Anni klagede over manglende feriepenge og fik et meget overraskende svar

De 77.000 kroner dækker over forskellige goder, som månedslønnede har, og som Anni derfor egentlig havde krav på. Eksempelvis seniordage, SH-nedskrivning, pension og anciennitetsstigning Tor Birk Trads

Den timelønsansatte Anni Pedersens bøn om feriepenge endte med fast job og 77.000 kroner efterbetaling. ”Det havde jeg godt nok ikke regnet med,” siger hun.

03. maj 2022

Der er altså noget, der ikke stemmer, tænkte Anni Pedersen, da hun ville tjekke sine feriepenge sidste år.

Hun arbejder som ufaglært i hjemmeplejen i Silkeborg Kommune. Og hun havde aldeles ret i den tvivl, hun præsenterede for sin FOA-afdeling i Silkeborg: Der manglede en masse penge. Men ikke kun feriepenge, skulle det vise sig.

I juli 2018 blev Anni Pedersen ansat som timelønnet i hjemmeplejen i Silkeborg og arbejdede i gennemsnit 32 timer om ugen. To år senere blev hun tilbudt fastansættelse med en ugentlig arbejdstid på syv timer. Men hun arbejdede stadig cirka 32 timer hver uge.

Hendes sagsbehandler i FOA, faglig konsulent Mona Martens, fandt svaret på Anni Pedersens undren: Feriepenge for de timer, man arbejder udover sin kontrakt, bliver nemlig udbetalt på et senere tidspunkt.

Men det var det mindste problem: På grund af sit høje timeantal i hjemmeplejen havde Anni Pedersen faktisk haft krav på at være fastansat på månedsløn siden sin ansættelse. Hvis man er ansat til mere end en måneds beskæftigelse, har man som udgangspunkt ret til at komme på månedsløn med de goder, der hører med.

Uventet stort beløb

FOA rejste sagen over for Silkeborg Kommune. Og udfaldet blev et forlig, der med tilbagevirkende kraft og med virkning fra juli 2018 sikrede Anni Pedersens fastansættelse på 32 timer om ugen som ufaglært social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen. Samtidig har hun fået efterbetalt 77.000 kroner.

”Mona ringede til mig og sagde, at jeg skulle sætte mig ned, da hun skulle fortælle om forliget. Det var helt mærkeligt, at jeg skulle have så mange penge. Det havde jeg godt nok ikke regnet med,” siger Anni Pedersen.

Pengene dækker over en lang række goder, månedslønnede har, og som Anni Pedersen var gået glip af. Blandt meget andet seniordage, SH-nedskrivning, pension og anciennitetsstigning.

”Der er så mange parametre, man skal være opmærksom, når det kommer til timelønssager, og det er mange lønkroner, man kan miste ved at være timelønnet fremfor månedslønnet,” understreger Mona Martens.

Mere sikker ansættelse

Det har givet både ro og sikkerhed at blive fastansat, fortæller Anni Pedersen.

”Det passer mig glimrende. Jeg får både flere rettigheder og mere frihed i forhold til før. Det gør altså rigtig meget, og jeg kan godt mærke, at jeg føler mig meget mere sikker nu,” siger hun og kvitterer for den hjælp hun har fået i FOA:

”Hvis jeg ikke havde studset over, at jeg manglede nogle feriepenge, var det nok ikke blevet opdaget. Så jeg kan bestemt ikke klage over den hjælp, jeg har fået.”