Tre partier dumper ministers håndtering af hjemsendte sosu’er
Både SF, Enhedslisten og de konservative kritiserer integrationsministeren for at gøre spørgsmålet om hjemsendte social- og sundhedshjælpere til en del af Folketingets sundhedsforhandlinger. ”Regeringen er totalt handlingslammet,” siger SF’s Kirsten Normann Andersen, som nu beder ældreministeren tage affære.
30. juni 2023
Udlændinge- og Integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) får nu dumpekarakter for sin håndtering af de udenlandske social- og sundhedshjælpere, der sendes hjem til deres fødeland, fordi de ikke får forlænget deres opholdstilladelse i Danmark.
Det sker, efter at han i Fagbladet FOA parkerede problemet hos sin ministerkollega Sophie Løhde, der sidder for bordenden i Sundhedsministeriet.
”Spørgsmålet forventes at indgå i det igangværende arbejde med at håndtere udfordringer i sundhedsvæsenet på Indenrigs- og Sundhedsministeriets område,” lød det i et skriftligt svar fra ministeriet til Fagbladet FOA.
Det er helt uacceptabelt
Det udsagn får nu ordførere på både sundheds- og ældreområdet til at reagere.
”Det er helt uacceptabelt, at integrationsministeren ikke selv tager ansvar,” siger Enhedslistens Peder Hvelplund, der både er sundheds- og ældreordfører.
”Jeg forstår ikke, at han sender spørgsmålet videre. Det virker helt uhensigtsmæssigt,” siger Per Larsen (K), der er medlem af sundhedsudvalget og også sidder i integrationsudvalget.
”Det her viser, at vi har en totalt handlingslammet regering,” supplerer SF’s Kirsten Normann Andersen, der er medlem af Folketingets sundhedsudvalg og formand for Ældreudvalget.
Intet sket i 16 måneder
Problemet kunne løses, hvis social- og sundhedshjælpere kommer til at optræde på den positivliste, der sætter navn på de faggrupper, der er så stor brug for herhjemme, at det tæller på positivsiden, når en opholdstilladelse skal forlænges.
Men der er ikke sket noget, siden den daværende integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i marts sidste år lovede at se på positivlisten. Det har afløseren Kaare Dybvad Bek heller ikke gjort – heller ikke selv om den nye regering i sit program lover at stoppe hjemsendelse af udlændinge, der mister deres opholdstilladelse til trods for, at de vil Danmark og uddanner sig inden for områder, hvor der er mangel på arbejdskraft.
Nu afventer Kaare Dybvad Bek altså forhandlinger om en sundhedspakke, før han sætter gang i ny lovgivning, selv om han i sit skriftlige svar til Fagbladet FOA noterer, at ’det giver god mening at se på, om social- og sundhedshjælpere skal inkluderes på positivlisten’.
Læs også: Her er de sosu-hjælpere, der har fået regeringen til at ville ændre på særlig liste
Ældreministeren støtter sagen
Kirsten Normann Andersen forstår slet ikke, at integrationsministeren nu henviser til et andet ressortområde.
”Vi har fået ørerne tudet fulde om, at den her regering er klar til at træffe svære beslutninger, men det ender som regeringsmudder. Og spørgsmål om positivlisten hører altså under integrationsministeren,” siger SF’eren, som på den baggrund har valgt at rejse sagen over for ældreminister Mette Kierkgaard fra Moderaterne.
”Vil ældreministeren tage initiativ til at sikre, at social- og sundhedshjælpere optages på positivlisten, så vi undgår at hjemsende faglært arbejdskraft, som vi har brug for – jf. artiklen i Fagbladet FOA,” lyder Kirsten Normann Andersens spørgsmål.
Mette Kirkegaard har endnu ikke svaret SF’eren. Men overfor Fagbladet FOA giver ministeren udtryk for, at hun har sympati for sagen, samtidig med at hun placerer bolden for fødderne af Kaare Dybvad Bek.
”Jeg har fulgt debatten, og jeg deler det her fokus på arbejdskraft på ældreområdet og i øvrigt også mange andre steder, som vi med alle mulige lodder og trisser skal prøve at styrke. Samtidig har jeg respekt for, at det er udlændinge- og integrationsministerens ressortområde, men hvis jeg husker rigtigt, har ministeren sagt, at det indgår i regeringens overvejelser at kigge på positivlisten. Og fra mit perspektiv med ansvar for ældreområdet, kan jeg kun billige alt, der bakker op om, at vi får kvalificeret arbejdskraft,” siger Mette Kierkgaard.
Hvis jeg husker rigtigt, har udlændinge- og integrationsministeren sagt, at det indgår i regeringens overvejelser at kigge på positivlisten.
Ældreminister Mette Kierkgaard, Moderaterne
Samtidig går et par af ministerens kritikere et skridt videre.
”Mange af de her hjemsendelser skyldes, at kvinderne er blevet skilt. Det kan rent faktisk betyde, at nogle kvinder bliver i utrygt ægteskab af frygt for at blive sendt hjem. Det er jo hul i hovedet,” siger Peder Hvelplund.
Går imod sit parti
Per Larsen hæfter sig ved den voldsomme mangel på arbejdskraft, der plager blandt andet ældresektoren. Totalt vil der ifølge Finansministeriet mangle godt 10.400 social- og sundhedshjælpere i 2030.
”I stedet for at skabe utryghed og sende dem hjem, skal vi selvfølgelig holde fast i de udlændinge, der er her og både vil og kan påtage sig opgaven,” siger han og kritiserer uopfordret, at udlændinge risikerer en hjemsendelse, hvis de går i gang med en sosu-uddannelse.
Det er senest sket for Sylvia Højbjerg Jensen, der efter et halvt år som social- og sundhedsassistentelev netop har fået at vide, at hun – på grund af en skilsmisse i 2022 – skal forlade Danmark, fordi uddannelse ikke tæller som en del af opholdsgrundlaget.
”I mine øjne bør den tid, de bruger på uddannelse, også blive tilgodeset, når de uddanner sig,” siger den konservative politiker.
- Men I stemte jo se selv imod, da Folketinget for nylig skulle tage stilling til et beslutningsforslag, der netop handlede om at sidestille uddannelse med arbejde. Hvordan hænger det sammen?
”Hmmm, det var jeg ikke lige opmærksom på. Jeg er jo ikke integrationsordfører, men jeg synes personligt, det er en underlig ting, at uddannelse ikke tæller. Vi mangler jo så mange social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistenter.
På grund af ferie har det ikke været muligt at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsministeren.
Opdatering: Efter offentliggørelse af denne artikel har Kirsten Normann Andersen (SF) også stillet spørgsmål til udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) og bedt ham svare på, om han mener, at ældreministeriet og sundhedsministeriet har beføjelse til at ændre på optag på positivlisten.