Har du også lyst til mere frihed og fleksibilitet i arbejdslivet? Lyt til, hvordan det kan lykkes
Rundt om i landet bliver der eksperimenteret med at gentænke den traditionelle arbejdsuge med fem arbejdsdage. Det gælder også på plejehjem, daginstitutioner og andre arbejdspladser, hvor vagtplaner skal gå op med borgernes behov. I det nye afsnit af podcasten ’Færdigt Arbejde’ kan du høre om erfaringer med at inddrage medarbejdernes ønsker.
10. maj 2023
”Hop ud i det og prøv det af.”
Det er budskabet fra Cecilie Lodbjerg Nielsen, der er pædagogisk assistent i Børnehuset Cassiopeia i Gentofte Kommune. Hun har i en periode arbejdet fire dage om ugen i stedet for fem og synes, at det gav mere arbejdsglæde og tid til fordybelse
Cecilie Lodbjerg Nielsen medvirker i det nye afsnit af Fagbladet FOAs podcast ’Færdigt Arbejde’, som denne gang ser på tendensen, der breder sig på arbejdspladserne – at eksperimentere med nye måder at sammensætte skemaerne på og give medarbejderne med indflydelse på, hvornår og hvor de lægger deres arbejdstimer.
Hvad passer i dit liv?
I podcasten medvirker også Tina Wils, som er chef for Sundhed og Omsorg i Egedal Kommune, hvor man siden 2019 har arbejdet med en fleksibel arbejdsplads med det formål at blive bedre til at rekruttere og fastholde medarbejdere.
”Da vi begyndte at dykke ned i det, fik vi mange tilbagemeldinger, som handlede om et ønske om en større grad af fleksibilitet i sit arbejdsliv. Og det gør man jo, fordi man lever sit liv på mange forskellige måder, og man går igennem mange forskellige livsfaser,” siger Tina Wils.
Arbejd med mindsettet
Paula Guerrero Mieres, der er leder af børnehusene Cassiopeia, Egegården og Vangede Børnehus i Gentofte Kommune, har også gjort sig erfaringer med at se på en vagtplan med nye øjne. Hun mener, at det i høj grad handler om at gøre op med det mindset, der har eksisteret i mange år.
”Hvordan kan det være, at vi tænker, at man skal organisere sig på samme måde i en daginstitution, som vi har gjort i 50 år? Hvorfor tror vi, at alle skal have en åbner- og en lukkevagt og nogle mellemvagter? Det er noget fis, for vi er jo forskellige og er i forskellige faser i livet. Nogle mennesker vil rigtig gerne arbejde mange timer på en dag og have mere frihed i den anden ende. Og andre vil gerne have en mere klassisk fordeling. Så det er det, vi prøver at tilstræbe.”
I podcasten er der også gode råd til dig, der måske har lyst til at få mere fleksibilitet ind i din hverdag.