Allan er kongen af arbejdsmiljø – Nu er han i spil til fornem pris
Den 70-årige køkkenmedhjælper Allan Starp – blandt kolleger og venner kendt som The King – brænder for den gode arbejdsplads. Nu er han nomineret til titlen Årets Arbejdsmiljørepræsentant. ”Det gode arbejdsliv slutter ikke med et liv på hospitalet,” lyder hans mantra.
15. september 2023
Han brænder for at sikre sine kolleger den bedst mulige arbejdsplads. Det gælder både fysiske forhold og alt det, der betyder noget for sammenholdet.
I 20 år har hans mantra derfor været, at det gode arbejdsliv ikke slutter med et liv på hospitalet. Man er rask, når man møder. Og rask, når man går hjem.
Nu har andre også fået øje på ildsjælen og køkkenmedhjælperen Allan Starp og hans årelange indsats for de omkring 40 medarbejdere i Københavns Madservice: Han er nemlig blandt de fem, som kan løbe med titlen som Årets Arbejdsmiljørepræsentant, når A4 Medier hædrer både tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter ved en fest den 1. november.
”Jeg blev rørt og fældede også en tåre, da jeg hørte, at jeg var blevet nomineret til prisen,” fortæller han til Fagbladet FOA.
Det hele sejlede – men endte godt
Allan Starp blev ansat i Københavns Madservice for 23 år siden. Allerede tre år senere blev han bedt om at påtage sig opgaven som suppleant for den daværende sikkerhedsrepræsentant. Og han blev bidt af arbejdet, hvor udfordringerne blandt andet handlede om larm, lys, udluftning og arbejdsstillinger.
”Den gang var der en stor udskiftning blandt personalet. Mange sad og tudede, mændene brugte tiden på at ryge og drikke, og stemningen var præget af, at vi i en kort periode først i 00’erne hverken havde leder, tillids- eller sikkerhedsrepræsentant. Det hele sejlede, og det var faktisk et forfærdeligt sted,” mindes Allan Starp.
Alligevel blev han hængende. For han kunne godt lide arbejdet. Og i dag omtaler han kun Københavns Madservice som ’en dejlig arbejdsplads’.
”Vi respekterer hinanden, vi taler sammen i en god tone, vi er åbne og engagerer os,” siger Allan Starp og nævner overlevelsesøvelser, motion og udflugter til eksempelvis Skovtårnet på Sydsjælland som nogle af de aktiviteter, der styrker sammenholdet.
Farvel til grisespande
Det fysiske arbejdsmiljø har også ændret sig markant. Københavns Madservice, som hver dag laver mad til knap 2.000 ældre københavnere, rimer på moderne teknologi og nye redskaber. Og det bliver meget konkret, når Allan Starp fremhæver tre af de bedste idéer, han står bag.
”De gamle jernporte vejede meget og var svære at åbne og blev erstattet af automatiske døre. Flisegulvet blev skrottet til fordel for et meget mere skridsikkert gulv, der heller ikke larmede så meget. Og så var jeg glad, da vi fik en biokværn i stedet for de gamle grisespande. De var sgu tunge at slæbe rundt på.”
Regner med seniorsamtale som 72-årig
Som arbejdsmiljørepræsentant er det Allan Starp, der ud over sit egentlige arbejde i produktionslinjen har styr på blandt andet kollegernes beklædning, sikkerhedsudstyr og omgang med kemikalier. Og han er så glad for alle opgaver, at han – selv om han i foråret rundede 70 år – slet ikke tænker på at lade sig pensionere.
”Det kapitel begynder vi måske at tale om, når jeg om et par år kan fejre 25-års jubilæum. Så har jeg rundet 72 og skal måske have en seniorsamtale med chefen,” griner han.
Det er Allan Starps kolleger, der har indstillet ham til prisen. Her fremhæver de blandt andet hans evne til at agere bindeled mellem ledelse og medarbejdere. Og den rolle er hovedpersonen selv meget opmærksom på.
”Som arbejdsmiljørepræsentant er min vigtigste opgave at sikre, at både ledelse og medarbejdere overholder loven. Og jeg har da også et godt forhold til ledelsen. I mine 20 år på posten har jeg ikke haft et eneste skænderi med de to ledere, jeg har haft. Vi taler fornuftigt om tingene, og forudsætningen for et godt arbejdsmiljø er, at ledelsen er med på den,” siger han.
Kollegernes anerkendelse kom også til udtryk, da Allan Starp tidligere på året fejrede sin runde fødselsdag, og de forærede ham en rollator med inskriptionen ’KONGEN’. Det kælenavn hænger på ham, fordi han som billardspiller havde for vane at hæve armene i triumf efter et smukt stød og udbryde ’The King is back’.
For kollegerne er han allerede Kongen af Arbejdsmiljø. Og han vil garanteret blive rørt – og sikkert også fælde en tåre – hvis han om halvanden måned kåres til Årets Arbejdsmiljørepræsentant.