Arbejdsmiljøet i kokkefaget sygemeldte Lauge i fem år: I dag kender han opskriften på et bedre liv
Arbejdsmiljøet i kokkefaget nødsagede Lauge Gertz til at sygemelde sig i fem år. Læs om hans vej til pædagogfaget, hvor han lærer børn at lave mad - uden en opskrift.
10. februar 2024
”Som ung havde jeg nogle år, hvor jeg var støtte for en elev og arbejdede i daginstitution. Men det var ønsket om at lave mad og arbejde i et køkken, der trak.
Den drøm levede jeg ud – indtil jeg ikke kunne mere. Jeg ved nu, at jeg ikke kan holde til arbejdsmiljøet i et køkken. Uvisheden om hvornår man har fri, og planer der ændres fra minut til minut – det var for hårdt.
Jeg endte med at være mere eller mindre sygemeldt i fem år og har nu diagnosen kronisk depressiv.
Heldigvis har jeg fundet et arbejde, hvor jeg kan kombinere min erfaring med madlavning med at være sammen med børn både i skolen og i SFO’en.
Den ro og rutine, jeg har i et køkken, kan jeg bruge sammen med børnene – selvom det er helt anderledes at stå med otte børn og dej til kanelsnegle. Nu er processen vigtigere end resultatet.
Børnene får så meget ud af at være i køkkenet – meget mere end ’bare’ at lave mad. De bruger deres sanser, de skaber noget, og de løser problemer. Jeg vil gerne lære dem at bage brød uden opskrift.
At få dem til at lægge mærke til konsistensen, stole på deres egne indtryk og opdage, at brødet bliver godt, uden at det er perfekt eller helt ens fra gang til gang.
Det kan vi godt bruge i livet generelt – at der er flere veje til et mål. Personligt ville jeg ønske, at jeg havde lært det langt tidligere, både konkret at arbejde uden opskrifter i et køkken og i livet generelt.”