Politikere kritiseres for at kalde ansatte for ’brodne kar’ – Men det er ’helt relevant’ at reagere sådan, mener minister
Det ødelægger den psykologiske tryghed og forværrer forråelsen, når politikere udskammer i medierne, mener eksperter. Men minister står ved sine ord.
02. december 2023
De sociale tilsyn skal ’fange de brodne kar’, som ser ’en lam Netflix-serie’ på arbejdet, og som har ’et menneskesyn, der er helt galt’.
Sådan lød det fra social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil i interviews og på sociale medier, efter TV 2 i begyndelsen af november sendte Operation X-udsendelsen ’Nødråb i natten’ om omsorgssvigt og forråelse på to bosteder.
Men den slags udskammende sprogbrug forværrer problemet med forråelse og gør det sværere at komme den til livs. Det har eksperter fortalt til Fagbladet FOA.
”De (politikerne, red.) bliver nødt til at forstå, at de ødelægger ældreområdet. Med udmeldingen om manglende empati og brodne kar siger de samtidig, at de ikke vil hjælpe nogen,” sagde psykolog og ekspert i forråelse Dorthe Birkmose, da dokumentaren ’Opråb fra plejehjemmet’ om forrået adfærd i ældreplejen blev vist i efteråret 2022.
”Nu har vi udskammet siden sagen om Fælledgården i 2006, og det har ikke virket. Kan vi ikke blive enige om det? Lad os prøve at gøre noget andet,” sagde Dorthe Birkmose.
Også forsker i kvalitet i ældreplejen fra RUC, Tine Rostgaard, kritiserer politikernes måde at reagere på i sager med skjult kamera og forråelse.
Hun sagde i forbindelse med samme dokumentar, at hun savner ”at politikerne i højere grad søger en forståelse af, at der er strukturelle forhold, der har været med til at skabe de kritisable ting, som vi ser i dokumentaren. Det handler ikke om mangel på empati.”
Ministerens grundige overvejelser
Men den socialdemokratiske social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil holder fast i at bruge ord som ’brodne kar’. Det fortæller hun til Fagbladet FOA i et interview om hendes overvejelser om ordvalget i forbindelse med den seneste dokumentar om forråelse.
”Jeg har tænkt grundigt over mine overvejelser. Jeg ved godt – jeg besøgt tilpas mange bosteder og har læst tilpas mange undersøgelser om det – at langt de fleste medarbejdere på vores botilbud knokler fra morgen til aften og gør et vanvittigt godt stykke arbejde for de borgere, de er omkring. Derfor synes jeg, det er ret vigtigt at sige, at her er der tale om nogle medarbejdere, der opfører sig anderledes end størstedelen af medarbejderne i sektoren. Derfor kalder jeg dem ’brodne kar’,” siger hun.
”Det er jo ikke normalt”
Psykolog Dorthe Birkmose peger på, at arbejdspladser for at komme forråelse til livs skal skabe det, hun kalder psykologisk tryghed. At medarbejdere skal kunne tale om de fejl, der sker på arbejdspladsen, og de skal turde sige højt, hvis de selv eller en kollega for eksempel reagerer forrået.
- Men eksperter på området mener, at det ødelægger den psykologiske tryghed, når politikere som dig udskammer og bruger ord som ’brodne kar’. Hvad siger du til det?
”Vi bliver simpelthen også nødt til at kunne sige, at folk, der bruger tre timer af deres vagt på at se Netflix, mens der er et menneske, der slår sig selv i hovedet, det er jo ikke normalt. Det vil jo ikke være sådan, de fleste mennesker går på arbejde. Hvis ikke man sætter ord på, at det her er en sjældenhed – altså et broddent kar – så vil man jo som faggruppe føle, at alle bliver udskammet,” siger ministeren, som mener, at der er forskel på, hvordan man som arbejdsplads reagerer, når man ser forråelse, og hvordan hun politisk reagerer.
”Når vi har at gøre med noget, hvor det bliver dokumenteret, at der er en, der sidder og selvskader, og en medarbejder, der er komplet ligeglad, så synes jeg, det er helt relevant, at vi reagerer.”
- Når eksperter siger, at du og andre politikere har et ansvar for, hvordan problemet bliver talt om i offentligheden, hvad tænker du så?
”Det mener jeg bestemt også. Det var også, derfor jeg brugte tid på at tænke over, hvorfor jeg præcist kaldte det ’brodne kar’. Det er jo, fordi jeg ønsker at undgå, at man som medarbejder på det socialpædagogiske område føler sig ramt af en kultur, som er på en enkelt arbejdsplads – i det her tilfælde to arbejdspladser.”
”Hvis jeg var socialpædagog eller ufaglært på området, ville jeg simpelthen ikke have siddende på mig, at det er sådan, vi generelt opfører os. At vi ikke tager os af, at folk ligger og skriger eller selvskader. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, hvordan vi taler om det, og det er præcist derfor, jeg har valgt de ord, jeg har gjort,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.