kan måske hjælpe med aflastning i hjemmet, familievejledning, bostøtte og hjælpe med at skaffe kontakt til mentorer og vejledere. Man kan også række ud til en organisation som noget af det første, og som pårørende kan man for eksempel få en henvisning til psykolog gennem egen læge.”

”Man kan søge fællesskab med andre pårørende gennem en pårørendeforening. I et fællesskab kan man finde forståelse for den situation, man er i, så man ikke føler sig alene i det.

Når man taler med andre pårørende, kan man finde ud af, hvad der virker for dem? Man kan også være heldig at få god inspiration fra venner eller fra gode råd på nettet.”

”Flere og flere bliver faktisk pårørende, så det er lettere for begge parter, hvis der er en pårørendepolitik. Man kan undersøge på forhånd med tillidsrepræsentanten eller fagforeningen, hvad mulighederne er på ens arbejdsplads.

Og hvis der ikke er nok, der kan skrues på, er det så noget, man kan være i. Så kan man i værste fald blive nødt til at skifte arbejde, hvis det er praktisk muligt. Men først skal man altså være helt sikker på, at man har udtømt alle muligheder.”