Bortvist? Her er, hvad du skal vide

En bortvisning kan have store økonomiske konsekvenser. For med en bortvisning stopper lønnen med det samme, og man kan få karantæne i a-kassen. Colourbox

En bortvisning er den hårdeste sanktion, en arbejdsgiver har på hånden overfor en medarbejder, arbejdsgiveren vil af med. Men hvad betyder en bortvisning for den ansatte? Få svar her. 

20. juni 2023

Farvel. Og bliv væk.

At blive bortvist vil sige, at man bliver fyret med øjeblikkelig virkning. At man skal aflevere sine nøgler og sine ting og forlade arbejdspladsen med det samme. Det er det ultimativt hårdeste kort, man som arbejdsgiver har på hånden overfor en medarbejder, man vil af med.

Men hvad retfærdiggør en bortvisning? Og hvad skal en bortvist medarbejder være opmærksom på? FOAs chefjurist Ettie Trier Pedersen giver dig svaret her. 

  1. 1

    Løn stopper ved bortvisning

    En bortvisning er kun berettiget, hvis der er tale om en meget alvorlig pligtforsømmelse fra den ansattes side, for eksempel uberettiget udeblivelse fra tjenesten eller tyveri fra arbejdspladsen.

    En bortvisning betyder, at arbejdsgiver kun betaler den ansatte løn, indtil bortvisningen finder sted. Der er altså tale om den strengeste ansættelsesretlige reaktion, og derfor skal arbejdsgiver kunne føre bevis for, at den ansatte væsentligt har misligholdt sit ansættelsesforhold.

  2. 2

    Uacceptabel adfærd

    Hvis den ansatte udviser en adfærd, som arbejdsgiver ikke kan acceptere, vil det som udgangspunkt kunne give anledning til en påtale eller en skriftlig advarsel. Hvis den ansatte – efter at have modtaget en skriftlig advarsel – fortsætter med den adfærd, arbejdsgiver ikke vil acceptere, vil arbejdsgiver som udgangspunkt kunne skride til afskedigelse med sædvanligt opsigelsesvarsel.
     
    Bortvisning vil dog kunne komme på tale, hvis arbejdsgiver i advarslen har tilkendegivet at ville skride til bortvisning i gentagelsestilfælde. Det forudsætter dog, at der med baggrund i advarslen er tale om væsentlig misligholdelse.
  3. 3

    Ansat skal partshøres

    Hvis arbejdsgiver vil bortvise en medarbejder, skal arbejdsgiver reagere med det samme. Ofte vil arbejdsgiver have behov for at undersøge forholdet nærmere, herunder foretage partshøring af den ansatte, inden der træffes beslutning om bortvisning. I det tilfælde må arbejdsgiver fritage medarbejderen fra tjeneste med fuld løn, indtil sagen er tilstrækkeligt oplyst.
     
    Hvis arbejdsgiver vælger at lade medarbejderen fortsætte sit arbejde, efter at arbejdsgiver er blevet bekendt med en formodet alvorlig pligtforsømmelse, vil en efterfølgende bortvisning som udgangspunkt være uberettiget. Kontakt hurtigst muligt din FOA-afdeling, hvis du er blevet bortvist.
  4. 4

    Bortvisning kan betyde karantæne

    Hvis du bliver bortvist, kan det få konsekvenser for din ret til dagpenge, da du som udgangspunkt vil få karantæne på grund af selvforskyldt ledighed. Hvis bortvisningen viser sig at være uberettiget, vil karantænen i mange tilfælde dog blive ophævet. Kontakt hurtigst muligt din a-kasse.