Laila har været med til at udvikle simpelt redskab, der gør underværker i hjemmeplejen

”Det giver en vis ro, og man får skabt en god relation til borger og pårørende fra starten af, og de oplever, at vi har tid til at lytte,” siger Laila Desideriussen om det stykke papir, hun har været med til at udarbejde. Tor Birk Trads

I Herning har man indført systematiske opstartssamtaler i hjemmeplejen til gavn for både ældre, pårørende og medarbejdere. Men mange steder er den type samarbejde ikke sat i system, viser undersøgelse.

02. maj 2023

Før i tiden var social- og sundhedsassistent Laila Desideriussen ikke uvant med at måtte skuffe borgere og pårørende, fordi de havde forventninger, hun ikke kunne imødekomme.

”Nogle troede for eksempel, at vi kunne køre op til købmanden og handle for dem hver anden dag, og at vi kunne smide lidt tøj i vaskemaskinen hver dag. Det kan vi ikke, og på opstartssamtalen lærer de også vores ordning med indkøb og tøjvask at kende,” siger hun.

Laila Desideriussen er en del af hjemmeplejen i Herning Kommune, hvor medarbejderne siden efteråret har gennemført opstartssamtaler med alle nye borgere, der bliver visiteret til hjemmepleje. Til samtalen er pårørende også inviteret med.

”Vi får italesat, hvad vi kan tilbyde, og hvad de kan forvente. Det giver en vis ro, og man får skabt en god relation til borger og pårørende fra starten af, og de oplever, at vi har tid til at lytte,” siger Laila Desideriussen.

Hun har foreløbig gennemført syv af samtalerne, som er af en times varighed. Desuden har hun siddet med i den arbejdsgruppe, der har udviklet det opstartsskema, som bruges til samtalen. Det gennemgår punkt for punkt borgerens og pårørendes ønsker og forventninger.

”Vi får for eksempel at vide, hvilke ugedage borgeren går til aktiviteter, så vi tilpasser bad, rengøring, indkøb og så videre efter det. Det bliver alt sammen skrevet ind i dokumentationssystemet, så alle medarbejdere kan læse det,” siger hun.

Opstartsskema søsætter samarbejder

Opstartsskemaet er udviklet og løbende tilpasset af medarbejdere, der har været en del af en arbejdsgruppe. Den blev nedsat for i højere grad at leve op til Ældretilsynets målepunkter, som blandt andet omhandler selvbestemmelse og medinddragelse.

I skemaet gennemgås en række forhold som for eksempel ydelser, særlige ønsker til tidspunkter, valg af købmand, netværk, produkter til personlig hygiejne og muligheden for eventuel ernæringsscreening.

Få har sat det i system

Det kan næppe overraske, at et godt samarbejde mellem de pårørende og medarbejderne i hjemmeplejen har betydning for trivslen hos den ældre, der modtager pleje.

Men i en ny undersøgelse angiver hele 91 procent af de adspurgte leverandører af hjemmepleje, at de kun i nogen eller lav grad har sat samarbejdet med pårørende i system. For eksempel i form af faste arbejdsgange.

Derfor er det ifølge Sundhedsstyrelsen, der står bag undersøgelsen, et ’nærliggende emne’ at tage fat i for at styrke kvaliteten af borgerens hjælp og pleje.

Undersøgelsen viste desuden, at netop uadresserede eller urealistiske forventninger – som den med vasketøjet – er den primære kilde til utilfredshed og misforståelser mellem pårørende og medarbejdere. 58 procent svarer, at de ’i høj grad’ oplever dén udfordring.

”Undersøgelsen understreger, hvor vigtigt det er at få de pårørende med lige fra starten – og høre, hvad de har af ønsker, og hvordan man kan få et godt samarbejde,” siger sektionsleder i Sundhedsstyrelsen Helle Stentoft Dalum.

”Det er gennem engagementet hos dem og gennem deres viden om den ældre, at medarbejderne kan opbygge en god relation, som også kan forebygge eventuelle konflikter.”

En god investering

Gitte Nørgaard, der er chef for syge- og hjemmeplejen i Herning Kommune, kalder opstartssamtalerne for en god investering.

”Det hænder, at nogle er utilfredse og ikke kan forstå, hvorfor vi ikke kan yde ting uden for serviceniveauet, for mange borgere ved ikke, hvad det vil sige at modtage hjemmepleje fra kommunen. Vi tror, at vi med samtalerne kan undgå frustrerede pårørende, og når jeg spørger ledere, tilkendegiver de, at samarbejdet går lettere nu,” siger hun.

Adspurgt hvorfor kommunen først har indført opstartssamtaler for et halvt år siden, sammenligner Gitte Nørgaard selv samtalerne med de indflytningssamtaler, man i årevis har kendt fra plejecentre.

”Så man kan måske godt sige, at vi er lidt bagud. Men nu synes vi, at vi er kommet godt i gang, og det er vi ret tilfredse med,” siger hjemmeplejechefen.

Se webinar om samarbejde i hjemmeplejen

Sundhedsstyrelsen har med udgangspunkt i undersøgelsen lavet et webinar, der henvender sig til ledere, teamledere og medarbejdere i hjemmeplejen. Du kan se det på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.