Borgmesters desperate nødråb virkede: Nu er der håb for kommunale arbejdspladser

Mange kolleger klappede socialdemokraten Hans Stavnsager på skulderen, da han i januar brugte sin kritik af regeringen som årsag til, at han næste år stopper som borgmester i Faaborg-Midtfyn. Han oplever, at der siden er kommet større forståelse for kommunerne, men han fortryder ikke sin beslutning. Scanpix

Borgmester Hans Stavnsager og hans fattige kommune får knap 74 millioner kroner efter udfald mod Christiansborg: ”Nu tegner 2025 pludselig lyst. Vi kan blandt andet undgå fyringer på plejehjemmene,” siger han.

04. september 2024

Som socialdemokratisk borgmester i Faaborg-Midtfyn var Hans Stavnsager en tilfreds mand, da han onsdag bød byrådets øvrige partier velkommen til det første forhandlingsmøde om budgettet for 2025. 

Han kunne nemlig indlede mødet med at fortælle, at der var flere penge at gøre godt med end forventet, fordi kommunen forleden fik tilsagn om knap 74 millioner kroner i samlet ’fattighjælp’ fra staten. 

Derfor var den omdelte liste over mulige besparelser ikke længere aktuel. En liste, der blandt andet handlede om nedskæringer på plejehjemmene, om dårligere uddannelse af social- og sundhedseleverne og om mulige lukninger af væresteder for socialt udsatte. 

”2025 ser pludselig ud til at blive et fornuftigt år. Vi kan ikke aflyse alle besparelser, men nu har vi mulighed for at prioritere og udelade nogle af dem, der var med i vores katalog,” som Hans Stavnsager sagde til Fagbladet FOA før onsdagens budgetmøde.

Kolleger genkendte hans kritik 

Den fynske borgmester ryddede forsiderne på landets aviser, da han i januar meddelte, at han ikke genopstiller som borgmester ved næste års kommunalvalg – og begrundede den beslutning med de vilkår, regeringen og Folketinget giver kommunerne for at levere ordentlig velfærd til borgerne.

Allerede dengang forudså han overfor Fagbladet FOA, at det – blandt meget andet – formentlig ville blive nødvendigt at nedlægge 10 stillinger på plejehjemmene allerede i år.

Det var en virkelighed, som mange af hans borgmester- og byrådskolleger i andre kommuner genkendte, og de stod nærmest i kø for at takke ham for hans nødråb.

Blodrød bundlinje forskrækkede

Hans Stavnsagers utilfredshed blev ikke mindre, da Faaborg-Midtfyns først på sommeren gjorde økonomisk status. 

Resultatet forskrækkede, for bundlinjen var nemlig blodrød.

Problemerne skyldtes blandt meget andet, at kommunen var blandt dem herhjemme, der havde mistet flest penge på det nye vurderingssystems beregninger af grundskylden. 

Konsekvensen blev, at Faaborg-Midtfyn måtte søge statens pulje til vanskeligt stillede kommuner om 50 millioner kroner i akut fattighjælp.

Og så blæste borgmesteren i øvrigt på, at det var sommer og brugte i stedet tiden på at kontakte ministre, folketingsmedlemmer og forskellige embedsfolk. 

”Jeg holdt nærmest ikke ferie, fordi jeg hele tiden prøvede at råbe dem op,” fortæller Hans Stavnsager.

Mette har sagt, at hun personligt synes, det er ærgerligt, at jeg stopper. Jeg tror også, hun mener det.

Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune

En slikbutik med begrænset udvalgNødråbet virkede. For da finansminister og partifælle Nicolai Wammen fredag præsenterede forslaget til en ny finanslov, kom han også med en ekstra håndsrækning til de trængte kommuner

I Faaborg-Midtfyn betyder det, at kommunen nu har udsigt til knap 74 millioner kroner ekstra – fordelt på fattighjælpen, den ekstraordinære håndsrækning og kompensationen for tabt grundskyld.

Hans Stavnsager er glad for det nye udgangspunkt. Men hæfter sig også ved, at regeringens håndsrækning foreløbig kun er etårig.”

”Det er både vores og andre kommuners udfordring, at vi ikke ved, om det fortsætter i 2026. Det gør det hele lidt besværligt,” siger borgmesteren.

- Bliver det en slikbutik eller en slagterforretning, du skal stå i spidsen for næste år? 

”Det bliver en slikbutik. Men en slikbutik med begrænset udvalg.”

Vil udjævne de mange udsving

Med respekt for, at der endnu ikke er enighed om budgettet for næste år håber Hans Stavnsager blandt meget andet, at den nye økonomiske virkelighed gør det muligt at fastholde den nuværende standard på plejehjemmene. 

Det er der i hvert fald råd til nu, ligesom der også er penge til at holde fast i den særlige elevindsats, der betyder, at social- og sundhedseleverne i ældreplejen bør få en bedre uddannelse, fordi de ikke er omfattet af normeringen. 

Til gengæld kan en forventet forringelse af rengøringen hjemme hos de ældre stadig blive aktuel – stadig med forbehold for at intet er forhandlet på plads endnu.

Derudover vil han også gerne gemme nogle af pengene som et ’budgetværn, så man – og i dette tilfælde hans efterfølger som borgmester – ikke skal starte helt fra bunden i 2026: 

”Hvis vi har muligheden for det økonomisk, vil jeg gerne udjævne de mange udsving, vi oplever. Det ene år går det meget ned, det andet meget op. Det er jo noget af det, der også frustrerer medarbejderne. Det ene år fyrer vi, det næste gør vi ikke.”

Har flyttet regeringens opfattelse

Selv om det nu ser lysere ud end for nogle måneder siden, fortryder Hans Stavnsager ikke sin beslutning om at stoppe som borgmester. Men han er tilfreds med, at hans opråb ikke har været forgæves.

”Det er min oplevelse, at regeringen har fået en anden forståelse for de udfordringer, vi står med i kommunerne. At man ikke bare kan tage kommuner som et gennemsnit, men er nødt til at se på de konkrete uligheder, der er i den kommunale økonomi. Det var finansministerens fremlæggelse af finansloven forleden med til at understrege. Men det skal jeg jo ikke tage æren for, i hvert fald ikke alene.”

- Har finansministeren kommenteret din beslutning om at stoppe som borgmester – og din begrundelse for at gøre det?

”Nej, men det er der andre ministre, der har.”

- Er de glade for, at du ikke genopstiller?

”Ha ha. Njah, jeg tror, de er kede af det – og jeg tror også, nogle af dem mener det. Og der er menige folketingsmedlemmer, der også har givet udtryk for, at der er kommet en anden forståelse for kommunernes forhold.”

- Kan du afsløre, om du har hørt fra statsminister Mette Frederiksen?

”Hmmm… Ja, Mette har sagt, at hun personligt synes, det er ærgerligt, at jeg stopper. Jeg tror også, hun mener det. Men nu har vi også kendt hinanden, siden hun var DSU’er.”

Mange trængte kommuner

44 kommuner har i år søgt om hjælp fra statens pulje til vanskeligt stillede kommuner, hvorfra der næste år uddeles i alt 800 millioner kroner i ’fattighjælp’. Faaborg-Midtfyn søgte 50 millioner kroner fra den pulje og fik 10 millioner. 

Regeringens ekstraordinære håndsrækning til kommunerne, som blev præsenteret sammen med finansloven, er på i alt 2,5 milliarder kroner, som fordeles blandt alle 98 kommuner.

Med et tilskud på 63,8 millioner kroner var Faaborg-Midtfyn blandt dem, der forholdsmæssigt fik mest. Over halvdelen af det beløb er kompensation for de penge, kommunen tabte på det nye vurderingssystem. 

Håndsrækningen kommer som supplement til den kommuneaftale, der blev indgået i maj, og som ifølge regeringen var ’historisk god’. 

Finansministeren har anerkendt, at der stadig er kommuner, der er trængte og skal have hjælp til velfærdsudgifter. Han forsikrede samtidig, at håndsrækningen ikke skyldes, at der næste år er kommunalvalg.

Kilde: Ritzau m.fl.