Truet på livet med mursten: Katja måtte barrikadere sig på kontoret

Efter at være blevet truet på livet med mursten flyvende mod sig, barrikaderer Katja Nielsen Gregersen sig inde på personalekontoret på det helt nyåbnede Dalbygaard Botilbud lidt nord for Randers.

Hun ringer til sin leder. Intet svar. Hun ringer igen. Stadig uden held. For han sidder lige i et møde. Først efter seks opkald og godt 50 minutter senere sker der endelig noget, da politiet ankommer til botilbuddet og får styr på den mandlige beboer, der havde fået en psykose.

”Det var tilbage i januar – et par uger, efter at vi åbnede. Efterfølgende var der ikke nogen, der spurgte ind til det. Ingen opfølgning. Sket var sket, og så var det bare videre.”

Hændelsen endte med at blive politianmeldt, hvilket Fagbladet FOA har set beviser for. Der er dog ikke truffet nogen afgørelse i sagen endnu.

Gammel vin på nye flasker

Ovenstående episode fortæller den 32-årige social- og sundhedsassistent Katja Nielsen Gregersen, der i januar var med til at starte Dalbygaard Botilbud op. 30. juni ringede hendes nu tidligere leder og opsagde hende med den begrundelse, at Kanstrupgaard Forsorgshjem skulle lukke, og derfor skulle der spares.

Dalbygaard Botilbud drives nemlig af Organisation for Social Indsats (OFSI), som også ejer det skandaleramte Kanstrupgaard Forsorgshjem, der i juni mistede sin godkendelse til at drive bosted.

Dalbygaard Botilbud har fem mandlige beboere, der alle er misbrugere med forskellige diagnoser – lige fra ADHD og autisme til skizofreni og narcissistisk personlighedsforstyrrelse. To af de fem beboere kommer sågar fra Kanstrupgaard Forsorgshjem, fortæller Katja Nielsen Gregersen.

I den sidste måned, hun var ansat, var der også en borger i efterforsorgen, som den ene af de to medarbejdere, der var på arbejde, skulle køre ud til i godt tre timer ad gangen. Og det efterlod så den ene medarbejder med fem udadreagerende mandlige beboere.

Katja Nielsen Gregersen fortæller desuden, at de resterende fem medarbejdere har vidt forskellige baggrunde.

”Der er en social- og sundhedshjælper. Men ellers er der en vagt, en snedker, en tømrer og en bilforhandler, der dog tidligere har arbejdet inden for faget. Og så er der afdelingslederen, der er arkitekt.”

Et elendigt arbejdsmiljø

Adspurgt om, hvad hun syntes om arbejdet, tøver hun ikke. Hun syntes, det var et rigtig fedt arbejde med spændende beboere og skæve eksistenser, hun kunne gøre en forskel for. Hun havde fantastiske kolleger, hvor der både blev snakket om det arbejdsmæssige og det private. Men de fysiske rammer på stedet var noget helt andet:

”Selve stedet er jo ikke godt. Der er ingen overfaldsalarmer eller andre typer af sikkerhed. Hvis der skete noget, måtte jeg ringe til afdelingslederen eller politiet. De første tre måneder var uden firmabil, så jeg kørte beboerne rundt efter stoffer i min egen,” siger Katja Nielsen Gregersen og fortsætter med at beskrive organisationen:

”Selve organisationen er noget værre rod. En måned kom der ikke løn ind. Nogle gange fik vi først lønsedler, efter lønnen var gået ind. De første måneder havde vi ikke et firmakort, så vi skulle selv lægge ud for det, der manglede til madlavningen. De penge blev så lagt oven i vores næste løn – ikke noget med en straksoverførsel, og så betalte vi jo i princippet skat af de penge to gange.”

Og så var der det med, at der ikke blev lyttet. Hverken på medarbejderne eller beboerne. Beboerne, fortæller Katja, havde ingen indflydelse på, hvad der blev købt ind af mad og dermed heller ikke, hvad de fik at spise. Og medarbejdernes ønsker til ændringer – for eksempel det med, at beboerne kunne være med til at bestemme indkøb – blev sjældent efterlevet.

En ond spiral

En ting er, at en tidligere og nu fyret medarbejder retter kritik mod sin tidligere arbejdsplads. En helt anden ting er, hvis beboerne, som medarbejderne er ansat til at være der for, retter kritik mod arbejdspladsen. For det gør de – i hvert fald indirekte, fortæller Katja Nielsen Gregersen:

”Jeg ved, at beboerne heller ikke føler sig lyttet til derude. Og jeg tror, at hvis du spørger dem, er der ikke nogen af dem, der kan lide at være der. Flere har udtrykt over for mig, at de føler sig som pengemaskiner, som kun er der for at få nogle penge i kassen.”

Beboerne på Dalbygaard Botilbud er myndige voksne mennesker. De står op, når de vil, og udover to faste handledage er der ikke rigtig nogle faste aktiviteter.

”Der har været konflikter, som er opstået, fordi der ikke rigtig sker noget derude. Og beboerne er jo stofmisbrugere, så det bliver en ond spiral, hvor misbruget bliver en hurtig og nem flugtvej ud af den kedsomhed, der opstår, når de skal underholde sig selv.”

Og så er det, at beboerne bliver udadreagerende. Som hun lige kunne huske, tæller Katja Nielsen Gregersen det til godt én større konflikt om måneden – altså seks i den tid, hun var der. Og de store konflikter kommer ved siden af de smadrede døre, sofaborde og andre ting, som sker jævnligt.

Er kommet godt videre

Katja Nielsen Gregersen elsker som nævnt at arbejde med denne type borgere. Og efter at hun modtog sin opsigelse d. 30. juni, gik der heller ikke længe, inden hun fik et nyt på hånden:

”To-tre dage efter opsigelsen havde jeg et nyt job. Og det er samme type job – på et bosted med §107-borgere,” siger hun glad og henviser til servicelovens §107 for bosteder, der tilbyder midlertidigt ophold til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Fagbladet FOA har kontaktet Rie Bo Kanstrup, der er direktør for Organisation for Social Indsigt og Dalbygaard Botilbud, og tilbudt hende at kommentere kritikken. Hun er dog ikke vendt tilbage.