'Det er ret vildt': Det her vil FOA kæmpe for ved OK24

FOA-formand Mona Striib er virkelig stolt over medlemmernes engagement og flere tusinde forslag til næste års OK-forhandlinger: ”Vores medlemmer forventer et stærkt resultat, og det forventer jeg også, at vi giver dem,” siger hun. Robert Wengler

FOAs medlemmer har afleveret tæt på 4.000 krav til de kommende forhandlinger om nye overenskomster.

12. oktober 2023

Højere løn. Og ikke mindst højere løn til dem med de laveste lønninger.

Det bliver – ikke overraskende – et par af FOAs dominerende krav, når forhandlingerne om nye overenskomster på det offentlige arbejdsmarked for alvor går i gang i begyndelsen af januar.

Det ligger fast, efter at FOAs hovedbestyrelse og medlemmer af faggrupperne på et strategimøde torsdag diskuterede og prioriterede de ønsker og krav, FOA stiller med – blandt andet på baggrund af de næsten 4.000 forslag, som medlemmer fra hele landet – husassistenter, sosu-ansatte, dagplejere, ambulancebehandlere og godt 50 andre faggrupper – har indsendt de seneste måneder.

”Et af deres budskaber er, at de lavestlønnede skal tilgodeses. Det skal jeg nu bære videre til de øvrige organisationer i Forhandlingsfællesskabet, og det gør jeg gerne. Jeg er nemlig helt enig,” siger FOA-formand Mona Striib, som i øvrigt er ret stolt over medlemmernes engagement og lyst til at påvirke de nye overenskomster:

”Det er ret vildt, at vi har modtaget så mange gode bud. Det fortæller mig, at vi i FOA har et levende demokrati.”


Inflation har ramt hårdt

Det er langt hovedparten af de knap 4.000 krav, der handler om løn i forskellige afskygninger. Lige fra det generelle ønske om højere lønninger til ønsket om eksempelvis bedre genetillæg for natarbejde og højere elevløn.

Og lønstigningerne skal selvfølgelig – hvis det står til Mona Striib og medlemmerne – være i kroner og øre og ikke i procenter. Det krav har FOA stillet før, og det krav vil FOA blive ved med at stille, indtil det lykkes. Men også denne gang bliver det svært, vedgår forbundsformanden.

Kun ét af de øvrige forbund – og det er 3F – støtter FOAs tanker. Og ifølge Mona Striib er præcis dét ønske blevet endnu mere presserende efter de seneste års inflation.

”Rigtigt mange af vores medlemmer har været hårdt ramt. De kan i højere grad end andre mærke det, når priserne stiger, så jeg er ikke overrasket over, at løn fylder så meget. Nu er det så op til os, der forhandler overenskomsterne, at levere et resultat, der kan mærkes i vores medlemmers økonomi. Det er der virkelig brug for,” siger Mona Striib og lover at FOA går ’offensivt til værks’.


Udgangspunktet bedre end sidst

På listen over de krav, FOA stiller med på vegne af alle medlemmer, optræder der også en lang række andre punkter, der blandt andet handler om at forbedre arbejdsmiljøet, styrke tillidsrepræsentanterne og give bedre forhold for seniorerne.

Derudover skal hver enkelt af de fire sektorer nu formulere krav, der alene handler om deres egne faggrupper.

Og midt i november samler og koordinerer Forhandlingsfællesskabet, hvor Mona Striib også er formand, forslag fra alle fællesskabets medlemsorganisationer. Og midt i december mødes lønmodtagerne med kommunale, regionale og statslige arbejdsgivere for at udveksle krav.

Og selv om det ifølge Mona Striib ikke er nemt at forhandle overenskomster på det offentlige område, er udgangspunktet markant bedre end det var tilfældet før OK-forhandlingerne i 2021. Dengang stod samfundet midt i en coronakrise, og økonomien var presset.

”Denne gang står vi meget bedre, hvis vi ser på både samfundsøkonomien og de meget pæne lønstigninger, det private arbejdsmarked hentede ved deres forhandlinger i foråret. Vores medlemmer forventer et stærkt resultat, og det forventer jeg også, at vi giver dem,” siger Mona Striib.

 

Trepart skal på plads

Og det siger hun, velvidende at forberedelserne denne gang sker samtidig med, at regeringen, lønmodtagerne og arbejdsgiverne netop nu er midt i forhandlingerne om det ekstra lønløft på tre milliarder kroner, regeringen har stillet det offentlige arbejdsmarked i udsigt.

 

De penge skal bruges til at hæve lønnen for nogle af de faggrupper, der i særdeleshed har – og fortsat vil have – svært ved at rekruttere nye medarbejdere. Forhandlingerne sker uafhængigt af overenskomst-forløbet, men resultatet kan dog få indflydelse på nogle af de aftaler, der skal falde på plads efter nytår.

Tidslinje: Sådan forløber OK24

10. november: Generelle krav afleveres til Forhandlingsfællesskabet
13. december: Lønmodtagere og arbejdsgivere på det kommunale og regionale område udveksler krav
Begyndelsen af januar: De politiske forhandlinger indledes for alvor
Slutningen af februar: Forhandlingerne afsluttes
Marts: Forlig sendes til urafstemning
1.april: Nye overenskomster træder i kraft

Forudsætningen for denne tidslinje er, at forhandlingerne kører ’efter bogen’. Forhandlingerne kan dog trække ud – det er blandt andre forligsmanden og resultatet af urafstemningen med til at afgøre. Sker det, får de nye overenskomster virkning med tilbagevirkende kraft og vil stadig være gældende fra 1. april.

Kilde: FOA