'Kæmpe dagsorden': Ny alliance skal lette hverdagen for ordblinde på arbejdspladsen

Ny alliance skal hjælpe mennesker med læsevanskeligheder. "Det er en kæmpe dagsorden," lyder det fra Helena Mikkelsen, der er fagpolitisk ordfører i FOA. Rasmus Hargaard Breum

FOA og arbejdsmarkedets parter går sammen om at hjælpe medarbejdere med læseudfordringer. Målet er at skabe større arbejdsglæde og selvtillid.

03. september

Omkring 600.000 danskere har svært ved at regne, læse eller stave. Mellem 40 til 50 procent af FOAs medlemmer har læsevanskeligheder. 

Derfor er det en glædelig nyhed er, at FOA har været med til at forme en alliance, der skal udbrede kendskabet til læsevanskeligheder og hjælpe med, at medarbejdere på de forskellige arbejdspladser bliver opkvalificeret.

Aftalen om alliancen kom i stand i forbindelse med trepartsaftalen om voksen- og efteruddannelse i september 2023. Siden da, har FOA sammen med andre arbejdsmarkeds parter og Børne- og Undervisningsministeriet, forsøgt at få virksomheder til at tilslutte sig alliancen.

Det er nu lykkedes at få 15 virksomheder med på vognen. De har alle forpligtet sig til at etablere initiativer til de medarbejdere, som har skrive, - læse, - IT-og regnevanskeligheder.

Alliancen etablerer netværk mellem arbejdsgivere, hvor de kan udveksle erfaringer med for eksempel screening af ordblindhed, opkvalificeringstiltag og motivation. Samtidig får arbejdsgiverne i alliancen rådgivning om uddannelsesmuligheder, der passer til medarbejdere og arbejdspladsen.

Tidligere har FOA blandt andet skrevet om dagplejeren Mona, som fik hjælp gennem et ordblindekursus ved navn ”Bedre til ord, tal og IT, som FOA tilbyder sine medlemmer. Det er tilbud som dette, der nu skal udbredes til langt flere arbejdspladser.

Kæmpe dagsorden

Helena Mikkelsen, der er fagpolitisk ordfører i FOA, kalder det en kæmpe dagsorden, da mange af medlemmerne ikke har de fornødne grundlæggende færdigheder. Hun håber, at et øget fokus og nedbrydning af tabu, vil få flere til at videre- eller efteruddanne sig:

”Hvis man har svært ved at læse eller skrive, er motivationen for videre- eller efteruddannelse nok ikke så stor. Vi håber derfor, at et øget fokus vil få flere til at styrke deres kompetencer,” siger hun.

FOA sidder med i styregruppen og skal mødes med de andre medlemmer mindst to gange årligt og evaluere projektet. En gang årligt skal arbejdsgivere i alliancen rapportere til styregruppen, om deres målsætninger, om hvor mange der er blevet screenet og hjulpet, er nået.

Tabuet skal nedbrydes

Laura Voigt Møllebro er uddannelsespolitisk konsulent i FOA og har siddet med ved forhandlingsbordet. Hun fortæller, at arbejdspladserne i alliancen skal arbejde med opkvalificering af deres medarbejdere. Det betyder blandt andet en screening af alle medarbejdere med henblik på årlig opkvalificering. En indsats, som også er med til at nedbryde tabuer:

”Det, at man gør det fælles på arbejdspladsen, er med til at nedbryde tabuet omkring læse, - stave, og IT-udfordringer. Mange fortæller, at de har holdt deres udfordringer for dem selv og fundet måder at kompensere for, at de kan have svært ved arbejdsopgaver, der for eksempel kræver skriftlighed,” fortæller hun.

Den store målsætning for alliancen er, at det i sidste ende kan skabe en større arbejdsglæde og en forhøjet selvtillid for dem, som har udfordringer – både på arbejdspladsen og i privaten. Alt i alt, en win-win for alle parter.

Alliancen har en bevilling frem til 2026.

De 15 private og offentlige arbejdsgivere, der har forpligtet sig til alliancen, er:

Aalborg Kommune
ARKIL A/S
Arla Foods amba
Compass Group
Danish Crown
Davidsens Tømmerhandel A/S.
Grundfos A/S
Hørkram
IKEA
National Oilwell Varco Denmark I/S
Novo Nordisk
ProfilService
Salling Group
Socialforvaltningen i Københavns Kommune
SOSU Nord