Bortvisningssager i stigning: Ofte ’de besværlige’, der får sparket
Ifølge sagsbehandlere og jurister i FOA er kommunerne begyndt på i højere grad og på et tyndere grundlag at bortvise medlemmer.
20. juni 2023
En enkelt klage fra en pårørende. En pille fra medicinrummet til at holde sygdom for døren. Kollegafnidder og komplette misforståelser.
Det er blot nogle af de eksempler på bortvisningssager, som sagsbehandlere i FOA har siddet med for nylig. For der er kommet flere af den type sager den seneste tid, og der skal mindre til, for at arbejdsgiverne bruger den sanktion, lyder det fra sagsbehandlere og jurister i syv af de største FOA-afdelinger.
Største antal målt i år
En bortvisning er det ultimativt hårdeste kort, man som arbejdsgiver har på hånden, hvis man vil af med en medarbejder. En chef kan bortvise en ansat, hvis vedkommende groft har ’misligholdt ansættelsesforholdet’, lyder det i juraen – for eksempel stjålet fra arbejdspladsen eller er blevet væk uden lovlig grund.
I 2018 og 2019 havde FOA henholdsvis 110 og 103 bortvisningssager. I 2021 og 2022 var tallene 149 og 144. Og i første kvartal af 2023 har FOA registreret 48 bortvisningssager. Det er det højeste antal målt på et kvartal, siden FOA begyndte at registrere afskedigelser og sanktioner.
Som udgangspunkt er mange bortvisninger berettigede, men Heidi Pedersen, som er faglig sagsbehandler i FOA Nordsjælland, har de senere år oplevet, at bortvisningerne kommer oftere og på et tyndere grundlag.
”Det er ofte de ansatte, der har været ’på tværs’ og sagt fra, hvor arbejdsgiverne samler til bunke af bittesmå ting og bortviser,” siger Heidi Pedersen.
Hun gætter på, at det kan være en spareøvelse for kommunerne, for ved en bortvisning ophører den ansattes løn øjeblikkeligt.
”Vi oplever i stigende grad, at arbejdsgiver ved forhandlingsbordet er klar til at ’bytte’ en bortvisning til egen opsigelse, således at medlemmet ikke lukkes i løn med øjeblikkelig varsel, men dog med et væsentligt kortere varsel, end de er berettiget til. Vi vurderer nøje i hver enkelt sag, om den mulighed gavner sagen. Vores udgangspunkt er, at en uberettiget bortvisning ikke kan gradbøjes, og derfor vil afdelingen anmode om forhandling i sagerne,” siger Heidi Pedersen.
Bortviser trods personalemangel
Stort set alle af de sagsbehandlere, Fagbladet FOA har talt med, genkender billedet af, at kommunerne bortviser ’de besværlige’. Dem, der åbent tør kritisere ledelsen. Eller dem, der har meget sygefravær.
Men det sker også for medarbejdere, som har været ansat i mange år og aldrig før har fået så meget som en anmærkning, fortæller sagsbehandler i FOA Nordjylland Mette Reenberg Møller.
”På tre uger her i foråret fik vi fem bortvisninger, hvoraf vi fik forhandlet nogle om til en anden sanktion. Jeg har været med i mange år efterhånden, men det er i den seneste tid, at vi kan se, at grundlaget skrider. Mange af de her sager er småforseelser, der på ingen
måde retfærdiggør en bortvisning eller anden lignende sanktion, men som efter vores opfattelse sagtens ville kunne løses med en snak under fire øjne,” siger Mette Reenberg Møller.
”Og så står bortvisningerne jo i kontrast til, at der mangler folk derude. Tre af de fem bortvisninger, vi har haft, har været dagplejere, hvor man jo står med et kæmpeproblem, fordi der i forvejen er mangel på dem,” tilføjer hun.
FOA: Frygt giver nulfejlskultur
Hos FOA ærgrer forbundssekretær Maria Klingsholm sig over tendensen, som efter hendes mening kan fodre en usund nulfejlskultur.
”Det er jo meget voldsomt at blive bortvist fra den ene dag til den anden, og jeg synes, det er en rigtig ærgerlig stigning, vi ser. Hvis en medarbejder begår en grov forseelse, er det klart, at ansættelsen må ophøre. Men jeg synes også, vi skal passe på, at der ikke bliver en nulfejlskultur ude på arbejdspladserne, som gør de ansatte enormt bekymrede for at fejle, fordi de frygter en bortvisning, og så gemmer de fejlene væk. Og det er rigtig skidt, for så lærer vi aldrig af dem,” siger Maria Klingsholm.
”Hvis kommunerne ser bortvisningssanktionen som en spareøvelse, så er det som at tisse i bukserne. For bliver én bortvist, skal en ny læres op, de resterende kolleger skal løbe stærkere, og hvad betyder det for sygefraværet og så videre? Det er en underskudsforretning,” siger hun.
Fagbladet FOA har rettet henvendelse til Kommunernes Landsforening, KL, som ikke er vendt tilbage inden deadline.
Tre anonyme eksempler på bortvisninger af FOA-medlemmer
En klage fra en studerende
Et pædagogisk ansat FOA-medlem blev bortvist efter ti år det samme sted, fordi en studerende, der var forbi institutionen i forbindelse med uddannelsen, angiveligt havde observeret medlemmet tale om private ting hen over hovedet på børnene og derfor havde klaget til ledelsen. Den studerende var i alt tre dage i institutionen. Den private snak skulle være foregået på den studerendes første dag på jobbet. Arbejdsgiveren kunne ikke dokumentere forløbet, og sagen blev forliget.
Farvel efter journaltjek
Et FOA-medlem, som er forælder til et handicappet barn, blev bortvist for at have tjekket barnets journal via arbejdspladsens systemer.
En pille for at holde sygdom for døren
Et FOA-medlem havde været syg fra sit arbejde gennem en længere periode. Medlemmet havde følt sig presset tilbage på arbejde gennem en alt for kort optrapningsperiode og frygtede at miste sit job på grund af sit sygefravær. På en af de første vagter blev medlemmet dårlig, men var bange for at gå hjem og melde sig syg igen og tog derfor noget medicin mod tilstanden i medicinrummet. Selvom det var uformel kutyme, at medarbejdere tog en hovedpinepille, hvis de havde behov, og selvom medlemmet gjorde det for at passe sit arbejde, blev pågældende bortvist. FOA fik forhandlet sagen om til en opsigelse.
