Datterens spørgsmål ramte Tiago:"Det bliver overset, hvor hårdt det er at give omsorg hver eneste dag"
En tredjedel af FOAs medlemmer oplever, at deres arbejde tager så meget af deres energi, at det går ud over familielivet. Det burde ikke være et vilkår i omsorgsbranchen, mener socialpædagog Tiago Mortensen.
23. januar
Først blev Tiago Mortensen stødt over, at hans datter kunne finde på at sige sådan til sin egen far.
Hvorfor er du egentlig hele tiden så sur?
Sur? Alle ved jo, at han er det mest rolige og kærlige menneske.
Men da han tænkte mere over det, gik det op for ham, at hun måske havde fat i noget.
At han var blevet en far, der ikke længere havde tid til at lege. En far, der manglede energien til at give omsorg, og hvis lunte var kortere, end den plejede at være.
At han havde taget for meget ansvar på sig, og at han nu var blevet omsorgstræt.
”Hun gav mig et wakeupcall, og det rørte noget dybt i mig. Fra den dag vidste jeg, at jeg måtte ændre noget i måden, jeg arbejdede på. Jeg havde faktisk brug for at trække vejret ordentligt igen,” siger Tiago Mortensen.
Er det bare et vilkår i branchen?
I en ny undersøgelse fra FOA svarer 39 procent af medlemmerne, at deres arbejde ofte eller altid tager så meget af deres energi, at det går ud over deres privatliv.
Det tal er større end tidligere.
Da vi spurgte om præcis det samme i 2015, var det 32 procent, der svarede sådan. Og da vi spurgte i 2010, var det kun 22 procent.
En af dem, der mærker, at energien af og til slipper op, er socialpædagog Tiago Mortensen fra København.
De sidste 11 år har han arbejdet på et botilbud for børn og unge med autismediagnoser, og han beskriver sit job ved, at han driver omsorg for dem, der har svært ved at modtage omsorg.
Han trøster og lytter, når der er noget i vejen. Han står til rådighed og giver krammere. Han nedtrapper konflikter og kommer med gode råd.
Men når Tiago Mortensen så kommer hjem fra en lang arbejdsdag, er han træt. Og det kan give dårlig samvittighed.
”Når jeg har givet en hel dag på arbejde, så kommer der et tidspunkt, hvor jeg ikke har meget at give af længere. Det betyder, at jeg ser mindre til min familie. Det er ikke optimalt, men det er vilkårene, så vi lever med det,” siger Tiago Mortensen.
”Men måske burde det ikke være et vilkår? Hvis vi skal give omsorg, skal der også være ressourcer nok til, at vi kan give den. Ellers bliver vi nedslidte alt for tidligt, og så begynder forråelsen at krybe ind i dagligdagen.”
Jeg kommer selv på sidstepladsen
For at få hverdagen til at fungere, prøver Tiago Mortensen at adskille arbejdsliv og familieliv fra hinanden.
Når han kører på arbejde, lader han hverdagsproblemer blive hjemme. Men når han kører hjem igen, kan det alligevel være svært at lægge bekymringer om arbejdet fra sig, fordi han hele tiden er på.
Bekymringer, der giver tankemylder, mere skyldfølelse og mindre søvn.
”Så må min kone tage en ekstra tørn på hjemmefronten, fordi jeg ikke kan overskue at være mere på. Min ældste datter hjælper også med at hente lillebror fra børnehaven, selvom det ikke er hendes ansvar. Forældre burde kunne passe deres børn selv, men det kan vi ikke altid med det arbejdsliv, vi har,” siger Tiago Mortensen.
Indimellem føler han, at relationerne derhjemme kan glide længere og længere fra hinanden. Især fordi han mister øjeblikke med sine børn, når arbejdet tager al fokus.
”Men jeg kommer altid selv på sidstepladsen. Jeg gør stadigvæk alt, jeg kan for at drive omsorg for familien, selvom jeg er blevet belastet på arbejdet og faktisk er omsorgstræt. Jeg giver dem det sidste, jeg har,” siger Tiago Mortensen.
Derfor gør jeg det
Det er ikke kun hos sig selv, Tiago Mortensen mærker energien slippe op.
I sit virke som tillidsrepræsentant hører han også oftere og oftere fra kolleger, der føler sig udmattede over at skulle yde omsorg hver eneste dag, de tager på arbejde.
”Jeg ved godt, at håndværkere og akademikere i høj grad også kan have belastende jobs. Jeg tror bare, det ofte bliver overset, hvor psykisk hårdt det er at give omsorg hver eneste dag. Det er en anden form for belastning, end mange er vant til,” siger Tiago Mortensen, og understreger, at det også er derfor, han gerne vil fortælle sin egen historie.
”Fordi jeg tror, det er lidt tabubelagt at snakke om det. Man bliver set på som svag, hvis man ikke kan håndtere sit daglige ansvar. Der er sikkert mange, der sidder med den følelse.”
Men på trods af at skiftende arbejdstider, konstant omstillingsparathed, stigende krav og en sårbar målgruppe dræner Tiago Mortensens energi, kommer han ikke til at skifte branche lige nu – og med god grund.
”Jeg føler, at jeg er kommet til jorden for at hjælpe andre. Det vil jeg gerne blive ved med, til jeg en dag skal pensioneres.”