Daniel arbejder som obduktionstekniker: Nu deler han sine tanker om sin egen død

2:40

Mange af Daniel Kunz’ færdigheder er autodidakte. Eksempelvis lærte han selv, hvordan man syer i et menneske. Rasmus Breum

Daniel Kunz tager hvert år imod omkring 700 døde mennesker, som overnatter i kølerummet i Vejle Sygehus’ kapel. Fagbladet FOA har været med obduktionsteknikeren på arbejde.

28. maj 2024

”Normalt hænger vi navneskiltet på højre storetå. Men det kan jeg ikke i dette tilfælde, fordi man ikke vil kunne se, hvad der er fødder, og hvad der er ansigt,” fortæller Daniel Kunz, der arbejder som obduktionstekniker.

Lugten vidner om, hvorfor det ikke er muligt at hænge navneskiltet på storetåen. Personen er ikke død for nylig.

Liget skal køres ned til kølerummet. Det skal dog ikke i samme rum som de ti andre, der i dag har plads på Kapellet ved Sygehus Lillebælt. Lugten af forrådnelsen er for voldsom, og det vil smitte af på lagnerne, forklarer han.

Derfor skal liget i isolationsrummet.

Syede i en Appelsin

43-årige Daniel Kunz begyndte i 2002 som portør på Vejle Sygehus, men i 2011 skiftede han for at arbejde som obduktionstekniker. Det kræver ingen formel uddannelse; kun at man er ansat på et sygehus og har fået oplæring i faget.

Derfor er mange af Daniels færdigheder autodidakte, eksempelvis lærte han selv, hvordan man syer i et menneske.

”Jeg fandt en række YouTube-videoer og begyndte at sy i en appelsin. Jeg havde hørt, det nogenlunde føles som at sy i hud,”  fortæller han.

Daniel Kunz har ingen kolleger, når han er på arbejde i kapellet, og derfor har han mange forskellige arbejdsopgaver. Udover obduktionstekniker er han også kapelassistent og skal derudover tage sig af de pårørende.

Når han møder ind om morgenen, ved han ikke, hvad der er at finde under de forskellige lagner i kølerummet.

Flere års erfaring har nu gjort, at han ved, hvad han skal kigge efter, når han skal forklare en dødsårsag. Her kigger Daniel på ligpletter, forrådnelse og dødsstivhed, som kan give nogle svar.

”Jeg kan dog stadig blive overrasket over kroppen. Overrasket over, hvor hurtigt vi forandrer os – men egentlig også, hvor pæne vi stadig kan være,” siger han.

Hvornår er harddisken fuld?

Hver dag afslutter Daniel sin arbejdsdag med et bad. Han fjerner lugten, men vasker også de oplevelser væk, som ikke skal tages med hjem.

”Jeg ved ikke, hvor stor harddisken er. Jeg håber, der er plads til meget. Men jeg ved ikke, om den pludselig er fuld.”

For som han siger, så er han ikke selv udødelig.

”Jeg har gjort mig mange tanker om min død. Jeg skal stryges ud over åbent hav. Det har jeg lavet papirer på. Jeg har også lavet livsforsikringer og ligesom lavet en ramme, der gør, at hvis det sker, så har jeg sikret mine pårørende rent økonomisk.”

Og hvad Daniel Kunz også har sikret, er en kæmpe respekt hos alle, der kender til hans arbejde.