Så er OK24 skudt i gang: Forhandlerne klappet ind
Det handlede om sammenhold og solidaritet, da fagbevægelsens topforhandlere blev båret ind til det første forhandlingsmøde om nye overenskomster af røde faner, pyroteknik og kampsange. "Det giver os et ekstra gear," sagde FOA-formand Mona Striib.
04. januar
Så er forhandlingerne om nye overenskomster for omkring 494.000 lønmodtagere i kommunerne for alvor skudt i gang.
Det skete, da topforhandlerne fra Fagbevægelsens Forhandlingsfællesskab (FF) torsdag ankom til Kommunernes Landsforenings (KL) domicil til det første af mange, mange, mange møder med modparten.
Og det gik ikke stille for sig: Anført af FF-formand, Mona Striib, omkranset af røde faner, oplyst af pyroteknik, båret frem af klapsalver og til tonerne af den italienske kampsang Bella Ciao gjorde de deres entré med solidariske smil på læben.
Giver os et ekstra gear
Dén velkomst var Mona Striib, der også er formand for FOA, glad for.
"Det er ikke bare et cirkus, det her. Det betyder virkelig noget og giver os det ekstra gear, vi har brug for. Opbakningen fortæller mig, hvorfor vi gør det her," sagde hun til Fagbladet FOA.
Forinden havde fagligt aktive fra en lang række fagforbund – heriblandt 25 medlemmer af FOA Vestsjælland, der havde trodset vejrliget – varmet op en god times tid med taler, sang og kuskeslag.
For det var, indrømmet, en smule koldt at stå skulder ved skulder – selv da Bob Marley fra solskinsøen Jamaica indledte det hele og med sangen ’Get up, stand up, stand up for your right’, fik Tilde Kofoed til at søge varmen med lidt dansemoves.
Helt berettiget høje forventninger
Hun er fanebærer i LFS, og så er hun også kompetencepædagog i Københavns Kommunes børne- og ungdomsforvaltning og har sin daglige gang i adskillige institutioner. Her oplever hun, at der bliver længere mellem det pædagogisk uddannede personale.
"Vi har alt for længe fundet os i dårlige vilkår. Det ændrer vi kun, hvis vi viser, vi står sammen, så selvfølgelig er jeg med i dag," sagde Tilde Kofoed og blev suppleret af Martin Kragballe, der er formand for LFS Almenområdet:
"Ja, vi er her for at signalere sammenhold – og for at skabe opmærksomhed om overenskomstforhandlingerne blandt medlemmerne. Deres højeste ønske er bedre løn, og her er vores høje forventninger helt berettigede. Men det er spændende, om der er politisk vilje til at indfri dem," noterede han.
Nej, Wammen, det går ikke
Forsvarlig og robust aftale
Denne gang adskiller forhandlingsforløbet sig en smule fra det normale, fordi forhandlerne denne gang også skal fortolke og formulere indholdet af den trepartsaftale, der faldt på plads kort før jul – og som blandt andet sikrede sosu-ansatte og pædagoger et ekstraordinært lønløft. Det betyder blandt andet, at de forlig, der nu skal falde på plads, skal via Forligsmanden før de sendes til afstemning blandt lønmodtagerne. Om alt går vel, sker det i begyndelsen af april.
"Jeg forventer ikke, at implementeringen af trepartsaftalen bliver supersvær, for der er vi jo stort set enige. Bortset fra det, er det en helt almindelig overenskomstforhandling, vi står over for," sagde KL’s chefforhandler, Høje-Taastrup Kommunes konservative borgmester Michael Ziegler, da Fagbladet FOA fangede ham i KL-huset.
- I din inderlomme gemmer du garanteret en seddel, hvor du har nedfældet den maksimale ramme, du går med til. Må vi se den?
"Nej, lommen er lukket. Men der er da et stykke papir, hvor der står 'samfundsøkonomisk forsvarlig og robust'," svarede han, da han med en chefforhandlers lumske glimt i øjet kiggede ud på de røde faner foran hovedindgangen.
Fredag går startskuddet til forhandlingerne på det regionale område, der tæller cirka 114.000 lønmodtagere.