’Dybt, dybt bekymrende’: Mange medarbejdere tør ikke kritisere arbejdspladsen

Det kan være svært at sige fra, hvis man som medarbejder oplever, at ens kollega opfører sig forkert. Det kan for eksempel være, hvis en kollega taler grimt eller bevidst gør noget andet, end hvad en borger har behov for.

42 procent af FOAs medlemmer, der har oplevet kritisabel opførsel fra en kollega, tog det ikke op med lederen. Det viser en ny undersøgelse fra FOA.

Mange svarer i undersøgelsen, at de tog det op med kollegaen selv i stedet. Andre svarer, at de ikke havde tid og overskud på grund af pres. Og så er der mange, der er bange for ikke at blive lyttet til.

”Ledelsen lytter ikke. Det har vi prøvet,” skriver en.

”Brokker jeg mig, får jeg at vide, at hvis jeg ikke kan lide lugten i bageriet, kan jeg skride,” skriver en anden.

En tredje skriver: ”Jeg er bange for at blive udskammet og mobbet af kolleger.”

I alt svarer 26 procent, at de har holdt kritik af arbejdspladsen tilbage af frygt for negative konsekvenser.

Ekspert: Man har ansvar for sine kollegers opførsel

Det er et problem, mener eksperter. For at komme problemer med forråelse til livs kræver det, at ansatte tør reagere og kritisere, når de ser upassende og uhensigtsmæssig opførsel fra kolleger.

”Hvis man som professionel ser tegn på forråelse hos andre, har man ansvar for at handle på den viden. I det splitsekund, man opsnapper noget, har man ansvaret for at reagere,” har psykolog og ekspert i forråelse Dorthe Birkmose for nyligt sagt til Fagbladet FOA.

”Forskning viser, at der i 80 procent af de tilfælde, hvor et menneske krænker et andet menneske, er et vidne til stede. Og det er vidnerne, jeg har mit håb til. For det viser sig, at hvis de lykkes med at reagere i situationen, så vil krænkelserne i halvdelen af tilfældene stoppe og aldrig ske igen,” siger hun.

Det er altså de tavse vidner, der skal på banen. Og det er næsten ligegyldigt, hvad man siger – bare man siger noget, forklarer Dorthe Birkmose.

”Det behøver ikke være en sætning eller noget, der er fint formuleret. Det kan såmænd bare være et ’hov,’ ’aaarh’ eller ’åh-åh.’ Det er selve reaktionen, der er afgørende.”

FOA: Aldrig giv op, for alternativet er værre

Hos FOA kalder fagpolitisk ordfører Maria Klingsholm det bekymrende, at FOAs medlemmer i så høj grad ikke tør påtale kritisabel adfærd, fordi de frygter for konsekvenserne.

”Ligesom så mange andre bliver jeg enormt påvirket af udsendelserne om forråelse, og at så mange medarbejdere oplever, at de ikke kan tale om den slags problemer, at de ikke bliver taget alvorligt, og at de bliver fejet af, er dybt, dybt bekymrende,” siger hun.

Men hun forstår godt, at det kan være svært at være FOAs medlemmer lige nu.

”Situationen, vi står i ude på arbejdspladserne lige nu, er hård, for vi mangler kolleger, der er besparelser og dårlige rammer og vilkår, og borgerne bliver mere komplekse, så jeg forstår det, hvis man bliver afmægtig og ikke tør eller ikke orker italesætte problemerne,” siger hun.

”Men jeg håber virkelig, at man prøver at kæmpe mod sin modløshed, og at man ikke giver op. For alternativet er værre. Det er svært at blive ved med at arbejde et sted, hvor tingene ikke er i orden. Både for borgerne, kollegerne og for en selv,” siger Maria Klingsholm.

I stedet kan det være en idé at alliere sig flere ad gangen, hvis man vil påtale arbejdspladsens problemer, foreslår hun. På den måde er det sværere for ledelsen at ignorere det.

”Og ellers er der jo det formelle system af arbejdsmiljørepræsentanten, tillidsrepræsentanten og ens FOA-afdeling, man kan tage fat i. Og i sidste ende nogle politikere i kommunen, der skal råbes op. Men det tyder på, at hvis man skal helt derud, hvor medarbejderne skal råbe politikerne op, så er der noget i det formelle system, vi skal opdatere,” siger Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører i FOA.