Har du ret til gratis solcreme på jobbet? Her er reglerne
Når solen står højt, er solcreme et must – også når du er på arbejde. Men hvem skal egentlig betale? Få styr på reglerne her.
02. juni
Er du i tvivl, om din arbejdsgiver skal stille solcreme til rådighed for dig, når du er på arbejde?
For det er nemlig vigtigt at beskytte sig, når solen bager fra en skyfri himmel. Og Ifølge Sundhedsstyrelsen skal du faktisk bruge en hel håndfuld solcreme, når du skal dække kroppen til.
Det kan med andre ord være temmelig dyrt, hvis man skal holde sig beskyttet gennem en hel arbejdsdag.
Derfor er det vigtigt at vide, at din arbejdsgiver i de fleste tilfælde faktisk er forpligtet til at stille solcreme til rådighed for dig.
Sådan er reglerne
Ifølge Arbejdstilsynet er det din arbejdsgivers opgave at sikre, at solens stråler ikke er til fare for dig.
Almindelig beklædning som dækker arme og ben og en solhat vil normalt være tilstrækkelig beskyttelse. Der er dog steder på kroppen, hvor det ikke er muligt at beskytte sig med tøj, som for eksempel i ansigtet og på hænderne – og her er det nødvendigt at bruge solcreme.
Hvis dit arbejdet derfor ikke kan flyttes til et sted med skygge eller alternativt rykkes til et tidspunkt på dagen, hvor solen ikke står højt på himlen, skal din arbejdsgiver sørge for, at du bliver beskyttet mod solens stråler. Derfor er de forpligtet til at stille solcreme til rådighed i løbet af din arbejdsdag.
Soleklar fakta
- Solens skadelige uv-stråler er stærkest mellem kl. 12 og 15
- Faktor 15 er god til de fleste danskere, men hvis man har meget sart eller lys hud anbefales en højere faktor
- Det anbefales, at man fordeler solcremen grundigt på huden cirka 20 minutter inden ophold i solen
- Undersøgelser har vist, at der stadig er næsten halvdelen af den beskyttende effekt til stede efter 8 timer med solcreme på huden, uanset om man har været i varme, svedt og badet
Kilde: Skru ned for solen