Maja havde et centralt budskab, da hun viste hjemmeplejen frem for ny minister
Social- og sundhedsassistent Maja Hald efterlyste mere nærvær og tætte relationer, da hun havde den nye ældreminister Mette Kierkgaard som medpassager i hjemmeplejebilen.
31. januar 2023
Gennem sine 45 år som ansat i ældreplejen har Maja Hald oplevet, at nærværet med både borgere og kolleger i hjemmeplejen gradvist er blevet mindre og mindre.
Dét problem fik social- og sundhedsassistenten mulighed for at fortælle til den øverst ansvarlige for ældreområdet, da hun mandag formiddag havde ældreminister Mette Kierkgaard (M) med på forsædet i den sølvfarvede hjemmeplejebil.
”Man har spredt kollegerne for langt væk fra hinanden. Hos os sidder sygeplejerskerne i en kælder for sig selv. Planlæggerne, som ikke kender vejene eller borgerne, sidder i en anden kælder. Men nærvær og tætte kontakter er det vigtigste i en hjemmepleje, så mit budskab var, at vi skal få nærværet, som vi havde i gamle dage, tilbage,” siger 62-årige Maja Hald, da Fagbladet FOA efterfølgende møder hende.
Maja Hald arbejder i hjemmeplejen Lundtofte i Lyngby-Taarbæk Kommune, og hun fik også fortalt ministeren, at sygefraværet med hendes ord er eksploderet. Det skyldes blandt andet, at folk er for pressede, mener Maja Hald, der også har været tillidsrepræsentant de seneste 25 år.
”Der kan være fem minutters vejtid mellem to borgere, som ingen kan nå. Og man kan jo se på sin telefon, inden man møder, at det ikke hænger sammen. Jeg talte med Mette om, at det på ingen måder giver mening,” siger hun.
Minister vil have visitationen tættere på borgeren
Noget tyder på, at Maja Halds budskab er blevet hørt. I hvert fald betonede ældreministeren efter besøget vigtigheden af, at der i hjemmeplejen er plads til nærvær og relationer. Og at visitationen skal tættere på borgeren.
”Det er enormt vigtigt, at dialogen starter hos borgeren, der så får visiteret ydelser i stedet for, at det starter hos den faglige visitation,” siger Mette Kierkgaard til Fagbladet FOA.
Da ældreministeren overtog posten i december, overtog hun også arbejdet med en ny ældrelov, som blev sat i søen af den forhenværende regering. Siden har hun besøgt flere plejecentre og nu også et hjemmeplejedistrikt for at tale med medarbejdere og borgere.
”Det er utrolig vigtigt at vide noget om den konkrete praksis, som lovgivningen kommer til at berøre,” siger Mette Kierkgaard, der kommer fra en stilling som familiechef i Viborg Kommune og også i en årrække har været myndighedschef i Esbjerg Kommune.
”Derfor ved jeg, hvor vigtigt det er, når lovgivning rammer borgerne. Det bliver nødt til at starte og slutte med det, det handler om. På ældreområdet er det at give ældre den pleje og omsorg, som de har brug for,” siger hun.
Én udfordring er større end alle andre
Fra både borgere og medarbejdere hører Mette Kierkgaard, at stor udskiftning af personalet er dén udfordring, der er større end nogen anden.
”Det er svært for både ældre og medarbejdere, når der hele tiden er nye ansigter. Det er jo hele rekrutteringsudfordringen, som er kæmpestor. Ifølge prognoserne kommer vi til at mangle op mod 19.000 sosu’er i 2030,” siger hun.
- Og hvad skal gøres anderledes, hvis vi skal skaffe de 19.000 flere sosu’er?
”Der er ingen snuptagsløsning. I regeringsprogrammet arbejder vi på tværs af ressortområder med rekrutteringsdagsordenen på hele sundhedsområdet. Børne- og ungeministeren kigger på sosu-området, og på beskæftigelsesområdet kigger vi på, hvordan vi får skabt gode vilkår til at få seniorer til at blive længere på arbejdsmarkedet. Det er en buket af forskellige tiltag, vi skal gøre,” siger Mette Kierkgaard og fortsætter:
”Det, der ligger på mit bord, handler om at skabe attraktive arbejdspladser. For det, jeg også lytter mig til, er, at det er et enormt meningsfyldt arbejde. Medarbejdere stråler, når det lykkes at hjælpe borgere. Så ældreområdet er et enormt attraktivt sted at være, fordi arbejdet giver mening.”
- Hvorfor tror du, at det er svært at skaffe nok personale, når arbejdet er så meningsfyldt?
”Jeg har ikke overblik over årsagerne endnu, så det må vi vende tilbage til en anden gang.”
Fra social- og sundhedsassistent Maja Hald fik ministeren dog leveret endnu et budskab, som – måske – kan bidrage til at løse problemet med rekruttering.
”Jeg kom til at sige til hende, at jeg synes, vi har for mange chefer. Da jeg startede for 45 år siden, havde jeg én leder. Nu er der en masse chefer,” siger Maja Hald og tæller sig frem til 5-6 stykker.
”Og det tages jo fra vores varme hænder. Der er kommet for mange kolde hænder, men det er varme hænder, som vi mangler,” fortsætter hun.