Afskaffelsen af store bededag giver ekstra løn: Det skal du vide

Da regeringen i starten af 2023 meddelte, at store bededag skulle afskaffes som helligdag, demonstrerede tusindvis af mennesker foran Christiansborg. arkivfoto // Jørgen True

Da store bededag blev lagt i graven som helligdag i starten af 2023, blev det i Folketinget vedtaget, at lønmodtagerne skal have en kompensation. Se her, hvad der gælder for dig.

15. januar

Efter årsskiftet er store bededag ikke længere en helligdag – men hvad betyder det egentlig for dig og for din løn?

  1. 1

    Forsvinder mit helligdagstillæg for arbejde på store bededag?

    Ja. Store bededag bliver en almindelig arbejdsdag, og der skal derfor ikke betales helligdagstillæg.

  2. 2

    Får jeg løn, når jeg arbejder på store bededag?

    Ja. Alle, der arbejder på den dag, der tidligere var store bededag, får løn efter almindelige regler. Det betyder, at hvis du ikke arbejdede på store bededag før, så skal du kompenseres for at gøre det nu.

    For en fuldtidsansat, der får fast månedsløn, er kompensationen 0,45 procent af årslønnen. Hvis du har en årsløn på 300.000 kroner, vil det sige, at du får en kompensation før skat på 1.350 kroner.

    Er du timelønnet, vil du blive aflønnet med din almindelige timeløn for de ekstra timer.

    Hvis du i forvejen har arbejdet på store bededag med helligdagstillæg, bortfalder helligdagstillægget.

  3. 3

    Forsvinder mine andre sædvanlige tillæg også?

    Nej. Det er kun dine helligdagsrelaterede tillæg, der forsvinder på det, der tidligere var store bededag.

    Hvis du for eksempel har overarbejde eller aftenarbejde på det tidligere store bededag, honoreres du fortsat for det som normalt.

  4. 4

    Hvornår får jeg udbetalt kompensationen for at arbejde på store bededag?

    Hvis du er månedslønnet, har du ret til en kompensation på 0,45 procent af din årsløn, hvis din arbejdstid er blevet øget efter afskaffelsen af store bededag. Du optjener kompensationen løbende. Din arbejdsgiver kan vælge at udbetale kompensationen løbende med hver månedsløn eller med maj- og augustlønningerne.

    Hvis kompensationen udbetales løbende, vil det fremgå på din lønseddel for januar måned.

  5. 5

    Min arbejdsgiver har valgt at udbetale kompensationen på 0,45 procent sammen med lønnen for maj og august. Hvordan er jeg stillet, hvis jeg fratræder min stilling før maj eller august?

    Du har krav på at få udbetalt den kompensation, du har opsparet siden den seneste udbetaling af løntillægget.

    Dette påvirkes ikke af, om du rent faktisk har præsteret den ekstra arbejdsdag, eller om denne først falder efter din fratrædelse.

  6. 6

    Jeg er på deltid – hvad med mig?

    Udgangspunktet er, at arbejdstiden stiger med 7,4 timer for fuldtidsansatte. For deltidsansatte stiger arbejdstiden forholdsmæssigt.

    Er du eksempelvis ansat på halv tid – 18,5 timer om ugen – stiger din arbejdstid med 3,7 timer. Er du ansat på 30 timer ugentligt, stiger din arbejdstid med 5,92 timer.

    Du får også som deltidsansat udbetalt et tillæg på 0,45 procent af din årsløn, hvis du er månedslønnet.

  7. 7

    Jeg er først blevet ansat i mit job efter den 1. januar 2024. Har jeg alligevel krav på kompensationen?

    Ja. Selvom du er blevet ansat som månedslønnet efter lovens ikrafttrædelse den 1. januar 2024, har du krav på kompensationen på 0,45 procent, hvis arbejdstiden er blevet forøget på grund af loven.

    Kompensationen kan imidlertid integreres i lønnen, men det kræver at du har indgået en aftale med din arbejdsgiver om det.

  8. 8

    Jeg er i fleksjob – hvad med mig?

    Fleksjobberes arbejdstid forøges ikke automatisk. Hvis du eksempelvis er ansat til at arbejde 10 timer om ugen, vil dette fortsat være gældende.

    Din arbejdstid kan dog alligevel stige, hvis du tidligere har haft fri på store bededag, men får forøget din arbejdstid med afskaffelsen af store bededag.

    Hvis du for eksempel normalt arbejder om fredagen, men har haft fri på store bededag, vil din arbejdstid stige efter den 1. januar 2024. Hvis din arbejdstid stiger, og din løn derfor også stiger, kan der delvist modregnes i fleksløntilskuddet.

    Hvis din løn falder, fordi du ikke længere modtager helligdagstillæg, kan dit fleksløntilskud stige. Vi anbefaler, at du i den situation kontakter din fagforening.

Hvis du har flere spørgsmål om afskaffelsen af storebededag og betydningen for dig, kan du finde svar på her.

Du kan også kontakte din FOA-afdeling, hvis du har spørgsmål.

Kilder: Fagbevægelsens Hovedorganisation og FOAs overenskomstafdeling