Leder: Vi skal sikre os en luns af lokallønnen
Vi skal bide os fast. Derfor udkommer Fagbladet FOA for anden gang inden for et år med et stort og oplysende tema om lokalløn.
17. februar 2023
Langt den største del af vores løn er centralløn. Den forhandles ved de store
overenskomstforhandlinger – som lige nu er i gang på det private arbejdsmarked.
Og så er der den decentrale løn – også kaldet lokallønnen. Den udgør for hovedparten af FOA-medlemmerne under fem procent af lønnen. Altså en klart mindre andel. Så er det noget, vi behøver at gå op i? Svaret er ja, et rungende ja.
Læs også: Lokalløn: Arne fik et løft på 10 løntrin
For mens nogle kommuner i stigende grad åbner posen med lokale lønkroner for FOAs medlemmer, virker det, som om andre helt har glemt, at lokallønnen eksisterer. Der kan – alt efter faggruppe – være mellem 20.000 og 118.000 kroner om året i forskel på den kommune, som giver mest og mindst. Hvilket ikke er uvæsentligt, når man skal søge job eller holde lønsamtale.
Ydermere er der en klar og landsdækkende tendens til, at cheferne hapser den største luns af lokallønnen på bekostning af de lavestlønnede.
Læs også: Lokalløn: Gitte fik 27.500 kroner ekstra om året
Læg dertil, at det ulighedsmønster – i værste fald – kan blive forstærket, fordi regeringen taler om yderligere lokalløn som en forudsætning for et løft af de offentligt ansattes løn.
Derfor bør en del af de decentrale kroner øremærkes dem, der ikke tjener så meget.
Så ja, der er lyspunkter – men også grund til at være på vagt. Vi skal bide os fast. Derfor
udkommer dit fagblad for anden gang inden for et år med et stort og oplysende tema om lokalløn.