FOAs hovedbestyrelse anbefaler et klart ja til ny overenskomst: ”Historisk godt resultat”
FOAs medlemmer anbefales at stemme ja af et stort flertal i FOAs hovedbestyrelse. Nu skal OK24 til en samlet afstemning blandt medlemmerne.
06. marts
Ansatte i velfærden kan se frem til at få mere i lønposen med den nye 2-årige overenskomstaftale. Nu har 40 medlemmer af FOAs hovedbestyrelse nikket ja til at anbefale et ja til resultatet ved urafstemningen senere på foråret. Kun to stemte nej.
Netop mere i lønposen har været et af de temaer, der er gået mest igen gennem forhandlingerne, og derfor glæder det FOA-formand Mona Striib, at det er lykkes at komme igennem på netop det punkt.
”Højere løn har været det altoverskyggende krav fra vores medlemmer, og det har vi i dén grad leveret på. Vi har sikret medlemmerne de største lønstigninger i over 30 år, og det er meget svært ikke at være tilfreds med som forhandler,” slår hun fast.
Formanden lægger ikke skjul på, at forhandlingerne den her gang har været et anderledes og langt forløb. Det skyldes, at arbejdet først begyndte i Lønstrukturkommitéen, dernæst var der forhandlinger om regeringens lønløfte, og endeligt kom de klassiske overenskomstforhandlinger.
Stolt og glad
Det samlede resultat er dog ét, som formanden er meget stolt og glad for.
”Jeg er meget, meget stolt af det resultat, vi har forhandlet hjem til vores medlemmer. Alle FOAs faggrupper kan se frem til reallønsfremgang, vi løfter de lavest lønnede grupper, vi sikrer bedre uddannelsesmuligheder for en lang række af vores medlemmer, og jeg kunne blive ved. Det her er et historisk godt resultat,” siger Mona Striib.
Når de sidste forlig er helt på plads, sendes det hele til forligsmanden, og herefter fremsættes det i en samlet mæglingsskitse, der sendes ud til en urafstemning blandt medlemmerne af de overenskomstbærende fagforeninger på det offentlige område.
Hverken formand Mona Striib eller hovedbestyrelsen i FOA ved derfor, hvornår der skal stemmes om resultaterne.