Nu smiler Silvia igen: Slut med at sende udenlandske sosu-elever ud af Danmark
Tirsdag vedtog et stort flertal af Folketingets partier længe ventede ændringer af udlændingeloven.
04. juni
Nu kan udenlandske sosu-elever trygt passe deres skole af frygt for, at de pludselig sendes tilbage til deres hjemland, hvis deres opholdstilladelse udløber.
Tirsdag vedtog et stort flertal af Folketingets partier nemlig de længe ventede ændringer af udlændingeloven, som betyder, at uddannelse kan give udlændinge give ret til ophold. Vel at mærke hvis de har valgt et fag, hvor der er åbenlyse problemer med at rekruttere nye medarbejdere – som eksempelvis sosu-fagene.
Selv om de nye regler var ventede, var det en tydeligt lettet Silvia Wangechi Nguyo, der tirsdag middag modtog nyheden af Fagbladet FOA:
”Neeeej. Er det virkelig rigtigt? Det er jeg meget glad for at høre,” lød allerførste kommentar fra den kenyansk-fødte kvinde, der bor i Kaas i Vendsyssel og blot mangler et år af sin uddannelse til social- og sundhedsassistent.
Klar til at søge igen
Som beskrevet i Fagbladet FOA fik hun i april endeligt afslag på fortsat ophold i Danmark. Men Udlændingenævnet afgjorde samtidig, at hun måtte blive i Danmark indtil 8. juli.
Enkeltbillet til Elfenbenskysten
Hun fik afslag på ophold på grund af en skilsmisse fra sin danske ægtefælle. Nøjagtigt som det har været tilfældet for langt hovedparten af de identiske sager, Fagbladet FOA har berettet om de seneste to år. Heriblandt Stephane Sahue fra Elfenbenskysten.
Han blev skilt fra sin danske mand og manglede blot 15 måneder af uddannelsen til social- og sundhedsassistent, da han tilbage i februar måtte vinke farvel til Danmark.
Det skete i netop den uge, hvor udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek, Socialdemokratiet, meddelte, at regeringen nu – som bebudet i regeringsgrundlaget fra 2022 – var klar til at ændre reglerne og forhandle lovændringer på plads.
Men det var ikke nok til at sikre fortsat ophold for Stephane Sahue. Og de nye regler giver ham heller ikke mulighed for at returnere til Danmark og genoptage sin uddannelse.
Til gengæld kan han formentlig søge tilbage, når Danmark med virkning fra 1. juli går i gang med at hente op til 1.000 udlændinge – primært fra Indien og Phillippinerne – til for at arbejde som social- og sundhedshjælpere. Og den mulighed agter han at forfølge:
”Jeg vil stadig gerne arbejde i det fag, jeg brænder for, så jeg vil forsøge at komme tilbage til Danmark som social- og sundhedshjælper. Men det ærgrer mig stadig, at jeg ikke kunne gøre min uddannelse som sosu-assistent færdig,” fortæller Stephane Sahue fra Elfenbenskysten.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Har sendt alt for mange hjem
Det er ikke kun udenlandske social- og sundhedsassistentelever, der omfattes af de nye regler.
Det gør social- og sundhedshjælperne også, fordi den faggruppe – også med virkning fra 1. juli – optages på den såkaldte positivliste over fag, hvor mangel på arbejdskraft kan give ophold i Danmark.
Også her har Fagbladet FOA beskrevet, hvordan sosu-hjælpere med udenlandsk baggrund er blevet sendt hjem. Enten mens de var i arbejde, eller efter at de var gået i gang med assistent-uddannelsen og faldt på, at uddannelse ikke indgik i vurderingen af en ansøgning om opholdstilladelse.
I FOA er fagpolitisk ordfører Helena Mikkelsen tilfreds med, at de nye regler er på plads – og at udlændinge på sosu-skolerne ikke længere skal være nervøse for, om eksempelvis en skilsmisse koster dem deres opholdstilladelse. Men hun er utilfreds med, det har taget så lang tid.
”Vi har jo sendt alt for mange velintegrerede og dygtige mennesker hjem, så de nye regler er kun et skridt i den rigtige retning,” siger Helena Mikkelsen og efterlyser, at al uddannelse kommer til at tælle med i beskæftigelseskravet.
Det ønske er regeringspartiet Moderaternes udlændingeordfører Mohammad Rona enig i. Efter at han har brugt halvandet år på at arbejde for tirsdagens lovændringer – og i glæde over resultatet – handler det for ham nu om at sidestille uddannelse med beskæftigelse:
”Det er jo håbløst, at vi i dag siger til folk, at de skal blive i deres ufaglærte job for at få permanent ophold. Det gavner ikke Danmark,” siger Mohammad Rona.
Har bekymret sig i ventetiden
I Kaas lægger Silvia Wangechi Nguyo ikke skjul på, at den seneste tid har været vanskelig.
Da hun fik afslag på ophold, måtte hun ikke længere tjene penge og måtte derfor stoppe som fast vikar som social- og sundhedshjælper på et plejehjem og har levet af sin opsparing.
Hun fik dog lov til fortsat at følge undervisningen på SOSU Nord. Men hendes ansættelse som elev i Rebild Kommune blev sat i bero, og hun må blive hjemme, når holdkammeraterne i næste uge skal i praktik.
”I de seneste måneder har jeg været bekymret for, om de nye regler overhovedet ville blive vedtaget. Det har påvirket min hverdag. Og selv om det hele endnu ikke er faldet på plads, er jeg glad i dag.”
Fagbladet FOA har uden held bedt om udlændinge- og integrationsministerens vurdering af de lovændringer, der tirsdag blev vedtaget.
Opdateret 6. juni med citat fra Stephane Sahue.