Den fynske kommuneoprører: ”Jeg siger bare det, alle borgmestre taler om”

Borgmester Hans Stavnsager forventer, at regeringen og Folketinget står skulder ved skulder med kommunerne, når de tvinges til at prioritere velfærden. Det sker ikke. I stedet oplever den fynske borgmester, at Christiansborg tilslutter sig råbekoret og i stedet kritiserer kommunerne. ”Det irriterer mig,” siger han. Jysk Fynske Medier/ Ritzau Scanpix

Regeringen og Folketinget svigter kommunernes muligheder for at drive god velfærd. Sådan lyder det fra Faaborg-Midtfyns borgmester Hans Stavnsager, der som konsekvens forlader posten.

11. januar

Det vakte betydelig opsigt, da Faaborg-Midtfyn Kommunes borgmester, Hans Stavnsager, forleden afslørede, at han ikke genopstiller som borgmesterkandidat ved kommunalvalget i 2025. Hans beslutning blev nemlig ledsaget af en bredside mod både regeringen og Folketinget og de vilkår, kommunerne bydes.

”Afstanden imellem de ressourcer, vi har til at drive kommune for og de forventninger, borgerne har – godt hjulpet på vej af retorikken fra Christiansborg – bliver større og større. Det betyder, at vi skal stå på mål for ting, jeg ikke har lyst til at stå på mål for. De muligheder, vi har for at levere ordentlig velfærd til vores borgere, er dårligere, end de behøver at være,” sagde Faaborg-Midtfyns socialdemokratiske førstemand blandt andet.

Siden er det væltet ind med positive reaktioner fra både folketingsmedlemmer, borgmesterkolleger og helt almindelige borgere i mange egne af landet, der roser ham for at sætte ord på en nødvendig debat. Den opbakning overrasker ham ikke. I hvert fald ikke den, andre borgmestre er kommet med både privat og i interviews.

”I virkeligheden har jeg sådan set bare sagt det, vi taler om, når der er slukket for mikrofonerne i borgmesterkredsen,” siger Hans Stavnsager til Fagbladet FOA, før han torsdag og fredag er i Aalborg som deltager i Kommunaløkonomisk Form (KØF).

I virkeligheden har jeg sådan set bare sagt det, vi taler om, når der er slukket for mikrofonerne i borgmesterkredsen

Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn kommune

Christiansborg med i råbekoret 

Det er den kommunale verdens årlige svar på Roskilde Festival, men selv om finansminister Nicolai Wammen er blandt de optrædende, er det ikke sikkert, at Stavnsager får mulighed for at krydse klinger med sin partifælle.

”Der er ikke så meget tradition for at kunne sige noget til finansministeren, når han besøger KØF og er på scenen for at debattere med kommunernes formand. Så nu må vi se, om min kritik bliver genstand for debat,” siger Hans Stavnsager.

Hans hjertesuk udspringer i høj grad af de kommunale udgifter til især det specialiserede socialområde, som år for år bare vokser og vokser.

”Når vi i kommunerne gør opmærksom på det, får vi at vide, at vi skal prioritere. Men når vi så gør det, bliver vi kritiseret af forskellige interesseorganisationer og medierne, som jo bare passer deres arbejde. Men så ser vi også, at folketingspolitikere tilslutter sig råbekoret og fortæller, at kommunerne ikke kan finde ud af noget og svigter borgerne. Det irriterer mig,” siger Hans Stavnsager og fortsætter:

”Når regeringen og Folketinget ikke giver os flere penge til at løfte et område, forventer jeg, de står skulder ved skulder med os, når vi bagefter kritiseres. De skal også tage ansvar. I stedet står vi nu alene tilbage og skal forsvare, at der ikke er penge til at finansiere alt.”

 

Nødt til at skære i ældreplejen

I Faaborg-Midtfyn er man på grund af budgetoverskridelse i 2023 helt aktuelt ved at nedlægge ti stillinger i ældreplejen, selv om det, som Stavnsager formulerer det, ikke er ’færre, men flere medarbejdere, der er brug for’.

 

Kommunen kan heller ikke holde liv i indsatsen for at få eksempelvis flere social- og sundhedsansatte på fuld tid, selv om det er den medicin, ikke mindst regeringen anbefaler til at løse behovet for mere personale i pleje- og sundhedssektoren.

 

Og når regeringen så sent som i tirsdags præsenterer en plan for at øge antallet af uddannede i social- og sundhedsfagene, påvirker det også forholdene i Faaborg.

Her indgår sosu-eleverne ikke fuldt i normeringen i deres praktikforløb, fordi kommunen mener, det giver en bedre uddannelse. Det har kommunen allerede afsat to millioner kroner til, men nu er der udsigt til yderligere udgifter – uden kompensation.

 

”Det er også fint, at der nu skal satses endnu mere på at uddanne de ufaglærte i ældreplejen. Men når de er på skolebænken, skal vi selv betale vikarerne,” siger Hans Stavnsager med henvisning til andre af de regerings-ønsker, der blev præsenteret forleden.

 

Et fjerde eksempel opstod, da Folketinget for et par år siden justerede folkeskoleloven og besluttede, at de yngste elever et par gange om ugen skulle have en lidt kortere skoledag. 

Det kom til at koste Faaborg-Midtfyn 3,2 millioner kroner om året.

”I København tænkte de sikkert, at eleverne bare tager en almindelig bus hjem en time tidligere. Hos os findes den bus ikke, og vi måtte indsætte et ekstra rul med skolebussen. Uden kompensation. Den slags tager de ikke hensyn til,” mindes Hans Stavnsager.

Folketingsmedlem: Forstår frustrationerne

Et af de folketingsmedlemmer, der forstår Hans Stavnsagers frustrationer, er partifællen Kim Aas. Han er valgt i Faaborg-Midtfyn – og har såmænd orlov fra kommunalbestyrelsen, mens han passer sit arbejde på Christiansborg.

”Jeg gik faktisk til valg på, at der skulle være kortere afstand mellem Christiansborg og kommunerne, og jeg arbejder på at fortælle, at kommunerne ikke er ens. Sådan en dag som i dag, hvor regeringen præsenterer nye tanker til at rekruttere medarbejdere til ældreområdet, er det da ærgerligt at vide, at det risikerer at ramme skævt i en kommune som Faaborg-Midtfyn,” sagde Kim Aas til Fagbladet FOA kort før, han tirsdag formiddag skulle deltage i Socialdemokratiets ugentlige gruppemøde.

Og her brugte han faktisk sine to minutters taletid på at minde partifællerne – herunder statsminister Mette Frederiksen – om den kommunale utilfredshed.

”Jeg fortalte, at vi skal huske, at vi – selv i en tid med voldsomme dagsordener som to krige – også skal huske de ting, der lokalt fylder meget. Og det er da mit indtryk, at der blev lyttet til mig,” sagde han efter mødet til Fagbladet FOA.

 

Ikke sket noget endnu

Og hvis der ikke blev lyttet, bliver budskabet helt sikkert gentaget på lørdag, når Socialdemokratiet samler partiets hovedbestyrelse, alle folketingsmedlemmer og en række folkevalgte fra kommuner og regioner til partiets årlige, interne nytårsmøde. Her dukker Faaborg-Midtfyns borgmester også op.

”Der tager jeg nok emnet op igen. Jeg har allerede nævnt det flere gange i hovedbestyrelsen, men der er ligesom ikke sket noget endnu.”

- Er din beslutning om at trække dig som borgmesterkandidat definitiv?

”Ja.”