Over 2.500 er allerede gået op på fuldtid: Forstå, hvorfor det stadig fylder hos politikerne
Massive diskussioner om, hvorvidt blandt andet sosu’er skal gå op i tid raser i disse dage. Men hvad er op og ned i diskussionen? Og er du egentlig fuldtidsansat, hvis du arbejder 28 timer som nattevagt?
28. september 2023
Sosu-assistenter og -hjælpere er to af de grupper offentligt ansatte, der skal til at arbejde fuldtid, hvis de vil have del i de tre milliarder lønkroner, der skal forhandles om til dette års trepartsforhandlinger.
Sådan lyder budskabet fra regeringen, der i mandags fremlagde syv modkrav til det lønløft, som den lægger op til at tildele sosu-assistenter og -hjælpere, fængselsbetjente, sygeplejersker og pædagoger.
Bare i ældreplejen risikerer man nemlig at mangle mellem 15.000 27.000 sosu-hjælpere og -assistenter frem mod 2035, viser en ny fremskrivning fra Finansministeriet. Derfor er det ifølge formand for FOA, Mona Striib, med god grund, at regeringen forsøger at få flere offentligt ansatte til at gå fra deltid til fuldtid.
”Den helt åbenlyse årsag er, at vi ganske enkelt mangler personale i det offentlige. Den udfordring bliver kun større med den demografiske udvikling, hvor vi ser en massiv årgang af ældre, der har brug for pleje. Som det ser ud nu, har vi ikke arbejdstimer nok til at klare vores opgaver i ældreplejen. Derfor skal vi have vendt bøtten og sikre, at der er flere på fuldtid end på deltid – ellers står vi med en katastrofe,” siger Mona Striib.
Er du fuldtidsansat eller ej?
Udviklingen går for langsomt
I dag arbejder de fleste social- og sundhedsassistenter og -hjælpere på deltid. Ikke desto mindre er flere og flere sosu-assistenter og -hjælpere gået op i tid i løbet af de seneste fem år.
Det viser nye beregninger, som vi på Fagbladet FOA har lavet ud fra data fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.
Tallene viser desuden, at der i dag arbejder 2.553 flere social- og sundhedshjælpere og -assistenter på fuldtid i ældreplejen end i 2018.
”Det går den rigtige vej, men det går bare for langsomt og derfor er der behov for at presse på med at få folk op i fuldtid,” forklarer Mona Striib og fortsætter:
”Der vil selvfølgelig stadig være mulighed for at arbejde deltid, hvis man aftaler det med sin leder. Men udgangspunktet skal ikke være, at vi arbejder deltid, som det er i dag – det er simpelthen uholdbart,” lyder det.
- Hvad vil du sige til de medlemmer, som ikke ønsker at gå på fuldtid?
”Vi skal gøre det til normen at arbejde fuldtid. Men alle kan opleve tidspunkter i tilværelsen, hvor de kan få behov for deltid. Det skal vi værne om, at man fortsat har mulighed for,” siger Mona Striib.
Fuldtid skal gå hånd i hånd med godt arbejdsmiljø
FOAs formand har længe arbejdet for at knække koden til, hvordan det kan blive favorabelt for medarbejderne i ældreplejen at gå op i tid.
I 2020 lancerede FOA derfor i samarbejde med KL og resten af Forhandlingsfællesskabet projektet En Fremtid med Fuldtid, der i samarbejde med landets kommuner skulle eksperimentere med, hvad der skulle til for at få medarbejderne til at gå op i tid.
”Det nytter ikke noget bare at sætte folk på fuldtid, uden også at give medarbejderne større medindflydelse på, hvornår de arbejder eller give dem en bedre pausekultur, et fokus på arbejdsmiljø og arbejdsfællesskaber. Det må være en del af pakken. Når man skal skrue på fuldtid, kræver det, at arbejdsgiverne tager ansvar for et godt arbejdsmiljø,” understreger Forbundsformanden for at forklare, hvilke erfaringer projektet har kastet af sig.
Ifølge Nina Banerjee, der er projektleder på En Fremtid med Fuldtid, som mere end 40 kommuner er med i, taler erfaringerne deres tydelige sprog. Det at gå op i tid kan være med til at sætte fokus på pauser og på at fordele opgaveløsningen jævnt ud over dagen, så man bedst muligt undgår spidsbelastede perioder i løbet af en arbejdsdag.
”Det at få en kontinuitet i, hvem der er til stede på arbejdspladsen, gør en kæmpe forskel både for borgere og medarbejdere. Mange stresser for eksempel over at skulle aflevere en opgave til en vikar, og borgerne bliver også mere forvirrede af det skiftende personale,” siger Nina Banerjee.