Annonce

Øremærket barsel har gjort en forskel: Nu tager far tre uger mere


Den øremærkede barsel har gjort, at far eller medmor nu tager tre uger mere på barselsorlov med deres nyfødte.

Annonce

Far tilbringer mere tid med baby, bleer og babymos end før den øremærkede barselsorlov trådte i kraft i 2022.  Colourbox

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Tre uger ekstra. Så meget mere tid tilbringer fædre og medmødre nu med deres baby inden for barnets første 52 uger.

For den øremærkede barselsorlov for forældre, hvis børn blev født 1. august 2022 eller senere, har haft den effekt, at antallet af fædre eller medmødre, der tager mellem to og 11 uger med deres nyfødte, i dag er mere end fordoblet. Det viser helt nye tal fra Udbetaling Danmark. 

Læs også: Barselsregler skaber vrede – men faktisk kan de få positiv betydning for din løn

"Udbetaling Danmark har nu et års data for øremærket barsel. Tidligere kaldte vi tallene en tidlig tendens, men nu ser vi udviklingen som mere sikker," siger koncerndirektør i Udbetaling Danmark, Kristine Stenhuus.

Hun peger på, at tallene selvfølgelig kan ændre sig i de kommende år, efterhånden som de nye barselsregler yderligere integreres i samfundet, men at de indtil videre følger det mønster, man også så tilbage i starten af året. 

FOA-mænd går fra 7,8 til 12,4 uger

Tallene viser også, at lønmodtagere tager lidt mere orlov, end før den øremærkede barselsorlov trådte i kraft, nemlig knap fire uger, og at selvstændige tager lidt mindre end lønmodtagerne. 

Læs også: Hvor lang barsel har jeg egentlig? Få styr på det med FOAs nye barselsberegner

Samtidig med at far eller medmors orlov er forlænget, er morens blevet en smule forkortet med 4,5 uger, men samlet set holder forældrene den samme mængde orlov på barselsdagpenge, som før den øremærkede barsel kom ind i billedet. 

Tal, som Fagbladet 3F har trukket viste tilbage i april, at mænds barsel er steget meget, også for de fag, der traditionelt set ikke har holdt lang barselsorlov.

Læs også: Portør og vordende far: Godt med øremærket barsel fra EU til fædre

Eksempelvis tager mandlige FOA-medlemmer nu 12,4 ugers barsel, hvor de før den øremærkede barsel trådte i kraft, tog 7,8 uger. For 3F-medlemmer er tallet steget fra 4,3 uger til 9,4 uger. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev