Mia Kristina Hansen blev kendt som ’Mia fra Lindegården’, da hun i 2016 blandt andet var afsender på en underskriftsindsamling med et opråb til landets politikere: Nej til flere drab! I 2018 blev hun aktiv i SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed.
Jørgen True
Af
Alexander Pilgaard Kjær
Journalist
Det er, da Mia Kristina Hansens yngste søn i 2011 får angst, at noget går op for hende. På det tidspunkt er Jonas ni år, og i takt med at angsten forværres, har han til sidst ikke lyst til at gå i skole. Det eneste, han vil, er at være sammen med sin mor.
”Han kunne ikke være væk fra mig overhovedet. I starten havde jeg ham med på arbejde, men det kunne jeg jo ikke blive ved med. Så jeg endte med at måtte sygemelde mig i et halvt års tid for at være hjemme hos ham,” fortæller Mia Kristina Hansen i sin stue i den lille fireværelseslejlighed i Roskilde, hvor portrætter af de to sønner pryder vindueskarmen.
På bogreolen står ’Superskurk’ af Årets Sundhedsdebattør, Anna Juul, og ’Drømmene Maler Virkeligheden’ af Tobias Rahim, der sidste år oplevede et angstanfald forud for P3 Guld-showet.
Mia Kristina Hansen, der i mange år har arbejdet som pædagog og efterfølgende i socialpsykiatrien, oplever i 2011 for første gang i sit liv selv at have et familiemedlem, der har brug for hjælp i psykiatrien.
Og det er her, det går op for hende, at det system, hun møder, simpelthen må kunne gøres bedre. For hun kastes rundt til først skolen, så kommunen, så lægen og så tilbage til kommunen. Uden at nogen kan hjælpe hende.
Flere syge mennesker
Det system, Mia Kristina Hansen kritiserer, møder hun nærmest dagligt den dag i dag. De seneste knap to år har hun været formand for ’SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed’, der kæmper for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sindslidelser – og ikke mindst kæmper for at forbedre de forhold og vilkår, der blandt andet findes på de psykiatriske bosteder.
Jonas: Jeg er stolt af min mor
Da Mia Kristina Hansens søn Jonas blev ramt af angst i 2011, gik hun ind i kampen for at forbedre forholdene for mennesker med sindslidelser. Jonas blev rask, men Mia Kristina Hansen har fortsat sin kamp.
”Jeg er virkelig glad for og stolt af det arbejde, min mor laver i dag. Når jeg møder nye mennesker og skal fortælle, hvad min mor laver, siger jeg det altid med en følelse af stolthed, fordi jeg ved, at mange mennesker har haft psykiske lidelser tæt inde på livet. Så jeg ved, at det arbejde, hun laver, hjælper rigtig mange,” siger den i dag 22-årige Jonas.
Med sønnen oplever Mia Kristina Hansen det, som om ’systemet’ forsøger at finde udefrakommende årsager til sønnens angst. Men det er en forkert måde at anskue psykiske lidelser på, mener hun.
”Vi tager ikke udgangspunkt i det enkelte menneske. Vi tager udgangspunkt i og bruger ressourcer på at finde ud af, hvilken kasse det her menneske skal puttes i, fordi pengene så også skal komme fra den kasse. Og jeg tror på, at vi – ved at kaste dem sådan rundt i systemet – får flere syge mennesker,” siger hun med stålfaste øjne.
Det kunne have været mig
I løbet af 2013 får hendes søn det bedre, og et par år senere opretter hun ’Foreningen for børn med angst’, der i første omgang er en Facebook-gruppe.
I 2014 tager Mia Kristina Hansen vikarvagter på det psykiatriske bosted Lindegården, der ligger få minutters gang fra hendes hjem. Det bliver hun så glad for, at hun året efter fastansættes. Men selvom hun elsker sit arbejde, sine kolleger og borgerne, går det op for hende, at både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø halter.
”Alting virkede så skrabet. Hvis noget gik i stykker, blev det ikke erstattet. Så var det bare ødelagt,” siger hun og mister tråden i sin talestrøm, da en ambulance med udrykning suser forbi ude på gaden.
Det er en gammel refleks altid lige at følge lyden fra sirenerne. For der kommer tit udrykning på den lange Møllehavevej, der fører ned til Lindegården. Oftest er det kun med udrykning den ene vej, fortæller hun. Men en aften – fredag 25. marts 2016 – hører hun udrykningen begge veje. Hendes kollega Vivi Hansen er blevet stukket ihjel af en borger på Lindegården.
”Den oplevelse sidder i nervesystemet. Og jeg bliver tit mindet om det, fordi jeg tænker, at det kan ske igen. Tanken om, at det kunne have været mig. Tanken om, at nogle af de situationer, jeg befandt mig i, kunne være endt galt,” siger hun og kigger sig omkring som for at lede efter ordene.
Startskuddet til det politiske
Den aften siger Mia Kristina Hansens søn til hende, at ’så er hun vist færdig med at arbejde der!’
Men det er hun ikke. Der går hele to år, før hun siger op.
For i den efterfølgende tid bliver hun talsperson for de ansatte på Lindegården, der indleder en strejke i kølvandet på drabet, fordi de ønsker værdige forhold for beboere og ansatte. Københavns Kommune, der ejer Lindegården, tilfører ganske vist flere penge til Lindegården, men ifølge Mia Kristina Hansen bliver de ikke brugt klogt:
”Vi fik bare en masse vikarer. Vi ville jo have flere fastansatte. Så jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at der ikke blev gjort det nødvendige for at ændre på tingene.”
Jeg endte med at måtte sygemelde mig i et halvt års tid for at være hjemme hos ham.
Det er også kort tid efter, FOAs medlemmer lærer Mia Kristina Hansen at kende som ’Mia fra Lindegården’.
Hun står som afsender på en underskriftsindsamling med et tydeligt opråb til landets politikere: Nej til flere drab! Og så – godt to år efter drabet på Vivi Hansen – siger hun op. Uden nogen plan, men med et stort netværk.
For som talsperson for Lindegården er hun blevet inviteret til en høring på Christiansborg om vold på bosteder. Her har hun blandt andre mødt Knud Kristensen – den daværende formand for SIND. Og da de i ’Foreningen for børn med angst’ ikke havde nogen penge, spurgte Mia Kristina Hansen ham, om han havde nogle gode idéer:
”Knud spurgte så, om jeg ikke kunne tænke mig, at ’Foreningen for børn med angst’ kom ind under SIND. Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Senere i 2018 kom jeg ind i SINDs ledelse, og i 2019 blev jeg 2. næstformand. I 2021, da Knud gik på pension, blev jeg så valgt som formand for SIND.”
Et ønske om at tage snakken
Udover arbejdet for at det enkelte menneske kommer i fokus, ønsker Mia Kristina Hansen, at der kommer et øget fokus på at agere i stedet for at reagere. At forebygge i stedet for altid at symptombehandle. At aftabuisere psykiske lidelser.
”Mange siger, at vi ikke kan forebygge psykiske sygdomme, fordi det ligger i generne. Men jeg tror på, at hvis én får en skizofreni-lidelse, kan vedkommende sagtens leve et rigtig godt liv, hvis der er sørget for ordentlige vilkår og nogle ordentlige livsmuligheder,” siger hun og sammenligner det med folk med diabetes. Diabetikere ved nemlig, hvad de skal gøre for ikke at få det dårligt.
”Tænk, hvis man i skolen lærer, at angst er ’normalt’ at få, når der sker noget indgribende i dit liv. Tænk, hvis man fra en tidlig alder lærer, at det er hjernen og kroppens naturlige reaktion på, at der sker noget usundt.”
Mia Kristina Hansen mener, at der begynder at ske noget i disse år – og ikke kun fordi, psykiatrien har været ramt af flere tragedier som den på Lindegården i 2016. Hun oplever, at danskerne faktisk er begyndt at tale mere åbent og fordomsfrit om psykiske lidelser. Præcis som hun selv begyndte på, da hendes søn blev ramt af angst i 2011.
Blå bog
Uddannet pædagog i 1998.
Mor til to drenge – den yngste blev ramt af angst som niårig.
Stiftede i 2015 ’Foreningen for børn med angst’ for at dele oplevelser med folk i samme situation.
Har arbejdet i socialpsykiatrien fra 2014 til 2018, hvor hun blandt andet blev talsperson for medarbejderne på Lindegården, der i 2016 oplevede, at en af deres kolleger blev slået ihjel af en beboer.
Blev en del af Landsforeningen SINDs ledelse i 2018.
Valgt til 2. næstformand i 2019, inden hun i 2021 blev valgt til formand.
Har været elevrådsformand, tillidsrepræsentant som pædagog og har altid været politisk aktiv.