Coronaramt plejecenter kviktester nu alle ansatte: Det giver ro i maven

Kviktesten bliver taget i næsen og er ikke lige så sikker som PCR-testen, der laves fra svælget. Til gengæld er svaret klar efter 15 minutter. Den bruges derfor som supplement til den anden.  Adam Ihse/EPA/Ritzau Scanpix

Alle ansatte på plejecentret Demenscentrum i Aarhus får nu lavet en kviktest, når de møder på arbejde, så de ikke bringer smitte med ind til sårbare borgere og kolleger. Det skaber tryghed blandt de ansatte, da plejecentret lige nu er hårdt ramt af corona.

Opdateret 08. januar 2021

Caféen på det aarhusianske plejecenter Demenscentrum er under normale omstændigheder et hyggeligt sted, hvor beboerne blandt andet kan slå sig ned sammen med deres pårørende til en kop kaffe og en sludder.  

Nu er den forvandlet til et midlertidigt lille testcenter.

Alle ansatte på Demenscentrum skal nemlig have en kviktest, når de møder på arbejde - foreløbigt 14 dage frem fra tirsdag den 5. januar. Det skal blandt andet være med til at sikre, at smitten ikke løber endnu mere løbsk. Mandag var 45 ansatte og 22 beboere på plejecentret konstateret smittet med coronavirus.

“Jeg har nærmest ingen ord for, hvor hårdt det har været. Derfor giver det ro i maven hos både mig og mine kollegaer, at vi nu har mulighed for at blive testet, hver gang vi skal på vagt. Så har man ikke den samme frygt for at bære smitte med ind,” siger Sören Mäder, som er social- og sundhedshjælper og tillidsrepræsentant på Demenscentrum.

Ansatte på hårdt ramte plejehjem i hovedstaden skal kviktestes

Adgangsbilletten til arbejde

De første ansatte, som fik lavet en kviktest i caféen, var aftenholdet, som mødte ind mandag eftermiddag. Blot nogle timer efter blev Sören Mäder selv testet inden sin nattevagt. Heldigvis fik han et negativt testsvar og kunne derfor trække i arbejdstøjet – som lige nu består af beskyttelsesdragt, mundbind, visir og handsker.

For at kunne nå at blive testet møder alle ansatte en time før, da testen lige nu er adgangsbilletten til at komme på arbejde. Har du ikke fået en kviktest med et negativt resultat, kan du altså ikke møde ind.

“Der er ikke nogen, som har protesteret og sagt, at de ikke vil testes. Alle har taget godt imod tiltaget, selvom det er meget ubehageligt at blive i testet i næsen. Av for den,” siger Sören Mäder, som håber, at de daglige kviktests kan bidrage til at inddæmme smitten.

“Forhåbentligt er det dét her, der skal til, for at situationen vender. Det krydser vi virkelig fingre for. Jeg tror, de næste 14 dage bliver lange og hårde, men vi har en tro på, at det bliver bedre,” siger han.

Timeansættelser går ud over fagligheden

Opfordrer pårørende til test

Onsdag formiddag er det endnu for tidligt at sige, hvor mange af kviktestene, der har givet et positivt resultat.

”Vi har endnu ikke samlet tallene, og jeg kan derfor ikke sige noget om resultatet af kviktestene. Vi regner med, at kviktestene fanger nogen, men jeg har ikke bekræftet tallene endnu,” siger Sundhedschef ved Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Otto Ohrt.

Han forklarer, at de såkaldte hurtigtest – eller antigen-test – er taget i brug tidligere end forventet, fordi smitteudbruddet nu er så omfattende på centret.

”Kviktesten er et supplement til PCR-testen, og det er et pilotprojekt, som regionen ville have lavet alligevel, der er blevet rykket frem på grund af den nuværende situation,” siger Otto Ohrt.

Han opfordrer de pårørende, der kommer på centret til at få taget kviktesten hos en af de private udbydere i byen, for på centret tilbydes testene kun til personalet.

”Der er lige nu besøgsrestriktioner for pårørende, hvilket betyder at der er nogle særlige retningslinjer, der skal overholdes ved besøg på centret. Pilotprojektet omfatter dog ikke test af pårørende, men der er en del steder i Aarhus, hvor de kan få en gratis kviktest, og det vil jeg opfordre til,” siger Otto Ohrt.

Retsordførere i oprør: Krænkende at sosu-eleven Line skal vente på erstatning

Ikke for at klynke 

Indtil videre har situationen på Demenscentrum blandt andet skabt et øget arbejdspres, som har tæret på medarbejderne. Med knap 50 ud af 211 ansatte lagt ned af corona, har mange løbet stærkere end normalt, og det har været svært at finde afløsere, da mange har ikke villet ind i “smittereden”.

“Derfor har nogle af mine kolleger været på arbejde flere dage i træk og i mange timer ad gangen. De har været mega seje, men de kan ikke blive ved med at holde til det. Heldigvis har vi fået ekstra hænder ind nu,” siger tillidsrepræsentant Sören Mäder og fortsætter:

“Og så er der alle værnemidlerne. Vi skifter mundering, hver gang vi har været hos en borger, så det bliver altså til mange skift i løbet af dagen. Det er hårdt - både for os og beboerne. Mange af dem bliver jo helt forskrækket, når de ser os.”

Derudover har frygten for at tage coronasmitte med ind på plejecentret eller med hjem til sin familie gnavet i medarbejderne.

“Det er en konstant utryghed, som mange har gået med. De, som har været hårdt ramt af corona, har også været bekymret for, om sygdommen vil give dem varige skader. Det er ikke for at klynke, men det har virkelig været en svær tid,” siger Sören Mäder.

Fem fagforbund i opråb: Coronasenfølger kræver national plan

FOA: Kviktest er vejen frem 

Hos FOA har Torben Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren, frygtet, at smitten igen vil bryde ud blandt sårbare borgere og det personale, som passer på dem - akkurat som det er sket på Demenscentrum og på et plejehjem på Lolland, hvor halvdelen af beboerne er smittet.

“Jeg er frygtelig ked af situationen, og desværre er det noget, vi frygter, også vil ske flere steder,” siger Torben Hollmann, som dog er glad for, at man er kommet i gang med at kvikteste personalet på Demenscentrum.

“Jeg tror, det er den eneste vej til at beskytte de ældre og personalet - specielt i den kritiske situation, vi står i lige nu. Smitteudbruddene på plejehjemmene viser, hvor vigtigt det er, at man hurtigt udruller kviktest på landets plejecentre,” siger sektorformanden.

Da man aldrig kan vide, hvordan smitten kommer inden for murene, kan de hurtige tests ifølge Torben Hollmann dog aldrig sikre, at plejecentrene bliver hundrede procent coronafri. Men de kan fjerne nogle af de smitterisici, der er.

“Og det må være målet: At fjerne så mange risici som overhovedet muligt. For hver gang, man fanger en, som har corona, så er der en mindre, som smitter,” siger Torben Hollmann.

Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid

Store udfordringer

Demenscentrum Aarhus er langt fra det eneste plejecenter, der har fået coronaen inden for dørene.

Tal fra Statens Serum Institut viser, at der i uge 53 var hele 441 bekræftede tilfælde af corona blandt beboere på landets plejehjem. I samme uge er 80 plejehjemsbeboere døde med sygdommen. Begge tal er de højeste siden pandemiens begyndelse.

Derfor har regeringen besluttet, at myndighederne skal sørge for hurtigtest til de ansatte på alle landets plejehjem. Det sagde statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Ny teststrategi på vej

Både i sidste uge og tidligere på ugen tydede alt på, at kviktesten ville blive en fast del af teststrategien på ældreområdet. Fredag skriver sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke dog på Instagram, at antallet af PCR-test fordobles. Han skriver:

”Vi skal stadig passe godt på de ældre, og ikke mindst skal vi passe på personalet på plejehjemmene. Derfor fordobler vi nu den systematiske testindsats med PCR-test på plejehjemmene – den mest sikre testmetode i dag.”

Det har ikke været muligt at få uddybet den kommentar fra ministeren, men Fagbladet FOA følger sagen.

Danske Regioner oplyser dog, at både regioner, kommuner og de relevante ministerier arbejder på at udvikle og implementere en bedre teststrategi for pleje- og omsorgspersonale i hele landet.

Dette indebærer både en mere omfattende brug af de privatudbudte hurtigtest og en forøgelse af PCR-testen.

Opdatering: Artiklen er opdateret med afsnittet: Ny teststrategi på vej