Den gave, jeg aldrig skulle have taget imod: Anne Louise blev meldt til politiet

Anne Louise Jørgensen havde brugt maskinerne i træningsrummet hundrede gange før, men pludselig sad hun i en maskine og havde glemt, hvordan den fungerede.

”Det var så mærkeligt for mig. Jeg plejede at kunne alt, og pludselig kunne jeg ikke engang finde ud af, hvordan en maskine, jeg kendte ud og ind, fungerer,” siger Anne Louise Jørgensen, der arbejder som social- og sundhedshjælper i rehabiliteringsteamet i Odenses Skibuskvarter.

Oplevelsen i træningsrummet blev kulminationen på et forløb, der begyndte med at hun modtog en pose garn fra en borger som en lille anerkendelse og endte i et sammenbrud, da hun efter borgerens død blev anklaget for tyveri.

”Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at noget kunne ende så galt. Aldrig,” siger Anne Louise Jørgensen, der nu fortæller sin historie, fordi hun gerne vil advare andre om, hvor galt det kan gå.

”Jeg skal ikke være gået igennem det her uden en årsag. Andre er nødt til at lære af min historie. Ellers er alle mine tårer spildt.”

Køleskabsmagnet og hæklede klude

Det startede ellers harmløst. Hun begyndte at komme hos en ældre kvinde, og mens de sammen arbejdede om at bibeholde kvindens mobilitet, fik de en god relation.

Da Anne Louise havde været på ferie i Italien, tog hun en køleskabsmagnet med hjem til kvinden, som havde ønsket sig den og gerne ville betale for den – noget hun afslog. Senere tilbød kvinden i stedet en pose garn, hun ikke længere kunne bruge, fordi hun havde hørt, at Anne Louise hæklede klude til hundeklubben i sin fritid.

”Jeg kom med den ene undskyldning efter den anden. For eksempel at jeg skulle cykle hjem og derfor ikke kunne tage garnet med, fordi det fyldte for meget.”

Alligevel blev det ved med at komme op, for kvinden var ked af, at det bare lå ubrugt i en pose. Hun spurgte igen, og Anne Louise Jørgensen bøjede af. For hun kender reglerne. Får hun en æske chokolade, stiller hun den i personalerummet. Blomster? Det samme.

Men kvinden blev ved med at spørge. Og til sidst indvilligede hun.

”Jeg spørger, om det er noget, hun har talt med sine børn om, og hun svarer, at det er da hende der bestemmer. Det er hendes garn.”

Og det garn vil hun, at Anne Louise skal have.

”Det er jo rigtig nok, at det er hendes, så jeg tager det med hjem den dag og begynder at glæde mig til at hækle kludene.

Melder garnet til politiet

Så Anne Louise Jørgensen gik i gang med at hækle. Det var billigt bomuldsgarn i alle mulige kvaliteter og farver, så der var ikke til større projekter end kludene. Hun nåede at hækle et par stykker, som hun havde tænkt sig at forære kvinden som tak. Men pludselig hørte hun, at kvinden var blevet indlagt.

”Jeg hører om, at det er et lidt voldsomt forløb. Hun kommer hjem og dør inden for meget kort tid. Det må have været meget chokerende for de pårørende.”

Der gik et par uger, og pludselig fik Anne Louise at vide, at kvindens pårørende havde ringet til lederen om, at de efter oprydningen havde konstateret, at der manglede garn i borgerens bolig. De kunne ikke afvise, at moderen havde givet det til en af medarbejderne, men de stod fast på, at det skulle meldes til politiet.

”Min kollega når at opfange, hvad der sker, og siger det til mig, for hun ved, at jeg har fået garnet. Det ved et par af mine kolleger, for det har jeg talt med dem om.”

Tror at sagen er slut

Så Anne Louise pakkede garnet i en sort plastiksæk og lagde de klude, hun allerede havde hæklet i en klar frysepose øverst i bunken, så det kunne afleveres tilbage.

”Jeg er både chokeret og påvirket. Chokeret over, at de vil anmelde det til politiet, og påvirket af, at det kan ende på den måde. Jeg fik garnet, fordi vi havde en god relation og hun værdsatte mig,” siger Anne Louise om garnet, hun som habil hækler ved, ikke er mange kroner værd. 

”Hvis det havde været dyrt, så havde jeg aldrig taget imod det. Det er mindre værd end den buket blomster, en af mine kolleger fik cirka samtidig.”

Garnet blev leveret tilbage, og Anne Louise troede, at sagen var slut.  

Sammenbrud i køledisken

Fire-fem uger senere ringede politiet og sagde, at hun var anmeldt for tyveri.

”Der væltede det bare for mig. Jeg blev både vred og virkelig, virkelig ked af det. Jeg tog hjem til min mand og sagde, at jeg kunne miste mit arbejde på det her. Selv om alle andre sagde, at sagen aldrig ville blive til noget. For det ved man jo aldrig. Bare en sigtelse vil få gigantiske konsekvenser for mig.”

Tankerne tog over, og nogle dage endte bare med, at hun sad og græd, også selv om både kollegerne og lederen bakkede hende op.  Hun blev afhørt af politiet og forestillede sig alt muligt.

På arbejdet mødte hun op, men på fridagene lå hun under dynen. Efter nogle måneder kunne hun ikke mere.

”Jeg stod foran køledisken i Meny og skulle vælge mellem to typer kød. Men jeg kunne ikke tage stilling. Jeg forlod butikken og tog over i Super Brugsen, og der skete det samme.”

Det var omtrent samtidig, hun oplevede sammenbruddet i træningscenteret. Hun blev sygemeldt, begyndte hos en psykolog, og sammen med lederen anmeldte de sagen som en arbejdsskade. Kort efter fik hun at vide, at politiet havde henlagt sagen. Der ville ikke komme nogen sigtelse.  

Hadegaven over alle hadegaver

I dag er Anne Louise tilbage. Hun har det godt igen.

”Jeg besluttede mig for, at det her ikke skulle ødelægge det for mig. De pårørende har handlet ud fra, hvad der var rigtigt for dem, men jeg er sindssygt dygtig til mit rehabiliteringsarbejde, og den stædighed har fået mig videre.

Oplevelsen har lært hende aldrig at tage imod gaver igen. Heller ikke de små. Og netop derfor, fortæller hun nu sin historie i Fagbladet FOA.

”Jeg vil aldrig tage imod noget igen. Aldrig. Og det vil jeg advare alle andre om også. Bare lad være.”

Hun ser forløbet som en af de gaver, man ikke vil have, for den har lært hende en vigtig lektie.

”Det var hadegaven over alle hadegaver, men jeg synes ikke, jeg har noget at være flov over. Jeg har lavet en lille fodfejl, jeg har taget imod en gave, som lå i en gråzone. Der er jo en bagatelgrænse. Men den lille fodfejl kunne have kostet mig mit job.”

Er du selv i tvivl om, hvorvidt du må tage imod taknemmelighedsgaver på arbejdet, så læs Fagbladet FOAs guide.