Corona kostede jobbet: Nu vil Lis og Elvira være sosu-hjælpere

Lis Muhring, 61 år, og Elvira Eggertsen, 62 år, er klassekammerater på sosu-uddannelsen i Herlev. For et år siden var de kolleger i virksomheden Gate Gourmet, som leverede mad til flyene i Københavns Lufthavn, Kastrup. Ingen af dem havde planer om et karriereskift, indtil corona ramte verden sidste forår.

”Jeg har arbejdet hele mit liv, så det var vildt mærkeligt, da jeg pludselig ikke skulle på job. Jeg kan ikke bare sætte mig i en stol og lave ingenting,” fortæller Lis Muhring.

”I begyndelsen blev vi bedt om at afvikle ferie og fridage. Så blev vi hjemsendt med lønkompensation, men vi troede hele tiden, at vi skulle tilbage. Jeg tjente godt i lufthavnen, så det var en ordentlig lussing, da vi blev fyret og kom på dagpenge,” siger hun.

Der skal ske noget

Elvira Eggertsen kom til Danmark fra Filippinerne for 38 år siden og har arbejdet i alle årene.

”Jeg var ansat 17 år på et fiskerøgeri som skæredame, mit speciale var at skære røget laks. Da røgeriet lukkede, fik jeg job i lufthavnen. Der tjente jeg godt og havde gode kolleger, men så blev jeg fyret ligesom Lis sidste sommer,” fortæller Elvira Eggertsen.

Lis og Elvira kom på dagpenge i november, og allerede der begyndte Elvira at blive urolig:

”Det var et chok at blive arbejdsløs. Jeg havde jo aldrig prøvet det før, og jeg er sådan en, som kan godt lide, at der sker noget. Derfor meldte jeg mig til kurset ’Bliv klar til SOSU’.”

Det samme gjorde Lis Muhring, og efter seks ugers kursus var de begge klar til at begynde på grundforløbet på sosu-hjælperuddannelsen i januar.

Forhøjet dagpengesats lokkede 54-årige Søren tilbage på skolebænken: ’Det er vildt spændende’

Ny dagpengeregel betyder meget

Sosu-uddannelsen er en af flere, hvor ledige over 30 år har mulighed for at få en forhøjet dagpengesats på 110 procent. Ordningen er indført, fordi Danmark kommer til at mangle tusinder af social- og sundhedshjælpere og -assistenter de kommende år.

”Som ung arbejdede jeg et par år med ældre i beskyttede boliger. Siden har tanken strejfet mig, at jeg kunne vende tilbage til det arbejdsområde, for jeg har altid været optaget af ældres forhold. Desuden ville jeg selv synes, at det var rart at blive mødt af jævnaldrende, hvis jeg havde brug for hjemmepleje. Men jeg var ikke begyndt på sosu-uddannelsen, hvis jeg skulle nøjes med SU. Det betyder rigtig meget for vores økonomi, at jeg er på 110 procent-ordningen,” forklarer Lis Muhring.

Elvira Eggertsen er også glad for den forhøjede sats, men tilføjer, at de desuden har udgifter til bøger, som de selv skal betale.

Vil gerne i praktik på plejecenter

Elvira har altid været glad for at hjælpe andre og med interesse set dokumentarserien ’180 dage på plejehjem’, hvor fem unge studerende flytter ind på et plejecenter.

”Jeg kunne godt tænke mig at komme i praktik på et plejecenter og få et bedre indblik i arbejdsmulighederne. Jeg er vant til at have travlt, så den del af arbejdet afskrækker mig ikke. Jeg vil gerne gøre en forskel for andre mennesker, ligesom personalet i dokumentaren gør,” siger Elvira Eggertsen.

Skal lære at sige borger og urin

Både Lis og Elvira synes, det var en udfordring at begynde i skole igen.

”Det sværeste for mig er computer-tingene. Så har vi møde på Zoom, og så er der et andet møde på Team. Teknikken tager meget af opmærksomheden og kan gøre mig irritabel. Da vi havde timer på skolen, sad jeg ved siden af en, der var god til computere og kunne hjælpe mig. Nu sidder vi alene hjemme og kan ikke lige spørge sidekammeraten,” siger Lis Muhring.

”Skolen er en øjenåbner, man skal for eksempel sige ’borger’ i stedet for ’gammel’ og ’urin’ i stedet for ’tis’. Man skal lære et helt andet sprog, så de ældre føler, at man respekterer dem. Faktisk er jeg begyndt også at tale sådan til min egen søster,” ler Elvira Eggertsen.

Lis Muhring mener, at hun og Elvira har meget at bidrage med endnu på arbejdsmarkedet:

”Når man som os har prøvet flere ting, bliver man lidt mere robust og kan håndtere også uforudsete situationer,” siger Lis.

”Jeg har mindst fem år mere i mig – måske flere, hvis jeg kan,” siger Elvira Eggertsen.