Fagbladet FOA-podcast: Kend og stå på dine rettigheder til lokalløn

Er du nysgerrig på, hvordan du kan blive tilgodeset, når de lokale lønmidler bliver fordelt, så lyt til afsnittet om lokalløn i Fagbladet FOA-podcasten ’Færdigt Arbejde’. Grafisk Team, FOA Kommunikation

I det første afsnit af ’Færdigt arbejde’ – Fagbladet FOAs podcast – tager vi fat på et emne, der kan gøre en stor forskel på din lønseddel: lokalløn.

29. marts 2023

Lokalløn er emnet i det første afsnit af ’Færdigt Arbejde’ – Fagbladet FOAs nye podcast. 

Du møder blandt andre husassistenten Heidi, der igennem 12 år ikke kom i betragtning til en lønstigning via lokalløn. Men så lykkedes det endelig med hjælp fra hendes FOA-afdeling.

”For mig betød det jo, at jeg blev anerkendt, og det blev en del sjovere at gå på arbejde,” siger hun i udsendelsen.

Og hun kommer med dette råd:

”Man skal ikke være bange for at gå ind og banke på døren hos chefen eller kontakte FOA for at få hjælp.”

De lokale FOA-afdelinger er klar til at hjælpe. Det fortæller Anne Mette Nørgaard Linsaa, som er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Nordsjælland, i udsendelsen:

”Arbejdsgiverne i de forskellige kommuner ved efterhånden, at uanset om de hyler eller skriger, så kommer FOA Nordsjælland. Det gør de også i København, det gør de også i Horsens og andre steder.”

Med i studiet er også undervisningskonsulent i FOA, Johnny Svanborg Sørensen, som blandt andet kommer med dette råd:

”Kend og stå på dine rettigheder. Der er afsat en pulje. Uanset hvad.”

Mød alle tre – og vært Julie Bundgaard – i ’Færdigt Arbejde’-udsendelsen om lokalløn. 

Her får du også forklaret, hvad lokalløn er for en størrelse, og hvordan den opstod. Lyt med her: