Årets TR skal hyldes: Vær med til at anerkende dem, der gør en forskel

Også i 2023 blev alle dem, der kæmper for rettigheder, vilkår og arbejdsmiljø, hyldet i Cirkusbygningen i København. Helle Andreasen

Indstil din kollega til prisen som Årets TR og vær med til at fejre de tillidsvalgte, der dagligt styrker fællesskabet og sikrer bedre vilkår på arbejdspladsen.

04. september 2024

Til november er der fest i Cirkusbygningen i København. Årets TR skal hyldes, og du kan få indflydelse på, hvem der skal vinde, ved at indstille en fra din arbejdsplads, som fortjener anerkendelse. 

”Det at give et klap på skulderen og tale højt om, at vi har tillidsvalgte på arbejdspladserne, er simpelthen kernen i, at vi kan opnå resultater sammen med medlemmerne,” lyder det fra formand i FOA, Mona Striib.

Igen i år indtager FOA førstepladsen, når det gælder indstillinger til Årets TR, som er arrangeret af A4-medier. I skrivende stund er 45 FOA-medlemmer med i puljen om at vinde en pris ved den store fest, der bliver afholdt den 12. november. 

Formanden i FOA er da også stolt over, at FOA igen i år har afgivet flest indstillinger. Hun tror, at noget af forklaringen på det skyldes, at medlemmerne er gode til at anerkende hinandens arbejde.

”Jeg tror, at vores medlemmer rent faktisk anerkender de tillidsvalgte og gerne vil give dem et tydeligt klap på skulderen.”

Mona Striib er ikke i tvivl om, at tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter er fuldstændig uundværlige ude på arbejdspladserne. De med til at styrke fællesskabet og gennemslagskraften, når der skal tages beslutninger.

”Hver eneste lille forandring, det er jo noget, vi kæmper for. Her er der nogle medarbejder på velfærdsområdet, der skal prioriteres, og gives anerkendelse for det arbejde, som de udfører”, siger hun.

Du kan stadig nå at indstille dem, som fortjener et ekstra rygklap på linket her

Årets TR 2024 priser

Årets tillidsrepræsentant
Årets arbejdsmiljørepræsentant
Årets uddannelsesmentor
Årets organiser
Årets samarbejdsinitiativ
Årets initiativ
Årets ungeambassadør
Årets sundhedspris