”Gud, hvor er hun sød”: Vaskeri-medarbejder blev den sidste i audiens hos dronningen
Vaskerimedarbejder Flemming Kjølstrup Jensen fik mandag sit helt eget lille kapitel i danmarkshistorien.
08. januar
Mandag eftermiddag blev der skrevet et helt specielt kapitel i Flemming Kjølstrup Jensens liv – og i danmarkshistorien. Det skete, da Flemming Kjølstrup Jensen på Christiansborg takkede dronning Margrethe for den fortjenstmedalje, han modtog sidste år som anerkendelse for 40 års trofast ansættelse på Centralvaskeriet på Bispebjerg Hospital – og her oplevede at blive den allersidste dansker, der kom i offentlig audiens hos majestæten, før hun på søndag abdicerer og overlader tronen til Kronprins Frederik.
”Det var en meget stor ære og en meget stor oplevelse. Og Gud, hvor er hun sød,” siger Flemming Kjølstrup Jensen efter det historiske møde med monarken.
En lang dag i fornemt selskab
Audiensen afvikles nemlig efter rangorden. Og som vaskerimedarbejder var Flemming Kjølstrup Jensen – der også er tillidsrepræsentant, meget aktiv i det faglige arbejde på både arbejdspladsen og i KLS’ bestyrelse og såmænd også har været medlem af FOA i 40 år – altså sidst i rækken.
Han måtte pænt vente på, at nyslåede dannebrogsriddere og højere rangerede fortjenstmedaljer havde sagt tak til dronningen. Men det spillede ingen rolle.
”Der skete hele tiden noget, og selv om jeg ikke har deltaget i den slags før, var det, som om der var en speciel stemning, fordi det var sidste gang. Det kunne man mærke på de ansatte,” siger Flemming Kjølstrup Jensen og beretter, at han blandt andet fik en lang og hyggelig snak med en plejehjemsmedarbejder og FOA-medlem fra Aalborg, før han iført sit stiveste puds blev kaldt frem.
Det mest spændende var selvfølgelig mødet med dronningen. Man kan godt se, hun er lidt skrøbelig, men jeg synes stadig, det er vemodigt, at hun træder tilbage
Flemming Kjølstrup Jensen, vaskerimedarbejder
En klipning havde pyntet
En af Kongehusets medarbejdere havde på forhånd spurgt ham, om det var i orden, at han blev fotograferet sammen med Margrethe til Kongehusets Instagram-profil. Det havde han intet imod. Tværtimod.
”Da fotografen kom ind, rejste Margrethe sig op, og jeg var nok den eneste af audiensgæsterne, der oplevede det,” fortæller vaskerimedarbejderen efter en på alle måder usædvanlig dag, hvor han udover alt det andet også oplevede at blive modtaget af to gardere og også så majestætens Rolls Royce.
”Men det mest spændende var selvfølgelig mødet med dronningen. Man kan godt se, hun er lidt skrøbelig, men jeg synes stadig, det er vemodigt, at hun træder tilbage.”
- Jeg er nødt til at spørge dig til dit meget flotte tøj. Havde du lejet det?
”Nej. Bortset fra handskerne, som jeg købte for 250 kroner, er det mit eget. Bukserne er købt i en butik, der ligger ved siden af Det danske Hus på Champs-Élysées i Paris. Jeg er født i et arbejderhjem og opdraget til, at man klæder sig fint på, når man skal ud. Nogen vil dog nok sige, at det havde pyntet med en klipning, og det er nok rigtigt.”